Kritik-forskrækkelse truer DR’s eksistens

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

It’s not the crime – it’s the cover-up, som man har sagt over there lige siden Watergate-skandalen i 70’erne.

Forløbet om DR’s efterhånden herostratisk berømte/berygtede såkaldte dokumentar om ”Grønlands hvide guld” er ingen undtagelse. Det aldeles uskønne og kaotiske forløb i de 10-12 dage, der gik fra publicering til afpublicering, var altafgørende for, at det, der kunne have været en mild brise, blev til en full-blown krise for Statsradiofonien.

DR’s timing kunne næppe have været mere uheldig midt i en betændt valgkamp i skyggen af Trump-administrationens interesse for køb af Grønland. Den tydeligvis fejlbehæftede dokumentar udløste derfor et ekstrastort ramaskrig blandt politikere og eksperter. Et ramaskrig, der næppe var blevet lige så højt, hvis DR ikke havde sat alle sejl ind til lanceringen og efterfølgende gennemført en mildest talt uskøn zigzagkurs i krisekommunikationen.

Tilbage står DR nu hårdt ramt på troværdigheden.

Dokumentarens angivelige fake news blev efterfølgende til snowflake news, hvor det tog alt for lang tid for cheferne på DR at indrømme fejl og mangler – og endnu længere at tage handling på sagen.

”Snowflakes” er jo betegnelsen for tyndhudede personer, der ikke tåler den mindste kritik pga. en overdreven følelse af egen storhed kombineret med at være ude af stand til at modtage modsigelser eller irettesættelser. Vi lader lige billedet stå et øjeblik …

Håndbogen for god krisekommunikation tilsiger, at hurtig krisehåndtering er lige så vigtig som at gøre det rigtige. Hvis man tøver eller famler for længe, risikerer man, at krisen løber løbsk. En negativ sneboldeffekt træder ind, hvor alt bliver endevendt og potentielt kriseforværrende.

Langsommeligheden hos DR’s snowflakes resulterede derfor i, at DR’s troværdighed blev ramt hårdt, f.eks. da nyhedsdirektør Thomas Falbe som en anden Komiske Ali i interview efter interview fastholdt og forsvarede dokumentarens indhold med hud og hår.

Det, som DR skulle have gjort i stedet – i hvert fald, hvis kommunikationshåndbogen skal følges – var naturligvis først og fremmest at have tjekket fakta inden publiceringen.

Men når nu skaden var sket, havde det været muligt at begrænse skadevirkningerne ved at reagere hurtigt, gerne fra højere niveau, f.eks. fra DR’s direktion eller bestyrelse. Og man havde såmænd ikke engang behøvet at smide dokumentaren under bussen, men blot have annonceret, at ”de omstridte fakta ville blive dobbelttjekket hurtigst muligt”.

Det havde købt DR et par dage, og herefter kunne man så enten omredigere, påklistre en disclaimer om de fejlbehæftede tal, eller man kunne – som nu – have valgt afpubliceringen. Uanset hvilken konklusion DR derefter havde draget, ville en sådan rettidig krisehåndtering begrænse skadevirkningerne og de negative, ikke mindst politiske, følgeeffekter, der nu som en lavine har ramt DR.

For den fejlbehæftede dokumentar og det kaotiske forløb efter publiceringen puster til en ild, der har ulmet længe i den politiske mediedebat.

I en tid med fake news og dominans af ukontrollerede sociale medier er troværdighed og værn mod fake news DR’s eneste reelle modsvar til kritikken. Men det argument for Statsradiofoniens særstatus på det danske mediemarked er nu (i hvert fald midlertidigt) gjort til skamme …

Det er hårdt for mig som kommunikationsrådgiver, der i øvrigt generelt er positivt indstillet over for DR’s public service-rolle, at se på det trafikuheld i slowmotion, som DR’s kommunikation i denne sag har været.

Hvis ikke DR lærer af sagen og skifter strategi, f.eks. i forbindelse med at Maria Rørbye Rønn overlader roret til sin efterfølger til sommer, risikerer Danmarks medieflagskib i værste fald at ende med at synke helt til bunds og overlade dansk public service til de frie markedskræfter.