Hvorfor er aktiv dødshjælp enøjet, Mette Frederiksen? Spørgsmål, som lidelse rejser, har aldrig entydige svar

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kære Mette Frederiksen. Du satte ved Folkemødet i 2023 spørgsmålet om aktiv dødshjælp på dagsordenen. Du sagde i et interview til Kristelig Dagblad: »For mig selv ville det være forbundet med værdighed, hvis jeg kom i en situation, hvor jeg vidste, at jeg kun blev dårligere, og ikke syntes, jeg kunne opretholde det liv, jeg selv ønsker at leve, at jeg faktisk kunne få lov til at komme herfra på et tidspunkt.«

Du er bestemt ikke ene om umiddelbart at tænke sådan. Men jeg oplever, der ofte lyttes, når mennesker præsenteres for kompleksiteten i det spørgsmål.

Det er ikke svært at forstå, at en længsel efter at dø kan opstå. Når lidelsen bliver svær at bære, melder afmagten sig. Og tanken om døden kan forekomme som en løsning. Når vi siger “hun sov stille ind”, “han fik fred”, eller når vi kalder gravpladsen “det sidste hvilested”, så vidner disse talemåder om, at døden “giver fred”.

Det er heller ikke svært at forstå, at den raske og stadig friske frygter en situation, hvor man svækkes, og funktioner langsomt sættes ud af kraft. Frygten for det ukendte, det uvisse og det at stå afmægtig kan kalde på døden som en løsning. Andre siger: “Jeg er ikke bange for at dø, men for måden at død på”. Smerte, lidelse, afmagt er naturligvis uønsket for alle. Ingen ønsker en svær og smertefuld død eller et liv i lidelse.

I vores moderne verden er vi vænnet til at tænke, at smerten og lidelsen er noget, der skal gøres noget ved. Som var det en fejl, der skulle justeres. Og vi er kommet langt i vores forsøg på at forstå og behandle sygdomme, som man før i tiden måtte lide med og død af.

Der, hvor menneskelig lidelse melder sig sammen med en afmagt, tvinges vi til at se bagsiden af livet. Livet selv står som bekendt i et forhold til døden. Døden afslutter det. Tidligere spurgte man ikke: “Hvad døde han af?” Men “hvordan døde han?” Hvad var de sidste ord? Livet blev dengang tolket gennem dets afslutning. Vores forhold til døden i dag er et andet.

Et samfund kan kendes på dets måde at forholde sig til døden på. Og det kan kendes på, om det kan give tid og plads til at gennemtænke store spørgsmål. Spørgsmålet om aktiv dødshjælp er komplekst, og det kræver mod at forblive i det svære. Et sådant arbejde har Etisk Råd ad flere omgange stået for – og hver gang kommet frem til at fraråde det.

Jeg har altid følt en vis tryghed ved, at Etisk Råd findes. En institution i vores samfund, hvor store, svære spørgsmål bliver behandlet seriøst, givet tid, og hvor arbejdet bliver udsat for den kompleksitet, som spørgsmålet rent faktisk indebærer. Det er et vigtigt instrument, som vores samfund her har udviklet.

Men Mette, jeg forstår, da du lagde op til diskussion på Folkemødet, at du så ønsker, at debatten skal tages i det helt store plenum – befolkningen. Jeg medgiver, at der er spørgsmål, som en befolkning kan have godt af at debattere. Ikke mindst fordi vi med et spørgsmål om aktiv dødshjælp kan få adgang til at se os selv an i det lys, som kastes tilbage på os fra rettigheds- og videnssamfundet.

I det perspektiv kan selve formuleringen hjælpe os på vej. For formuleringen ”aktiv dødshjælp” bærer i sig den måde, vi som samfund er begyndt at tænke om de store, svære spørgsmål som her lidelse og død. Politikere er optaget af at finde løsninger. Det er politik.

Men at være i livet med det svære er en kulturopgave, en byrde, som vi er fælles om at skabe et grundlag for at forsøge at bære.

Lad os i dette spørgsmål, det største af alle, tænke os grundigt om. Lad ikke formuleringen spille os et puds. Der findes faktisk hjælp til at dø for den, der allerede er i en dødsproces. Der findes hjælp til smerter og samtaler i tiden hen mod døden for den døende og de pårørende. Det, vi taler om med aktiv dødshjælp, er en aktiv abrupt afslutning af livet.

Skal aktiv dødshjælp være en hjælper, en løsning i forhold til ubærlige livssituationer, afmagt og smerte? Ville det være et fremskridt eller tunnelsyn?

Èt problem ved aktiv dødshjælp er, at den rettighed, den ene kunne benytte sig af, kan indvirke på andres situation. Tillader vi aktiv dødshjælp, vil loven indirekte tale til den anden i en svær situation og bede om, at der bliver taget stilling til den mulighed.

Her siger du så: »Det, vi i hvert fald er enige om, Søren Brostrøm og jeg, er, at vi må ikke lave noget, der af nogen kan føles som et pres. Det siger sig selv, at det jo ikke er målet med det her.«

Jeg tror på, at du mener det. Problemet er bare, at hverken du eller nogen anden har magt til at afgøre det og hindre, at det sker. Det vil ske, alene fordi rettigheden giver muligheden. Loven skrives i sprog, og sproget er noget, vi er i og tænker gennem.

Når muligheden foreligger, kan vi ikke undgå, at den kalder på sig selv som en mulighed. I den situation vil det blive en indirekte pligt at tage stilling til. En situation, hvor den enkelte paradoksalt nok da må afvise aktiv dødshjælp. Det betyder i princippet, at enhver bliver konfronteret med spørgsmålet indirekte i disse særlige situationer. Er det dét, vi vil?

Talemåder indeholder ofte en dyb visdom. Et udtryk falder mig ind: ”Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner.” At ville det gode er ikke det samme som, at det ønske fører til noget godt. Det pokkers ved den sag her er umuligheden i at sætte en grænse og holde den. I Holland er der nu en alvorlig psykisk syg kvinde, der har fået aktiv dødshjælp. Er det dét, vi vil?

Døden er en grænse, som det ikke er op til mennesket selv at blive herre over. Det grundlæggende forbud mod at slå ihjel, der har eksisteret helt siden de oprindelige kulturer, byder os derimod at gøre et arbejde med at forholde os til alternativet. Vi fødes og dør alene, som man siger. Men kulturen er det netværk, hvorigennem vi kan danne noget, der kan være med til at bære og lindre, både for den lidende og de pårørende.

Lad os i stedet tale med hinanden om værdighed og om, hvordan vi forholder os til det svære. Hvad kan vi gøre for ikke at lade den enkelte i stikken der, hvor livets bagside skaber en ulidelig situation?

Vores tidstypiske idé om, at videnskaben (og politikerne) skal finde løsning på det uønskede – det, vi selv har svært ved at bære – må udfordres her. Der findes ikke håndterbare løsninger på alt. Vi er overladt til at forholde os til de opgaver, som livet pålægger os. Det vigtige i livet handler dybest set om, hvordan vi forholder os til livet og med det døden, os selv og hinanden. Ikke mindst når livets barske sider melder sig.

Så lad os tale om, hvordan gamle mennesker mæt af dage, alvorligt syge og mennesker med alvorlige psykiske lidelser skal mødes i vores samfund. Lad os høre de spørgsmål, som mennesker i livets allersværeste situationer byder os at forholde os til. Og lad os holde dem i arbejde. De spørgsmål, som lidelsen rejser, har aldrig entydige svar, som kan gælde en gang for alle.