Det afgøres lige nu: Hvor god behandling skal du have på fremtidens sygehuse?
Lige nu forhandler regeringen og regionerne om en aftale, der skal sikre »attraktive karriereveje, robuste sygehuse og fagligt stærke miljøer« på sygehuse i hele landet. Det handler i virkeligheden om, hvor god behandling du skal kunne få på sygehusene i fremtiden.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Husker du sundhedsreformen fra november 2024? Det var den, som skulle løse den potentielle sundhedskrise, hvor et stigende antal patienter og et faldende antal medarbejdere risikerede at betyde, at du og jeg ikke ville få den behandling, vi havde brug for i fremtiden. Hvis man altså ikke gjorde noget.
Men det gjorde politikerne heldigvis. Et bredt flertal på Christiansborg har aftalt en reform, som fokuserer på at styrke lægedækningen og ”det nære sundhedsvæsen”, altså alle de sundhedstilbud, der findes uden for sygehusene. Og selvom reformen ikke fylder så meget i medierne mere, så arbejdes der på højtryk for at omsætte den til konkrete lovforslag, aftaler og handlinger.
I disse uger er turen kommet til sygehusene. Lige nu forhandler regeringen og regionerne om, hvordan regionerne skal omsætte aftalens mål om at sikre »attraktive karriereveje, robuste sygehuse og fagligt stærke miljøer« på alle landets sygehuse.
Overlægeforeningen har spurgt cheflægerne, der leder de enkelte afdelinger på sygehusene, hvad der er det vigtigste for, at reformen bliver en succes. Flertallet peger på, at der skabes fagligt stærke miljøer på alle sygehuse, og det er jeg enig i.
Det skyldes, at fagligt stærke miljøer er forudsætningen for, at vi på sygehusene kan tilbyde den enkelte patient den rette behandling. Og det er afgørende for, hvor lægerne har lyst til at uddanne sig og arbejde, og dermed om vi kan rekruttere til de områder, der i dag mangler alt for mange speciallæger.
Så ros til politikerne for at prioritere fagligt stærke miljøer. Men hvad mener vi egentlig, når vi taler om fagligt stærke miljøer?
For mig handler det om, at vi som patienter møder et sygehus, som har det rette udstyr. Som er opdateret med den nyeste viden. Hvor vi kan blive behandlet af dygtige læger og andre sundhedsprofessionelle, der har tid til os og erfaring og ekspertise med den behandling, vi har brug for. Og hvor der er nok speciallæger, som har ekspertisen til at udføre behandlingerne og løse øvrige opgaver som uddannelse, forskning, udvikling, rådgivning af sundhedsråd og samarbejde med andre sektorer.
For mig handler det altså ikke så meget om, at den enkelte læge er fagligt dygtig. For heldigvis kan vi regne med, at vi møder dygtige læger i hele landet. Men nogle steder mangler vi speciallæger. Og det går ud over det faglige miljø og dermed patienterne og muligheden for at tiltrække nye læger.
Derfor er en forudsætning for, at reformen og målet om at sikre fagligt stærke miljøer lykkes, at det samlede sundhedsvæsen ændrer måden at løse opgaver på i forhold til i dag.
Først og fremmest skal opgaverne løses på lavest mulige specialiseringsniveau og tættest muligt på borgerne. Det betyder, at mange af de opgaver, sygehusene i dag løser, på sigt skal løses helt andre steder som hos praktiserende læger og praktiserende speciallæger, i takt med at kapaciteten her bygges op.
Nogle af disse opgaver vil fortsat kræve sparring med speciallægerne og de faglige miljøer på sygehusene. Det vil bl.a. kunne ske via fælles videokonsultationer, direkte telefonnumre til specialisterne og opbygning af samarbejde og sammenhængende patientforløb.
Endelig får sygehusene en nøglerolle i at understøtte de nye sundhedsråd med faglig rådgivning. Her bliver det vigtigt sammen med rådene at afdække, hvad sundhedsrådene har brug for, og hvordan de faglige miljøer på sygehusene kan imødekomme det.
Der er altså opgaver nok, som de fagligt stærke miljøer skal tage ansvar for. Det gælder også på sygehusene.
I forhold til de behandlinger, som fortsat skal løses på sygehusene, bliver det afgørende, at organiseringen af sygehussektoren understøtter faglighed og kvalitet og sikrer optimal brug af ressourcerne, så alle patienter får adgang til den behandling, de har brug for.
Funktioner med lille volumen bliver sårbare, hvis de bliver spredt på mange små enheder, som kun kan opretholdes på grund af en eller få specialister. Derfor vil det være nødvendigt at samle nogle opgaver med et lille patientgrundlag, hvis ambitionen om fagligt stærke miljøer skal indfries.
Samling af opgaver er ikke et ønske om centralisering i de større byer. For eksempel kan nogle opgaver samles på mindre regionssygehuse eller løses digitalt. Det afgørende er at sikre, at der er et fagligt miljø, der giver grundlag for at løse opgaverne. Det kræver politisk mod, og det håber jeg indgår i de politiske drøftelser, der foregår lige nu.
For eksempel kræver det akutte område, at der er flere speciallæger ansat for at sikre, at der altid er en ekspert til stede både dag og nat, samt at der er flere specialer klar til at løse akut opståede behov. Derfor kan det være nødvendigt at samle akutte tilbud.
Omvendt kan planlagte behandlinger i højere grad placeres på flere sygehuse tæt på patienterne. Mest optimalt vil disse behandlinger kunne tilbydes af læger ansat på det lokale sygehus. Hvis der kræves særlig ekspertise, kan man planlægge, at speciallæger og teams med kompetencerne kommer til de forskellige sygehuse, ligesom nogle behandlinger og opfølgninger herpå kan tilbydes digitalt, så patienten oplever at få hjælpen i eget hjem.
Samtidig bør man skabe faglige fællesskaber ved at samle specialisterne, navnlig på områder, hvor der er mangel på speciallæger. Så er der flere til at dele vagten, og det bliver muligt at tilbyde gode uddannelsesmiljøer. Det kan betyde, at nogle behandlinger tilbydes på færre matrikler, men vil samtidig give mulighed for at etablere udgående funktioner, digitale tilbud til patienterne og anden bistand til det nære sundhedsvæsen, så flere opgaver kan løses i lokalområderne.
Det afgørende er således, at organiseringen understøtter, at fagligheden er i orden, så alle patienter får behandling af høj kvalitet. Dernæst at speciallægernes tid bruges klogt, så den kommer flest mulige patienter til gavn, og at opgaverne løses så tæt på borgerne som muligt.