Derfor skal Sjælland være én region: Det skal være slut med lappeløsninger
Skal Region Sjælland kunne tilbyde et sundhedsvæsen på et tilfredsstillende niveau, er der ingen vej uden om at lægge den sammen med Region Hovedstaden. Tiden er ikke til lappeløsninger – hvoraf mange allerede er afprøvet.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I en kronik i JP retter Kjeld Møller Pedersen 3/10 sit skyts mod regeringens forslag om at danne én fælles region på Sjælland som led i en kommende sundhedsreform, der bl.a. skal give en bedre lægedækning i hele Danmark. Det er dumt, må man forstå. Andre løsninger ville være klogere. Den påstand kalder på et svar.
Kjeld Møller Pedersen kalder Region Østdanmark for elefanten i rummet. Elefanter er kloge dyr. De trives i fællesskab og lever et langt liv. Region Østdanmark må meget gerne vise sig at være en elefant.
Når vi i regeringen lægger op til, at der skal oprettes en region, der dækker hele Sjælland, hænger det sammen med, at regionen er ekstremt udfordret. I Region Sjælland har man gennem mange år gjort, hvad man kunne for at løse problemerne. Meget er afprøvet, og gode løsninger er fundet på flere af regionens udfordringer. Men det er svært at kæmpe mod en grundlæggende skæv fordeling af læger på Sjælland. Regionen har derfor svært ved at levere et tilstrækkeligt sundhedsvæsen til sine borgere.
Samtidig er naboregionen en kraftig magnet, der trækker stadig flere læger til sig, og Region Hovedstaden er i dag den mest velpolstrede – rent lægemæssigt – region i landet. Region Sjælland kan inden for egne grænser levere godt 80 pct. af sine sygehusydelser, mens de øvrige regioner kan levere mellem 90 og knap 100 pct. Og når der gennemsnitligt på landsplan er 100 ansatte sygehuslæger, så er der 86 i Region Sjælland og 116 læger i Region Hovedstaden – til den samme befolkningsstørrelse.
Regionen med færrest læger og regionen med flest læger ligger altså lige op ad hinanden. Det siger sig selv, at det er uholdbart. Vi kan ikke leve med den ulighed.
Ifølge Kjeld Møller Pedersen kan man løse regionens udfordringer ved at ændre bloktilskuddet, så Region Sjælland får tilført flere penge. Gid det var så let. Man kan givetvis opnå noget ved at fordele bloktilskuddet til sundhedsområdet anderledes, og derfor fremgår det også af vores udspil, at fordelingen skal have et eftersyn. Men det kan slet ikke stå alene.
Allerede i dag modtager Region Sjælland et relativt større bloktilskud end de øvrige regioner, bl.a. på grund af befolkningssammensætningen i regionen. Det viser, at man ikke kan løse alt med flere penge. Heller ikke manglen på personale i Region Sjælland.
Kjeld Møller Pedersen peger også på, at man skal lave en ny personaleaftale mellem de to sjællandske regioner. Det er allerede afprøvet, og det har ikke virket. En aftale kan måske lappe huller og løse akutte mangelsituationer, men er ikke en langsigtet løsning og giver ikke robuste sygehuse på hele Sjælland.
Han foreslår desuden, at man løser problemet med mangel på personale med økonomiske incitamenter. På kort sigt kan der være behov for økonomiske gulerødder, når man skal løse akutte behov og situationer. Det gør man allerede. Men det er også en tilgang med åbenlyse slagsider. F.eks. når en fastansat sygeplejerske eller læge på Holbæk Sygehus skal gå side om side med en kollega fra et hospital i hovedstaden, der får en højere løn for at være én dag om ugen på Holbæk end den medarbejder, som er der hver dag.
Det giver ikke arbejdsglæde hos de dygtige medarbejdere i Holbæk, og det tiltrækker næppe flere til at søge fastansættelse på hele Sjælland i det lange løb.
Hvis det skal lykkes at få en bedre fordeling af læger, er det helt afgørende, at vi skaber et godt og attraktivt sundhedsvæsen på hele Sjælland og øerne, så flere får lyst til at bosætte sig og arbejde uden for hovedstadsområdet. Når spændende og attraktive stillinger i højere grad slås op på sygehuse uden for hovedstaden, så vil lægerne også søge dem. Især hvis de er uddannet på sygehusene i området og kan indgå i et fagligt stærkt miljø, sådan som regeringen lægger op til.
Trods ihærdige forsøg har det vist sig at være svært – hvis ikke nærmest umuligt – at skabe fagligt attraktive arbejdspladser flere steder i Region Sjælland. Derfor er det på høje tid, at vi gør noget andet. Og ved at samle de to regioner får regionen et samlet arbejdsgiver- og ledelsesansvar. Dermed vil politikere og administration få ansvar for, at der er en ordentlig og mere rimelig fordeling af læger i hele regionen, og at der også skabes attraktive uddannelses- og karriereveje på de mindre sygehuse uden for hovedstadsområdet.
Og jeg noterer mig, at bl.a. Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, bakker op om sammenlægningen og har udtalt, at man ikke kan rette op på Region Sjællands problemer med den nuværende struktur, og at vi »efterhånden er nået til, at det er den eneste løsning«.
I relation hertil er det vigtigt, at det nye regionsråd sammensættes af politikere fra hele Sjælland. Derfor har vi også overvejet, om vi skulle justere eller ændre på den nuværende valgmodel, men det har vi ikke for nu fundet anledning til, bl.a. fordi vi kan se, at der ikke er noget, som tyder på, at repræsentationen vil blive skæv. I dag er det sådan, at store byer som København og Aarhus er underrepræsenteret i regionsrådene. Men vi vil naturligvis følge udviklingen tæt og samle op efter det første valg til de nye regionsråd.
Den bedste langsigtede strategi er én samlet region på Sjælland og øerne. Det skal kombineres med en ny national sundhedsplan, lofter over speciallæger på universitetshospitalerne og mere lægeuddannelse uden for de store byer.