"Aldrig mere 9. april" bør være vigtigere end 5. maj, som verden ser ud i dag
Vi har altid markeret befrielsen den 5. maj – men i lyset af truslerne mod Grønland og det regelbaserede verdenssamfunds knagen bør vi sætte større lys på den 9. april – og minde os selv om, hvor vigtigt det er at kunne – og ville – forsvare sig selv.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Mens befrielsesdagen 5. maj lige siden 1945 har været fornemt højtideligholdt, har besættelsesdagen 9. april blot været markeret ved flagning og enkelte ceremonier.
Med nutidens sikkerhedspolitiske situation i og omkring Danmark er det spørgsmålet, om ikke det er tid til, at rollerne byttes om. At mindet om besættelsen 9. april kommer til at fylde mere som erindring og inspiration for vores forsvarsvilje og forsvarsevne. Den højaktuelle trussel mod dele af kongeriget er en god anledning til at begynde allerede i år.
I lige over 80 år har Danmark højtideligholdt både 9. april og 5. maj. Praksis for flagning blev stadfæstet i 1950. Den 9. april – dagen, hvor Danmark blev angrebet, kæmpede og overgav sig i 1940 – flages der på halv stang, og der holdes enkelte ceremonier, primært i Sønderjylland, hvor kampene foregik. Der holdes end ikke et minuts stilhed.
Den 5. maj har derimod været præget af en meget større ceremoniel pragt. Arrangementer i Mindelunden, blomster ved frihedskæmpernes grave, mindeceremonier landet over – og lys i vinduerne!
Man forstår godt hvorfor.
Danmarks forsvarskamp den 9. april 1940 var skamfuld omend realistisk. Befrielsen markerer både frihedskæmperne, men også foråret, lyset og friheden. Befrielsen markerer også alliancen mellem landene, bl.a. med England og USA.
Danmark blev befriet af allierede, og det skyldte vi at huske. Vi befriede ikke os selv. Siden dengang har Danmark forsvarsmæssigt været dybt forankret i alliancer, herunder Nato, men har også bidraget stort i koalitioner. Vi gik gennem Den Kolde Krig med Natos musketéred, artikel 5, i ryggen, og vi vidste, at de andre Nato-lande ville komme os til hjælp, hvis Sovjetunionen angreb. Vi trådte selv til under artikel 5, da USA blev angrebet den 11. september 2001.
Men siden da har den sikkerhedspolitiske situation ændret sig. Pludselig ved vi ikke længere, om vi kan regne med USA, eller om dele af kongeriget faktisk kan blive angrebet af et andet Nato-medlem.
Forsvaret fik i 1952 ”Den Kongelige Forholdsordre”, et afgørende og vigtigt dokument – en kongelig ordre, som byder enhver soldat at optage kampen, hvis landet skulle blive angrebet, og ikke afvente besked.
I årtier var det et centralt og højt agtet fundament for bl.a. Hjemmeværnet og hele Forsvaret: Klar til kamp!
Efter Murens fald gled ordren i baggrunden. Da danske soldater i hast blev sendt til Grønland i januar 2026, kunne journalisterne spørge: »Gælder den kongelige forholdsordre?«
Svaret er naturligvis et rungende ja.
Den 9. april 1940 var Danmark neutralt og stod uden alliancer. Hvad skulle vi have gjort? Vi førte tilpasningspolitik, som fejlede. Efterretninger om de tyske militære styrker syd for grænsen var tilflydt ministerierne, men hvad skulle man gøre? Soldater i det sønderjyske var i beredskab og drog i natten ud for at møde de fremrykkende tyske styrker.
Kampen blev kortvarig, bl.a. fordi den formelle overgivelse fra København kom, få timer efter angrebet begyndte. Den symbolske kamp kostede 16 soldater og grænsegendarmer livet. Ingen kunne komme og hjælpe os. Der var intet Nato eller artikel 5.
Situationen omkring den 9. april satte sig som et nationalt traume på linje med 1864. Udsagnet ”aldrig mere en 9. april” blev et mantra i forsvarskredse og grundlag for bl.a. oprettelsen af et hjemmeværn med våben hjemme under sengen og – Den Kongelige Forholdsordre!
Jeg vil opfordre til, at den nye sikkerhedspolitiske situation giver anledning til, at vi i Danmark begynder at højtideligholde besættelsen 9. april i samme grad – eller mere end befrielsen den 5. maj. Vi bør konfronteres med vores egen indsats, for at det aldrig må ske igen. Vi bør fortælle om kampen i Sønderjylland, vi bør ære soldaternes indsats i højere grad, end vi har gjort.
Vi bør fokusere på, at i en situation, hvor der ikke er alliancer, eller hvor alliancer er tvivlsomme, så skal vi selv kunne forsvare os. Ukraines forsvarskamp i dagene efter invasionen i februar 2022 viste os, at selv formelt underlegne styrker kan vinde ved kampgejst og initiativ.
Lad ceremonier, historier, højtideligholdelse netop den 9. april minde os om, at vi kan kæmpe, at vi skal kæmpe, at vi skal gøre os klar til at kæmpe for Danmark – og at nogen gjorde det den 9. april 1940. Det kunne være i 2026, at ministrene deltog den 9. april i Haderslev og andre steder. At landet som helhed holdt et minuts stilhed kl. 12, hvor flaget går på hel. At man mødtes den 9. april ved frihedskæmpernes grave og her lovede hinanden, at vi i dag ville kæmpe og forsvare vores land.
Anledningen ville være god til at gentage udsagnet ”Aldrig mere en 9. april”.
Det er ikke nogen fest, og det skal det heller ikke være. Det skal være en påmindelse. Et led i vores nationale åndelige oprustning. Hvor vi den 5. maj skal være taknemmelige for befrielsen, men hvor vi den 9. april lover hinanden, at vi vil kæmpe for vores fædreland, fællesskab og familier.
På den måde kunne vi give netop besættelsen den 9. april en rolle, der er vigtigere end befrielsesdagen, set i lyset af truslerne mod kongeriget. Vi kan sagtens nå det inden den 9. april i år – at arrangere begivenheder, at arrangere et minuts stilhed og at få genoptrykt både den kongelige forholdsordre og få lært at sige: Aldrig mere en 9. april!