Uden arbejdskraft udefra går Danmark i stå

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når jeg hænger Dannebrog på mit juletræ, fyldes jeg af en danskhed og en stolthed, der er formet af både historie og handlinger.

Min oldefar flygtede selv over Kongeåen under Første Verdenskrig, fordi han nægtede at kæmpe på tysk side. Han følte sig som dansker, og familien slog sig ned her i området, hvor familien stadig bor i dag. Derfor har vi arvet traditionen med Dannebrog på vores juletræ.

Her i Sønderjylland mærker mange af os på samme måde et stærkt behov for at vise vores danskhed netop i juletiden, blandt andet med Dannebrog på træet. En tradition, som både rummer rødder og fornyelse.

Måske vil mine børn en dag gøre det samme. Måske hænger der også et andet flag på træet, hvis de har fundet en partner fra et andet land. Men det vigtigste, jeg kan give dem med, er en stolthed over at være dansk og et blik for, at verden forandrer sig.

For forandringen er her allerede.

I vores område er mange landbrug afhængige af udenlandsk arbejdskraft. Folk fra Ukraine, Polen, Letland og andre lande møder op hver dag for at malke, høste, muge ud og andre dagligdagsopgaver i landbrugsfaget. De holde hjulene i gang – uden dem ville de her landbrug ganske simpelt bryde sammen. Jeg er selv nabo til en af Danmarks største mælkeproducenter; i pauserummet summer af mange forskellige sprog.

Men det stopper ikke ved landbruget. Vores store, internationale virksomheder, som f.eks. Danfoss i Nordborg og LEGO i Billund, er også afhængige af højt kvalificeret udenlandsk arbejdskraft.

Faktisk bidrager udenlandske medarbejdere med intet mindre end 361 mia. kr. til dansk økonomi. Penge, som vi kan bruge på skoler, pædagoger og sygeplejersker. Faktisk så er det mere, end vi bruger på sundhedsvæsenet i hele Danmark.

Lige nu har vi tusindvis af ledige job og alt for få hænder til at løfte dem. Landbruget, fødevareindustrien, byggebranchen, rengøringsbranchen, ældreplejen. Alt sammen afhænger af, at nogen møder op og gør arbejdet.

Så vi bliver nødt til at tale mere nuanceret om udenlandsk arbejdskraft. Vi gør os selv en bjørnetjeneste, hvis vi stirrer os blinde på modersmål i stedet for at se på vilje og bidrag. Udlændingepolitik og arbejdsmarkedspolitik skal ikke blandes sammen. Det er to forskellige ting, og det er på tide, at vi i Danmark begynder at insistere på at skelne. Det vil jeg til enhver tid gøre.

I mine børns skole er der elever fra flere sproggrupper, primært børn af udenlandsk arbejdskraft fra Baltikum. Deres forældre er ikke kommet for at nasse. De er her for at arbejde, de udfylder roller, vi ikke selv kan eller vil løfte. Hvis de bliver boende, bliver deres børn en del af Danmark og vores fællesskab.

Det vil være både tungt og dumdristigt, hvis vi som samfund siger “ud med alle udlændingene”, som om de er én homogen gruppe. Det er ikke kun uretfærdigt, det er økonomisk uansvarligt. For uden dem, der bidrager, kan vi ikke opretholde vores velfærdssamfund.

Vi skal tage ansvar. Det betyder, at vi skal være åbne over for dem, der vil Danmark. Vi skal invitere dem ind i fællesskabet – og vi skal stå fast på, at vi ikke vil have parallelsamfund. Det er ikke ønsket, og det skal vi aktivt modarbejde.

Vi kan godt udvikle os sammen, hvis vi holder fast i, at udlændingepolitik og arbejdsmarkedspolitik ikke må blandes sammen. Det vil jeg insistere på. Hver eneste gang.