Er tiden inde til at gøre op med levende væsner som “produktion”?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi taler om grise som “produktion”. Om “enheder”. Om “output”. Om “effektivitet”. Sproget afslører det: Vi har gjort levende, sansende væsner til råvarer.

I Danmark produceres der årligt omkring 30 millioner grise (40 millioner, hvis man tæller de 10 millioner med, der dør inden for de første par dage). Alene det burde få os til at standse op. Man producerer skruer. Man producerer mursten. Man producerer vindmøller. Man producerer ikke liv. Alligevel er det præcis sådan, vi har indrettet vores system.

I det konventionelle landbrug lever størstedelen af grisene hele deres liv indendørs på beton. Søer fikseres i farebøjler i uger ad gangen uden mulighed for at vende sig. Smågrise får halerne klippet af – ikke fordi det er naturligt, men fordi de ellers bider hinanden i et miljø præget af trængsel og stress. 25.000 pattegrise dør hver dag som biprodukt af et system, der er optimeret til flest mulige kuld.

Man behøver ikke være dyreaktivist for at reagere på optagelser fra danske stalde. Her er noget, der er grundlæggende galt. Dyr, der ikke kan bevæge sig frit. Dyr, der aldrig mærker sol eller jord. Dyr der er syge, ligger med åbne kødsår, og brækkede knogler. Dyr, reduceret til biologiske produktionsapparater. Her synes jeg, det er helt forkert at sætte fokus på, at fejlen ligger i, at de grise skulle have været aflivet lidt tidligere – hvad med, at de grise aldrig skulle have haft den slags skader til at starte med?

Men vi accepterer det, fordi det er lovligt. Fordi det giver eksportindtægter. Fordi “sådan er systemet”. Men hvor langt må vi gå, bare fordi vi kan?

Det stopper jo ikke ved grisene. Vilde dyr presses tilbage, når de står i vejen for vores interesser. Naturen drænes, opdyrkes, asfalteres. Havene overfiskes. Arter forsvinder i et tempo, forskere kalder historisk. Vi er nået dertil, hvor mennesker i dele af landet næsten ikke tør drikke vandet fra hanen.

Vi taler om kriser – klima, biodiversitet, miljø. Men vi taler sjældnere om den grundlæggende holdning: En opfattelse af, at alt liv kan underordnes vores behov og vores økonomi. Det er ikke et spørgsmål om by mod land. Det er et spørgsmål om, hvordan vi som samfund møder liv.

Man kan være for landbrug og samtidig mene, at der er grænser. Man kan være stolt af dansk erhvervsliv og samtidig insistere på, at levende væsner ikke bør reduceres til produkter uden bevægelsesfrihed og naturlig adfærd. I en verden, der er præget af krig, ødelæggelse og ufattelig smerte, burde vi i det mindste kunne tage ansvar for det, vi selv skaber. Vi kan ikke løse alle globale konflikter. Men vi kan vælge ikke at opretholde et system, der normaliserer lidelse i milliontal.

Se på optagelserne. Se på dyrene. Og spørg dig selv: Hvis dette ikke får os til at reagere – hvad gør så? Måske begynder et mere anstændigt samfund med, at vi stopper op og erkender: Liv er ikke produktion. Liv er ansvar.