Lige præcis derfor er regeringen så upopulær

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I nærværende avis kritiserer Mohammad Rona i et indlæg det, han kalder yderfløjene, for at være utilfredse med den grønne trepart.

Ronas kritik hviler på selve essensen af det, der gør, at han, Moderaterne og resten af SVM-regeringen i disse uger og måneder er historisk upopulære. Nemlig den klagende sang om, at man ikke må kritisere regeringen på, hvilken politik den i substansen fører.

I stedet fremføres et for dem definitivt og ultimativt argument gang på gang: at fordi den politik, uanset indhold, er blevet til på midten, ja så er den fantastisk og fortjener anerkendelse. Eller sagt helt skarpt: Når bare midten er med, er alting godt.

Men lad os nu være helt ærlige: Det er på ingen måder en given naturlov. Tag det konkrete eksempel, som Rona angriber de såkaldte yderfløje for i dette tilfælde: den grønne trepart. Rona forlanger anerkendelse for, at den overhovedet kom frem til et resultat. Jeg vil hellere kigge på selve resultatet.

Af aftaleteksten fremgår det, at reduktionerne i treparten rammer 1,8 mio. tons CO₂e i 2030. Svarer-udvalgets forslag til mindste afgift kunne levere 2,4 mio. tons CO₂e i 2030. Vi havde altså bedt førende eksperter om at komme med et bud, og da den kom igennem en midterregering, der skulle tækkes landbrugslobbyen og Venstres bagland, endte vi med en løsning, der er dårligere end den dårligste model, som eksperterne kom frem til. Det rammer lige ind i kernen af, hvorfor denne regering er upopulær. Den fremstår fuldstændig ligeglad med substansen, bare den kan indgå en eller anden aftale. Og det har danskerne gennemskuet.

Politik er og har altid været en blanding af ideologi og pragmatisme. Den ene kan ikke eksistere uden den anden. Rona og hans parti består af for meget af sidstnævnte. Og når man intet mener om klimapolitik, kan jeg godt forstå, at man er glad for treparten. Men når klimaet står øverst på dagsordenen hos en stor del af vælgerne, er det alligevel en anelse for modigt at forlange, at vi skal se os tilfredse med en aftale for aftalens skyld, når det eneste, vi beder om, er en aftale for klimaets skyld.