Naboen og jeg betaler trepartsaftalen
Det er foruroligende, at dele af landbruget åbenbart mener, at bæredygtighed er baseret på, at andre skal betale for dem.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Landbruget står for en tredjedel af drivhusgasudledningen i Danmark, og langt hovedparten af kvælstofudledningen til vandmiljøet kommer fra landbruget og fører til iltsvind i vandet.
Derfor er det meget opløftende, at der er indgået en trepartsaftale, der sigter mod at forpligte parterne på at reducere udledningerne.
Det kommer min nabo og jeg til at betale for.
Nu forsøger dele af landbruget at presse parterne i de politiske forhandlinger til at udbetale ekstra kompensation til landbruget. Kravet er ikke kun beskatningsfri ”fuld erstatning” som ved en ekspropriation, men også kompensation for fremtidige driftstab.
Den form for kompensation gennemtrumfede landbruget ved nedlukningen af minkfarmene, der blev kompenseret for ”forventede driftstab” frem til 2030.
Min nabo og jeg betaler.
I forvejen har landbrug fradrag i skatten for driftstab. Dem burde der ikke være mange af de senere år, hvor forbrugerpriserne på fødevarer er steget eksplosivt.
Min nabo og jeg betaler ved køledisken.
Landbruget får årligt knap 7 mia. kr. i tilskud fra EU, hvilket udgør langt størstedelen af EU’s tilskud til Danmark.
Min nabo og jeg betaler.
Ifølge Danmarks Statistik bliver tilskuddet fordelt på knap 30.000 bedrifter med 74.000 beskæftigede. Halvdelen af bedrifterne er små brug, og kun ca. 11.000 bedrifter har dyr.
Landbruget betaler ca. 6 mia. kr. i skat, men ikke en CO2-afgift. Landbruget bidrager med en ret beskeden del af Danmarks bruttonationalprodukt, men fylder utrolig meget i den politiske debat. Uden at betale ret meget.
Naboen og jeg betaler.
Med rette efterlyser erhvervslivet i Danmark klare rammevilkår for virksomhederne. I 2011 vedtog et flertal i Folketinget nye rammevilkår for landbruget for at beskytte vandmiljøet og drikkevandet.
Der blev indført randzoner langs vandområder med det formål.
Desværre ophævede et nyt flertal i 2016 disse bestemmelser. Nu er der så aftalt en trepart, der sætter nye rammer for landbruget for at rydde op efter de udledninger, der har skabt forurening i årtier.
Normal praksis er ellers, at forureneren betaler, men desværre ender det nok med at blive naboen og mig, der betaler – sammen med miljøet og klimaet.
Det er opløftende, at organisationen Landbrug og Fødevarer er med i trepartsaftalen.
Men det er foruroligende, at dele af landbruget åbenbart mener, at bæredygtighed er baseret på, at naboen og jeg betaler.