Blå blok er blålys, når det kommer til grøn omstilling

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Findes der borgerlige oppositionspartier i det her land, der kan formulere en sammenhængende og ambitiøs klima- og energipolitik? En politik, der forstår omfanget af den udfordring, vi står over for, og som viser vejen til et grønt Danmark? Når jeg læser debatspalterne, bliver jeg seriøst i tvivl.

Senest var Alex Vanopslagh 4/2 i Jyllands-Posten. Protesten følger en kendt opskrift. ”Stop, stop, stop” – og så noget med atomkraft. Vanopslagh hævder, at de blå oppositionspartier har svarene på, hvordan man er ægte grøn, men det er godt nok noget af et postulat, når man ser på, hvor lidt reel politik den blå opposition har på det grønne område.

Vi kan ikke bare kigge den anden vej, når vi bliver ramt af varmerekorder, skovbrande og oversvømmelser, og når Europa fortsat er afhængig af fossil energi. Det kræver en resolut respons, og den er de blå oppositionspartier velkomne til at deltage i, men det er der ikke meget appetit på.

Tre af fire blå oppositionspartier står uden for klimaloven, herunder Vanopslaghs eget parti. Nogle af dem kalder loven unødvendig, mens andre bakker op om 2030-klimamålet – med det forbehold, at vi ikke behøver at nå det i 2030. DF vil kaste skattemilliarder efter et lukket atomkraftværk i Tyskland, og De Konservative skælder ud uden selv at præsentere politik. Er det dét, der skal være et troværdigt alternativ til regeringens politik?

Den blå opposition excellerer i at fortælle, hvad den ikke vil have – herunder en grøn omstilling af landbruget. Hos nogle hersker der en idé om, at vi kan videreføre et landbrug på forrige århundredes præmisser, men det er langtfra grønt at holde fast i et støvet guldaldermaleri.

Eller tag den grønne omstilling af energisektoren. Danmarksdemokraterne har foreslået, at vi kun skal producere den energi, vi selv skal bruge. Så kan vi sige farvel til de mange gode grønne job, der afhænger af, at vi bliver ved med at udvikle vores energisektor. Job, der vel at mærke ligger i de dele af Danmark, som partiet hævder at kæmpe for.

Ser man i stedet på, hvad den blå opposition kan blive enig om, så kan man stille sit ur efter, at alle problemers løsning er atomkraft. Jeg har intet principielt imod kernekraft, og vi skal følge udviklingen tæt. Men jeg synes, det er fattigt, hvis atomkraft er den eneste løsning, den blå opposition har at byde på. Man bliver ikke grøn af at bruge al sin taletid på en teknologi, der i dag er hamrende dyr, og som tager årtier at få etableret.

På ét punkt er jeg dog nogenlunde enig med Vanopslagh. Jeg er heller ikke fan af højtflyvende målsætninger uden en konkret plan nedenunder. Vi bliver nødt til at navigere efter virkeligheden. Det er bl.a. derfor, vi satte energiøen i Nordsøen på pause, da regningen løb løbsk.

Det er derfor, vi nu har lagt en konkret plan for udbygningen af Danmarks brintinfrastruktur, der sikrer, at vi lægger et solidt fundament, før vi bygger penthouselejligheden. Og ikke mindst er det derfor, vi har ageret hurtigt på ændrede markedsvilkår og i januar fremlagde en plan for et revideret havvindudbud. Det er grøn handling, der virker.

Hvis man er borgerlig og ønsker en reel grøn omstilling, der følger den snusfornuft, som Jyllands-Postens leder fra netop 4/7 efterlyser, så skal man ikke købe Vanopslaghs og de blå oppositionspartiers tilbud. Så skal man vælge partier, der vil nå klimamålene, og som arbejder for en reel og ansvarlig grøn omstilling.

Vi er nogle på midten, der både vil omstillingen og er klar til at bakke store ord op med ansvarlige planer og finansiering. Længere ude til højre dominerer de grønne blålys.