Trumps sejr bliver forhåbentlig begyndelsen på enden for alle dem med trang til at udskamme dem, der ikke mener det samme som dem

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der er nogle, der ser deres egne meninger som mere legitime end andres. Der er nogle, der i ramme alvor tror, at netop de kolporterer en moralsk sandhed, der ikke må stilles spørgsmål ved. Ve den, der har vovet at tale disse mennesker midt imod. Det har krævet mod.

For guderne skal vide, at risikoen for at blive mødt med råben og skrigen, skinhellig forargelse og ikke mindst de efterhånden patetiske beskyldninger for at være fascist, racist og nazist har været stor.

Det er det, den amerikansk-britiske forfatter Lionel Shriver tematiserede i novellen ”Making America Great Again” fra april 2017. Donald Trump er blevet udnævnt til USA’s 45. præsident.

Patrice har indbudt til sammenskudsgilde i sit Brooklyn-byhus, som er erhvervet for arvede midler. For hendes venner, der enten ikke arbejder eller er at finde inden for menneskerettighedsadvokaternes og ngo’ernes og miljøaktivisternes rækker, har alle særlige behov.

Nytilflyttede Dina fra Wisconsin har kun taget en ramme øl med. I en plasticpose. Så værtinden bestiller en pizza med broccoli til hende. Uden ost, forstås. De to kvinder har mødt hinanden til pilates. Emnet for samtalen er det nys overståede præsidentvalg. Det fyger med ord som racist og sexist.

En af gæsterne forudser fascismens genindtog. Intet mindre. Men så afslører Dina, at hun har stemt på Trump. Og fanden er løs i Brooklyn. For hvad bilder hun sig ind. At stemme på Trump – i en svingstat. I NYC havde skaden jo været til at overse. Ja, det var dengang.

For spørgsmålet er, om det ikke er ved at være passé med de såkaldte ad hominem-argumenter. Altså at kalde folk for fascist, racist, nazist – og tro, at det er alt nok til at fremstå som den med de rigtige meninger og den moralsk overlegne?

Havde Patrice holdt sin politisk korrekte middag lige nu, ville der statistisk set have været en del flere end Dina med en MAGA-hat til pizza den aften i Brooklyn. For Trump vandt faktisk i flere af distrikterne der.

Novellen, som den er, ender med, at Patrice beslutter sig for at skifte pilateshold – til et med større diversitet. For i Patrices hoved var det dét, der var problemet. For lidt DEI.

Ja, Shriver er i sandhed ironiens mester.

Novellen er topaktuel. I 2024-valgkampen blev Donald Trump vanen tro beskyldt for at være fascist. Under en pressekonference i Det Hvide Hus svarede Bidens pressesekretær ja til, at præsident Biden anså Trump for at være fascist.

Vicepræsidenten gik skridtet videre, da hun direkte adspurgt med gravalvorlig mine og patos i stemmen svarede »ja, jeg gør«. To gange. På spørgsmålet om hun mente, at Donald Trump var fascist.

Men ingen anfægter, at Trump er demokratisk valgt. Så hvad er en fascist egentlig i vor tid?

Smædeskriften på RUC’s mure for tiden er et studie værd desangående. Her har vandaler skrevet »Dialogue is for Fascists«. Betyder det så, at de mener, at vold er for antifascister?

Winston Churchill citeres fejlagtigt for at have sagt alt muligt, også at ”i fremtiden vil fascister kalde sig for antifascister”. Uanset ophavsmanden til citatet er der meget, der tyder på, at den dystopiske forudsigelse kan have noget på sig.

Den internationale bevægelse Antifa virker – trods navnet – ved vold ud fra devisen, at målet helliger midlet. Ligeledes har klistermærker med Antifascistisk Aktions trussel om, at »Fascists will be assaulted in this area« prydet lygtepæle på Nørrebro.

Man ihukommer børnerimet fra 70’erne om, at, »det, man siger, er man selv. For det står i Aktuelt«.

