EU er splittet i hjælpen til Ukraine. Men ingen tør indrømme det

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Politiske ledere og EU-Kommissionen taler om »ubrydelig enighed« og »fælles ansvar«, når det kommer til Ukraine. Enhver kan se, at intet kunne være mindre korrekt. EU er massivt splittet i spørgsmålet om Ukraine.

Kig på realiteterne: Frankrig, Italien, Spanien, Portugal og Grækenland har tilsammen givet mindre i støtte til Ukraine end Danmark – ikke i procent af bnp, nej, i absolutte tal målt i euro. I forhold til bnp gav Danmark ca. 2,2 pct., mens de pågældende lande kun gav 0,1 pct. Vi har altså ydet relativt mere end 20 gange så meget. Hvordan kan vi i EU påstå, at vi står samlet i støtten til Ukraine?

Situationen bliver endnu tydeligere i lyset af USA’s seneste udmelding om, at EU skal stå for betalingen af amerikanske våben. For blot tre måneder siden erklærede EU, at man ville stå fast – uanset hvad amerikanerne gjorde. Nu, hvor USA trækker sig delvist, skal EU bevise, at det ikke bare var tomme ord.

Men her knækker filmen igen. Kun syv lande – Danmark, Norge, Sverige, Finland, Holland, Tyskland og Storbritannien (altså fem EU-lande) – har sagt ja til at støtte dette initiativ. Med andre ord: Af 27 EU-lande har 22 ikke tilsluttet sig. Så meget for sammenhold og enighed i EU.

Skal USA’s tidligere støtte nu bæres af de syv førnævnte lande? Hvis resten af EU fortsætter med deres meget begrænsede støtte, hvad er så fremtidsudsigterne for Ukraine?

Hvordan kan det være, at EU stadig taler om støtte til Ukraine og massive fælles indkøb, når vi så tydeligt ser, at mange lande ikke vil støtte Ukraine?

Forklaringen er desværre simpel – det handler om økonomiske interesser. For lande som Frankrig, Italien og Spanien handler det om at bruge krigen i Ukraine som løftestang til at opnå mere EU – større budgetter og massive investeringer i våbenproduktion, delvist finansieret gennem fælles gældsoptagelse (betalt af de nordlige EU-lande).

Disse lande er alle store producenter af militært isenkram. Deres økonomier er, ligesom resten af Sydeuropa, hårdt ramt, og de håber, at store EU-investeringer i våben kan give dem en tiltrængt saltvandsindsprøjtning.

Min påstand er, at disse lande er fuldstændigt ligeglade med Ukraine. De bruger krigen til at styrke deres egne økonomier via EU-investeringer.

Det er den eneste forklaring på, hvorfor man arbejder så hårdt for at investere massivt i EU’s våbenproduktion under påskud af at støtte Ukraine – men samtidig ikke vil bruge midler på amerikanske våben, selvom de er ekstremt tiltrængte i Ukraine.

Det er derfor, jeg mener, at EU ikke skal have et forsvarssamarbejde eller fælles hær for den sags skyld. For potentialet for rævekager er uudtømmeligt i EU – og derfor kan EU aldrig blive enigt internt.