Universiteterne må ikke blive kampplads for aktivistisk udenrigspolitik og skjult venstrefløjspolitik

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Danske Studerendes Fællesråd (DSF) har i sin nyligt vedtagne resolution om Gaza valgt at opfordre danske universiteter til at indføre en akademisk boykot af israelske institutioner.

Resolutionen foreslår blandt andet, at universiteterne skal stoppe forskningssamarbejder, afslutte deltagelse i visse internationale programmer og frasælge investeringer relateret til Israel.

Det er ikke blot et politisk statement. Det er et frontalangreb på det princip, der bærer universiteterne: forskningsfriheden.

Universiteterne eksisterer ikke for at være moralske domstole i geopolitiske konflikter. De eksisterer for at søge sandheden, uanset hvor ubehagelig, upopulær eller kompleks den måtte være. De eksisterer for ikke at forfalde til symbolpolitik, men i stedet fremelske viden og mangfoldighed, hvor det definerende for dig er dine kompetencer og din forskningsmæssige værdi.

Ved at opfordre til boykot truer DSF universiteternes uafhængighed og integritet. Man kan ikke på den ene side tale om vigtigheden af vidensproduktion og kritisk tænkning og på den anden side selektivt afvise samarbejde med bestemte forskningsmiljøer, alene fordi man ikke kan lide deres land. Din nationalitet må aldrig blive en mundkurv.

Boykotten er et brud med de såkaldte Chicago-principper, som mange universiteter verden over har tilsluttet sig. Principperne fastslår, at universiteter skal være bastioner for ytringsfrihed og akademisk uafhængighed.

Hvis DSF får held med sit projekt, så er det ikke længere forskningens frihed, men aktivismens paradigme, der sætter dagsordenen. Det er ikke solidaritet. Det er censur.

DSF’s resolution går videre endnu. Den foreslår, at universiteterne kort sagt skal overtage Udenrigsministeriet. Men det har aldrig – og skal aldrig – være deres rolle. For der er en meget central detalje, der adskiller de to. Universiteterne skal være apolitiske. Ellers undergraver man universitetets status som uafhængig institution.

Universitetet skal være en frizone og rum for dannelse – ikke et aktivistisk ekkokammer med ideologisk ensretning. Det er ikke mængden af holdninger, der styrker en forskningsinstitution, men bredden af perspektiver og viljen til at samarbejde med de bedste på deres respektive felter. Og desuden at lytte til dem, man er uenige med. Det kræver mod. Det kræver integritet. Og det kræver, at vi står fast på, hvad universitetet er sat i verden for: at søge viden, ikke at udstikke domme.

Godt nok er pennen stærkere end sværdet, men der findes ikke én israelsk forsker eller universitetsstuderende, som har affyret en missil mod Gaza. Der findes ikke én forskningsartikel, som har brudt menneskerettighederne. Og det kommer ikke til at redde én eneste palæstinenser, at de danske universiteter lukker sig om sig selv. Netanyahu er ikke forsker. Og forskerne er ikke Netanyahu.