Patrisse Cullors, selverklæret militant marxist og en af grundlæggerne af Black Lives Matter-bevægelsen, er bare en af de mange, der gennem årene har sammenlignet Trump med Hitler og derfor også har nægtet nogensinde at mødes med ham.

Samme Cullors er nu for længst trådt tilbage fra BLM. Efter anklager om misbrug af bevægelsens midler til berigelse af sig selv og sin familie med bl.a. fire ejerboliger. Mens Trump er blevet genvalgt til en ny periode.

Ifølge Trump selv er han det modsatte af en nazist. Som barn fik han det faderlige råd, at han aldrig nogensinde skulle bruge det ord. Og heller aldrig sige Hitler om nogen.

Nu er Trump ikke just håndsky med at give politiske modstandere igen og give dem øgenavne, men har så vidt vides lyttet til faderens gode råd. For selvom også nazikortet sad løst i valgkampen denne gang, virkede det ikke efter hensigten. Tværtimod.

Heller ikke jøder er gået ram forbi, når ad hominem-segmentet trækker nazikortet.

Ja, man skulle jo tro, at det var løgn. Det er det beklageligvis ikke. Det er Bari Weiss et glimrende eksempel på.

På New York Times, prisbelønnet for sin ”The Truth is Hard to Find”-kampagne, sagde den jødiske debatredaktør Bari Weiss op under stor mediebevågenhed tilbage i 2020. Efter eget udsagn efter at være blevet kaldt både racist og nazist af kolleger.

Som begrundelse for sin opsigelse anførte hun bl.a. det, hun kaldte for den nye konsensus i pressen om sandhed som en ny ortodoksi, der allerede kendes af et – oplyst – mindretal, hvis job det er at informere alle andre om den. Altså pga. et meningstyranni, der tilsiger, at har man ikke den rigtige, venstredrejede mening, men lider af det, som Bari Weiss kalder for wrongthink, så kan man ikke være journalist i de etablerede medier.

Bari Weiss har senere grundlagt medievirksomheden The Free Press og er vært på podcasten ”Honestly”. Hun skriver også for Die Welt.

I Danmark har det efter den 7. oktober fyget med ad hominem-skældsord mod dem, der lider af wrongthink, hvad angår staten Israel.

Igen er RUC’s mure et ideelt sted til at læse skriften på væggen. Universitetets ledelse er blevet bagvasket og ærekrænket med beskyldninger om at være stolte folkemorderiske racister. Og antisemitiske skældsord og beskyldninger om racisme i uskøn forening skorter det heller ikke på. Og det endda sat på matematisk formel sådan her: zionists = racists.

Ad hominem-segmentet har længe haft en selvforståelse af at have moralen på sin side og dermed have et partoutkort til at udskamme dem, der ikke straks underkaster sig deres rigtige meninger og dagsordener.

Folk har længe ikke turdet sige, hvad de mente, af frygt for at blive udskammet. Men meget tyder på, at vi står midt i et Zeitenwende. Efter at amerikanerne i stort tal stemte på den præsidentkandidat, der var blevet beskyldt for at være nazist og Hitler, fremfor den kandidat, hvis tilhængere beskyldte andre for at være det.

Der er i hvert fald flere eksempler på, at den fascistudskældende venstrefløj er på retræte. David Lammy har kaldt USA’s snart 47. præsident for både racistisk og neonazi-sympatisør. Men nu har han ønsket Trump tillykke med valget i sin egenskab af at være Storbritanniens udenrigsminister.

Må det også smitte af på Danmark. Så folk, der ganske ubeføjet bliver søgt udskammet og bagvasket, med stoisk ro og måske også en overbærende hovedrysten kan svare tilbage med et: ”Nej, jeg er skam hverken fascist, racist eller nazist. Jeg har bare en anden mening end dig. Og det må man godt have. For vi er så heldige, at vi lever i et demokrati, ikke et hverken fascistisk eller nazistisk diktatur.”