Vi er bekymrede over vores børns brug af skærme. Men hvem har givet dem den?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kan du huske dengang, hvor barndommen duftede af græspletter på bukserne, mudrede støvler og latteren fra en flok børn, der legede fangeleg? Dengang, hvor tid gik langsomt, og fantasien skabte eventyr i baghaven? I dag ser billedet anderledes ud. Trampolinen står tom, fodboldbanen ligger øde hen, og hvor er de, der plejede at klatre i træerne? Mange af dem sidder med en skærm i hånden. Mobiltelefoner og tablets er blevet en integreret del af barndommen, men spørgsmålet er: Hvem har givet dem dem?

Svaret er os.

Børn spejler os voksne. De kigger på os, lytter til os og efterligner os. Hvis vi sidder med vores telefoner konstant, så vil de naturligvis også have en. Det er ikke en tilfældighed, at skærme fylder mere og mere i deres liv – det er en direkte afspejling af, hvor meget de fylder i vores.

Hver morgen ser jeg den samme far følge sin datter i børnehave. Jeg har aldrig set hans øjne – de stiger stift på skærmen. Hans barn forsøger forgæves at få kontakt, men en dag vil hun stoppe med det og selv gå med en telefon i hånden.

Forældre er ofte de første til at kritisere børns afhængighed af skærme, men i virkeligheden starter det hele med os. Vi er rollemodeller. Går vi selv rundt med telefonen i hånden fra morgen til aften? Er vi mere optaget af sociale medier end af at være til stede i nuet? Så kan vi ikke forvente, at vores børn gør anderledes.

Men hvad gør den konstante skærmbrug egentlig ved os? Flere studier peger på, at vi bliver mere stressede, urolige og endda ulykkelige af at være konstant online.

Sociale medier skaber et pres for at være på, svare hurtigt og sammenligne os med andre. Vi mister fordybelsen, nærværet og den indre ro. Hvis vi voksne kæmper med dette, hvad gør det så ikke ved vores børn? Vil vi virkelig overføre denne stress og uro til dem?

Hvis vi ønsker, at de skal vokse op med en følelse af ro, balance og trivsel, så må vi starte med os selv.

Leg er livsvigtig for børn. Det er gennem leg, at de udvikler sociale færdigheder, kreativitet og motorik. Men når skærmen trækker, bliver legen skubbet i baggrunden. Hvorfor bygge en hule, når man kan se en video? Hvorfor tegne, når en app kan gøre det for dig? Teknologien tilbyder hurtige og letfordøjelige belønninger, men den stjæler samtidig noget grundlæggende fra barndommen: det uforudsigelige, det fysiske, det skabende.

Vi kan ikke bare give skylden til skærmene. De er ikke forsvundet som dug for Solen. Men vi kan tage ansvar. Det starter med os selv. Vi kan vise vores børn, at der er en verden uden for skærmen. Vi kan lægge telefonen fra os, tage dem med ud i skoven, spille bold, lege fangeleg. Vi kan vise, at der er en værdi i at kede sig – for det er ofte i kedsomheden, at fantasien vågner.

Vi voksne har tydeligvis også brug for det. For eksempel er strikkebranchen eksploderet og vokset enormt. Vi har allesammen brug for ro, for at bruge vores hænder og for at fordybe os i noget fysisk. Trivselskommissionen har netop sat fokus på dette og påpeget, at børn og unges trivsel hænger tæt sammen med deres muligheder for fysisk aktivitet, kreativitet og samvær væk fra skærmen. Det er et samfundsansvar, men i sidste ende starter det i hjemmet.

Det er ikke et spørgsmål om at forbyde teknologi, men om at skabe balance. Hvis vi vil have børn, der leger, så skal vi vise dem vejen. Det har vi altid gjort. Det er vores ansvar – og vores mulighed. Og hvorfor har vi ellers fået børn?