Kære voksne, I gambler med vores demokratiske dannelse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hver 10. dansker har inden for det seneste år afholdt sig fra at deltage i den offentlige debat i det fysiske rum, og endnu værre ser det ud, når den offentlige debat rykker ind på de sociale medier. Det viser en undersøgelse lavet af Institut for Menneskerettigheder.

Når det her er billedet blandt den voksne del af befolkningen, er det ærligt talt blevet ret bekymrende. For der er desværre endnu mere, der peger på, at vi er på vej i den gale retning. Megafon lavede sidste år en måling, der viser, at 70 pct. af danskerne holder sig fra debatten om Israel og Palæstina-konflikten – på trods af aktualiteten og de mange tanker, de fleste af os har gjort.

For os lyder det ret skræmmende og som et problem, vi skal tage dybt alvorligt. For hvis det her er billedet blandt de voksne, hvordan ser det så ud blandt os unge? Og måske endnu vigtigere: Er vi ved at rette op på det – eller danner vi lige nu den næste generation af passive borgere, der ikke kommer til at tage del i debatten?

Vi er bekymrede for, om vi – uden selv at se det – selv putter brænde på bålet. For at fjerne snakken om det svære til næste skolevalg, undlade at undervise elever i kontroversielle emner på landets grundskoler og fuldstændig glemme de unge i de beslutninger, der vedrører os, er ikke vejen til et samfund fyldt med engagerede unge, der deltager og tager ansvar. Tværtimod.

For slet ikke at glemme de udsagn, man bliver mødt med, hvis man på trods af alt forsøger at deltage i debatten. Der er noget helt galt, når både vi og så mange andre unge har modtaget kommentarer som disse, når vi forsøger at ytre os: »Kom nu, tag dig sammen og kom ud af dit pseudoliv«, eller »Du er 16. Sæt dig ned.«

Når det er oplevelsen af demokrati, som de voksne mennesker omkring os skaber, er det helt ærligt ikke så underligt, at der ikke er flere unge, der stiller sig til rådighed for det. For selvom det, vi beskriver her, er bagsiden af medaljen, så er det svært ikke at blive slået ud, når de voksne, der burde være rollemodeller, enten er dem, der beder os om »at finde noget andet at snakke om« eller heller ikke selv tør deltage – på grund af frygten for konsekvenserne.

Det er vi nødt til at gøre noget ved. Vi kan ikke længere holde os for ørerne og vende det blinde øje til. Ellers mister vores demokrati langsomt dets værdi. Det bliver til fine ord, vi har nedfældet på papir, og som vi kun benytter os af, når vi skal i stemmeboksen – men ellers aldrig ser til.

Den gode nyhed er, at det starter hos os selv. Det er os, der sætter tonen, os, der skriver kommentarerne, os, der vælger at lytte, når de unge taler. Os, der viser, at det er okay at tale om det svære.