At glorificere krigsforbrydere er en skændsel – ikke kun på grund af fortiden, men endnu mere på grund af fremtiden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvis Tyskland kunne erkende sin mørke fortid og bygge et respekteret samfund, hvorfor er det i Serbien og Banja Luka stadig normalt at fejre dem, der stod bag folkedrabet i Bosnien?

Forestil jer, at I befinder jer i Hamborg i året 1970. Over natten dukker der et vægmaleri op af krigsforbryderen Hitler på en bygning. Borgmesteren træder frem på en pressekonference – ikke for at fordømme, men for at prale af det.

For et almindeligt menneske er en sådan tanke helt utænkelig.

Desværre sker netop det i dag i Banja Luka. Der er blevet malet et vægmaleri af krigsforbryderen Ratko Mladić, som i Haag er dømt til livsvarigt fængsel for folkedrab. Byens borgmester, Draško Stanivuković, nægter ikke blot at fjerne det – han forsvarer det og praler af det.

Jeg spørger mig selv: Hvad får et menneske til at ophøje en morder? Det er ikke et udtryk for stolthed, men for skam og nederlag. Hvordan kan det være, at ondskaben stadig hyldes i visse serbiske kredse? Hvordan kan man tale om forsoning og sameksistens, når et folkedrab stadig fejres – det første i Europa efter Anden Verdenskrig? Er det ikke på tide, at det serbiske folk bryder med fortidens kæder? Tyskerne gjorde det. De erkendte forbrydelserne, tog ansvar og er i dag et respekteret samfund.

Men i Beograd og Banja Luka ser vi det modsatte: i stedet for en proces af katarsis bliver forbrydere hædret, og hvad der er endnu værre, børnene, den nye generation, vokser op i et samfund, hvor en krigsforbryder hyldes.

Mens tyske børn lærer om Holocaust for aldrig at gentage fortidens rædsler, bliver børn i Republikken Srpska undervist i benægtelse og forfalskninger. Tiden er inde til, at også det serbiske folk træder ind i det 21. århundredes civilisation og følger samme spor.

Draško Stanivuković – som enhver anden politiker i Bosnien-Hercegovina – må forstå, at ansvaret ikke kun ligger i fortiden, men i fremtiden, over for de børn, der endnu skal vokse op. Det er på høje tid at bryde den spiral, der i årtier har gjort Balkan til en krudttønde.

Det er tid til at standse glorificeringen af krigsforbrydelser og forbrydere. For hvad bliver det for en generation, hvis børn vokser op i et miljø, hvor man hædrer en mand, der på fem dage dræbte over 8.000 mennesker? Det er et sygt miljø at vokse op i – og sådan har det været i årtier. At glorificere ondskab er en skændsel – ikke kun på grund af fortiden, men også på grund af fremtiden.