Det koster milliarder at insistere på selvbestemmelsesret for nogen, der måske helst ville være fri

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at udgifterne til det specialiserede socialområde igen i år fortsætter sin himmelflugt og i 2023 steg med ca. 1,5 mia. kr. i forhold til året før. Dermed lander det samlede beløb på næsten 60 mia. kr. Med det in mente er det chokerende, hvor dårligt det alligevel står til for misbrugere, psykiatriske patienter og hjemløse i Danmark.

Det sprængte budget skyldes især botilbud til voksne, men et tag over hovedet er i sig selv ikke kuren mod hverken psykiatriske problemer, misbrug eller hjemløshed. Vi bør efterhånden kunne forstå, at disse ting ofte følges ad. Derfor hjælper det heller ikke, hvis kommunerne igen i 2024 smider endnu flere penge efter flere botilbud, hvor man eksempelvis ikke kan yde misbrugsbehandling. Tværtimod kan botilbud uden misbrugsbehandling hurtigt ende med at blive et miljø, der forværrer et misbrug.

Hvis man skal være i et tilbud, der koster flere millioner kroner om året, er det vel ikke urimeligt, at der stilles nogle krav. Det kan være krav til, at man tager sin medicin, når man skal, møder op til sine aftaler hos en misbrugskonsulent eller måske endda holder sig alkohol- og stoffri i det af kommunen finansierede botilbud. Men det gør vi ikke i Danmark – vi må ikke. Her sættes selvbestemmelsesretten så højt, at vi er endt med en løsning, hvor vi lige så godt kunne sende de hjemløse, sindslidende misbrugere på Cabinn og ansætte en vicevært til at gå rundt og tjekke, om de er i live.

At det i høj grad er selvbestemmelsesretten, der spænder ben for os i Danmark, bliver tydeligt, hvis vi kigger mod Norge. Er man her i ambulant tvangsbehandling for visse psykotiske lidelser, kan man blive afhentet af politiet, hvis man ikke møder op til sine aftaler eller tager sin medicin, og så bliver man indlagt igen. I Danmark indlægges man så kort tid som muligt, mens man på hjemløseområdet sigter efter at få folk ud at bo på egen hånd hurtigst muligt. Ingen af delene er i sig selv en succes, og det er urealistisk, at det bliver det, hvis man har været psykisk syg og misbrugende i årevis. Det resulterer i svingdørspatienter, fordi vi ikke har tvungen ambulant opfølgning.

Den tidligere lov på området var stort set ubrugelig, og der blev lagt et utal af forhindringer i vejen for at bruge den. I stedet for at forbedre den afskaffede man den helt, og ingen instanser kan stille noget op. Det har betydet øget kriminalitet blandt psykisk syge, som i mange tilfælde oplever betydelig psykisk bedring, når de får en behandlingsdom. Nogle gange frygter de endda, at dommen ophæves, fordi de så ikke længere er i stand til at følge en behandling og begrænse misbruget.

Vi bruger de tiltagende mange milliarder på at opbevare syge mennesker i frihedens navn og selvbestemmelsesrettens ære fremfor at give dem, hvad de har brug for, og behandle dem. Det er grotesk at insistere på selvbestemmelse til mennesker med en sygdom, der rammer evnen til sygdomsindsigt og til at kunne forstå konsekvenserne af egne valg. Selvbestemmelsen burde kunne overdrages til pårørende og værger, som ønsker det bedste for de mennesker, det handler om, som praksis er i Norge, hvor det har stor vægt, hvad de nærmeste pårørende vurderer er det rigtige at gøre.

Måske skulle vi finde ud af, om disse mennesker overhovedet er glade for den selvbestemmelsesret, vi kæmper så hårdt for at bevare for dem, eller om det ville være en lettelse for dem at være den foruden?