Danmarks Naturfredningsforening modarbejder den grønne trepart

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Maria Reumert Gjerding fra Danmarks Naturfredningsforening (DN) og Samir Abboud fra geotermi-virksomheden Innargi har begået et nyt indlæg. I Jyllands-Posten 23/6 klandrer de »en hær af skovfolk« for at udgøre en »biomasse-lobby«.

Indlægget viser tydeligt, at bæredygtigt skovbrug ikke er en spidskompetence, hverken hos Innargi eller Danmarks Naturfredningsforening. Derfor er det også ærgerligt, at DN har valgt at placere sig så yderligt i denne debat, at faglig kritik blot affejes med henvisning til afsenderen.

Det burde måske i stedet gøre indtryk på præsidenten for DN, at jævnt hen alle, som arbejder praktisk med skovbrug og skovforvaltning – skovridere, skovfogeder, skovarbejdere – samstemmende siger, at bæredygtigt og certificeret biomasse giver et væsentligt bidrag til en positiv udvikling i de danske skove.

Certificeret biomasse er restprodukter fra det aktive skovbrug med krav om en bæredygtig og robust skovforvaltning. Det vil sige, at biomassen kommer fra bevoksninger, som har til formål at blive fældet for at levere tømmer og andre klimavenlige produkter til den grønne omstilling. Som bekendt vokser træer ikke op som lange lige planker, så der bliver uundgåeligt et restprodukt tilbage. Det er dog vigtigt at huske på, at biomasse er nederst i kaskadehierarkiet, så hvis træet kan afsættes til andet formål, så vil skovforvalteren altid gøre det.

Maria Reumert Gjerding hævder, at Danmarks import af biomasse forårsager ødelæggelse af skove i Europa. Det er ikke tilfældet. Den importerede biomasse lever op til verdens strengeste bæredygtighedskrav, som certificeres af uafhængige tredjeparter. De skove, Danmark importerer træ fra, er produktionsskove, hvor driften følger langsigtede forvaltningsplaner med løbende tynding og genplantning, netop for at sikre skovenes sundhed, tilvækst og biodiversitet.

Sideløbende er der så en debat om, hvordan man reserverer arealer til fremme af urørt natur. Den debat er også vigtig, men det er en anden snak end de arealer, hvor der er økonomisk og menneskelig aktivitet i form af træproduktion.

Skov er – samfundsmæssigt set – altid godt. Uanset forvaltningsform. Hvis man ønsker at indfri målsætningen om 250.000 ha skov i Danmark, er det i hvert fald en forudsætning, at der er økonomi i skovbrug. Ellers hænger regnestykkerne slet ikke sammen. Derfor skylder Maria Reumert Gjerding fortsat et svar til de landmænd, som i forbindelse med Grøn Trepart skal konvertere 150.000 ha landbrugsjord til skov. Hvad er deres incitament til at gøre det, når hun samtidig vil fjerne deres eneste indtægt de første 30-40 år i form af tyndingstræ til biomasse?

Endelig påpeger Maria Reumert Gjerding og Samir Abboud, at vi har en stor import af biomasse. Det er korrekt. Det har vi også af gavntræ. Vi importerer omkring 70 pct. af det træ, vi bruger i Danmark til tømmer, gulvbrædder, møbler m.v. Det er underligt, at Maria Reumert Gjerding mener, det er helt fint, at vi importerer andre landes gode tømmer og planker, men resttræet, som bruges i energisektoren i Danmark, fordi vi er foregangsland inden for fjernvarme, må vi ikke importere. Det bidrager ellers til at skabe økonomi i skovbruget. Og vi vil gerne have mere skov – ikke bare i Danmark, men også globalt.

Biomasse er en fossilfri, fornybar energikilde. Den er – ligesom andre former for vedvarende energi – ikke perfekt, men den har en række positive effekter knyttet til sig. Dels er det en forudsætning for, at Danmark når sine klimamål i 2050, dels bidrager den til mere bæredygtigt skovbrug. Både i Danmark og resten af verden. Endelig vil det biogene kulstof i biomassen også i fremtiden kunne opsamles på kraftvarmeværkerne og anvendes til andre nyttige formål.

Derfor har biomasse en plads i energiforsyningen i dag, i morgen og i fremtiden.