Du kan ikke døje Trump? Ok, men det er, fordi du er dansker og ikke amerikaner

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

OK. Jeg forstår, hvorfor du ikke kan fordrage Donald Trump. Jeg ved godt, at manden er barsk og taler som en gadedreng på jagt efter et slagsmål, men kan vi ikke blive enige med Mick Jagger om, at »you can’t always get what you want, but you get what you need!«

Sagen er, der er ingen fuldkomne ledere – hvor som helst – heller ikke typer, der er universelt acceptable. Det er et faktum. Og det er også et faktum, at hvert lands befolkning har et bestemt sæt egenskaber og adfærd, de kræver deres udvalgte ledere skal besidde og overholde.

Danskerne har en bestemt type, de foretrækker. Amerikanerne har en anden. I Danmark skal ledere tale pænt og opføre sig ordenligt (efter dansk standard). Man skal ikke svine sine modstandere til offentligt. Man skal prøve på at tilgodese alle, selvom man er klar over, at det er umuligt at behage alle, altid.

Hvis man har tjent en masse penge, skal man i hvert fald ikke prale med det. Dertil må man ikke kritisere Nato, EU eller andre allierede for meget. En god dansk leder skal være kompromissøgende og fleksibel, når det gælder forhandlingerne.

Danskere ville støtte en leder eller en regering, som de ikke har stemt på, men samtidig fastholde deres ret til at skifte den pågældende leder eller regering ud, hvis de ikke duer.

På mange punkter er danskerne og amerikanerne enige om et lederskabs overordnede funktioner, men er meget uenige om den personlighedstype, de vil vælge eller støtte.

Efter otte år med Barack Obamas blomstrende retorik, som gjorde meget lidt for at løse USA’s aktuelle problemer, stemte næsten 63 mio. vælgere på Donald Trump frem for Hillary Clinton (som mange anså for at være utroværdig og lederskabsudfordret).

Halvdelen af landets befolkning sagde ”må vi så være fri” for tom snak og dårlig problemløsning og endnu dårligere problemløsere.

Elsk ham, eller had ham, Trump viste amerikanerne, at han var en mand, der tog fat med det samme. Han smøgede ærmerne op og taklede problemer med energiforsyning, grænseoverskridelse, m.m. Igennem fire år blev han mødt med enorm modstand.

Halvdelen af det amerikanske folk var glade; halvdelen var sure. Trumps modstandere prøvede at ødelægge hans agenda og ham selv hver eneste dag af de fire år, men han holdt fast i sine principper på trods af to forsøg fra demokraterne på at fjerne ham fra sit embede.

Nu kæmper Donald Trump for at komme tilbage og gøre jobbet færdigt, mens demokraterne støtter en kandidat, som har skjult sin chefs inhabilitet fra vælgerne i fire lange år. Det i sig selv skulle diskvalificerer hende fra topjobbet, men hendes bagland presser på, især de, som støtter fri abort for alle i alle delstaterne.

Hun skal være den, der står for en af Demokraternes mærkesager – DEI (diversity, equity og inclusion). Hun er kvinde og beskriver sig selv som sort, selvom hun har en indisk mor.

Sandheden er, at fremførelsen af DEI er en mani hos Demokraterne, og at den overgår enhver fornuftig sammenligning med andre krav om basale ting såsom erfaring, når en stor politisk beslutning skal træffes.

Hvis amerikanerne forstod, hvor meget god ledelseskompetence betyder for USA’s succes og sunde udvikling, så ville de måske se bort fra deres slaviske dedikation til DEI og i stedet stemme for en leder, der kan styre landet i den rigtig retning, baseret på Amerikas grundlæggende principper og værdier.

Sandsynligheden for det er minimal, fordi amerikanerne har en forhistorie med at vælge kandidater, de kan lide frem for kandidater som kan løse opgaverne.

Mange følger deres hjerte frem for deres hoveder. De lider ofte af korttidshukommelsessvigt. De glemmer, for eksempel, at den nuværende vicepræsident har været en fiasko i sit job, men siger til sig selv, at det vigtigste er ikke, hvordan hun klarede eller ikke klarede sine udfordringer, at det er hendes køn og hudfarve, der betyder mest.

Om mindre end 100 dage skal amerikanerne stemme på en mand mange ikke kunne tænke sig at have til bords eller stemme på en ukvalificeret vicepræsident. Afgørelsen af dette valg vil sætte tonen for Amerika og resten af verden.

Vil vælgerne bane vejen for andre kompetente, men fejlbarlige ledere, der bliver målt på deres præstationer, eller vil de give fordelen til dem, som kan opfylde en kunstig kvote?