Frie syriske medier: De har ventet 14 år på dette øjeblik – nu er de truet på deres overlevelse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Nu kan vi endelig gå frit rundt på gaden med vores kameraer, vi kan skrive under i eget navn, vi kan åbne kontorer i Damaskus, i Aleppo, i Latakia,« sagde den syriske journalist Sara Ajlyakin til mig den 9. december, dagen efter Syriens diktator, Bashar al-Assad, flygtede til Rusland, og det brutale Assad-styre kollapsede.

Sara flygtede fra Syrien i 2013 og har siden levet og arbejdet i eksil. Som en central del af medieplatformen Al-Jumhuriya har hun sammen med andre syriske journalister og uafhængige medier kæmpet for at bringe kritisk journalistik, dybdegående analyse og debat ud til det syriske folk – trods censur, trusler og økonomisk pres.

Assad-regimets overlevelse hvilede på brutal undertrykkelse af enhver kritisk stemme. Syrerne kaldte det »tavshedens kongedømme«. Nu, med regimets fald, er der opstået en historisk mulighed: For første gang i nyere tid kan Syrien opbygge et frit og pluralistisk medielandskab. Men de uafhængige medier, som IMS samarbejder med, står over for en akut økonomisk krise. Støtten til frie medier svinder drastisk, forværret af Trumps beslutning om at lukke store dele af Usaids udviklingsprogrammer. Samtidig rammer internationale sanktioner skævt – de skulle svække regimet, men gør det samtidig ekstremt svært for uafhængige medier at etablere sig i Syrien på grund af finansielle restriktioner. Uden hurtig handling risikerer de kritiske stemmer at forstumme, netop som de er vigtigere end nogensinde.

Da jeg i februar besøgte Damaskus for første gang siden Assads fald, kunne jeg tydeligt mærke, at de syrere, jeg talte med, var både forhåbningsfulde og ængstelige. Med regimets fald kollapsede også statsinstitutionerne, der nu skal bygges op på ny. Præcis hvordan og hvad det leder til, kommer til at blive afgjort i de kommende måneder og år.

Vi ser allerede, at den syriske informationsinfrastruktur er kollapset. Statsmedierne er lukket, det nye regime kommunikerer til de syriske borgere via WhatsApp, og sociale medier flyder over med misinformation. Samtidig står medier fra Golf-staterne klar til at udfylde informationstomrummet.

Hvis de uafhængige medier forsvinder, mister befolkningen adgangen til troværdig information, og propaganda samt sekterisk splittelse vil trives. Magthavere kan handle uden kontrol, hvilket truer demokratiske reformer og forlænger ustabiliteten. I den seneste uge er grusom sekterisk vold blusset op i Latakia-provinsen, og i den forbindelse har vi set de frie medier spille en afgørende rolle i at holde politiske ledere til ansvar og opfordre til forsoning frem for dybere etnisk og religiøs splittelse under sloganet »retfærdighed fremfor hævn«.

For at forstå, hvad vi risikerer at tabe på gulvet, er det vigtigt at kende til den frie syriske mediesektors rolle siden Det Arabiske Forår i Syrien, som startede for præcis 14 år siden i dag. I årene der fulgte, opstod et væld af nye medier – en knopskydning drevet af erkendelsen af, at revolutionen havde brug for uafhængig og kritisk journalistik.

Mange af de nye medier måtte efterfølgende lukke på grund af politisk forfølgelse eller økonomisk kollaps. Journalister blev dræbt i uhørt stort antal, mens andre blev tvunget i eksil. Trods de ekstreme omstændigheder overlevede en række uafhængige medier. De har siden drevet medier med anonyme reportere inde i Syrien, der dagligt risikerede tortur, fængsel og død for deres arbejde. Mange danskere vil nok huske de chokerende billeder fra december, hvor journalister og oppositionsfigurer blev befriet efter årtier i Assad-regimets berygtede fængsler.

Hvis det internationale samfund tøver, risikerer Syriens uafhængige presse at bukke under – og med den en central byggesten for demokrati. Danmark og andre lande, der allerede har investeret i frie syriske medier, må handle nu for at sikre mediers rolle i den syriske statsdannelse efter Assads fald. En stærk presse er ligeledes afgørende for at afsløre korruption og sikre, at fremtidige investeringer i Syriens genopbygning bruges, som de var tiltænkt.

Danmark bør aktivt støtte det politiske arbejde for at sikre beskyttelse af pressefriheden – ellers risikerer Syrien endnu en gang at blive en massegrav for journalister og et »tavshedens kongedømme«. Hvis vi lader det ske, slukker vi håbet for et frit og demokratisk Syrien – et håb, som syrerne allerede har betalt en ubærlig pris for.