Af jord er du kommet. Til jord skal du blive, hvorefter staten træder til og flår din familie
Vores velfærd har problemer, hvor man end kigger hen – problemer, som ikke kan løses med flere penge, men som skal løses med mindre bureaukrati, kloge hoveder og anderledes tankegange.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Min morfar var en arbejdshest. Han målte træernes diameter som helt lille under Anden Verdenskrig, og efter syv års skolegang uden engelsk, naturvidenskab og kun undervisning hver anden dag kom han i mosen for at grave tørv, og han var med sin far, onkel og bedstefar på havet for at fiske, når der ikke var stormvejr.
Han mødte min mormor i slutningen af 1950’erne og flyttede derefter hjem til min mormors familie i Randers, hvor han blev ansat på min oldefars kølerfabrik i 1960. Han blev hurtigt rigtig dygtig til håndværket, og min mormor fik min mor, hvorefter mine to onkler fulgte.
I 1964 døde min oldefar, og min morfar overtog firmaet bare 25 år gammel uden hverken realeksamen, gymnasiet eller nogen form for uddannelse.
Med sin ordentlighed og perfektionisme var han chef for firmaet indtil 2000, hvor firmaet blev solgt til Nissens A/S. Han fortsatte dog som ansat, lige til afdelingen lukkede ned i 2020, 82 år gammel.
Min morfar var ikke en blærerøv, men et ordentligt menneske med fødderne solidt plantet i den jyske muld. Han var dygtig til at drive virksomhed, og derfor er der i dag også lidt på kistebunden, som jo bare burde tilfalde min familie. Men sådan er det ikke i Danmark.
Min morfar har slidt og slæbt hele sit liv og betalt enorme beløb til skat, i moms og i afgifter. Ydermere har han skabt arbejdspladser, og han var altid klar til at hjælpe sine ansatte, andre værksteder og naboerne, samtidig med at han altid var der for sin familie.
Men nu hvor mit største idol ikke er her længere, og sorgen overskygger hverdagen, står min mor og hendes brødre i en situation, hvor skattefar endnu en gang snupper en kæmpe luns.
Min morfar var ikke mangemillionær, men vi har aldrig manglet noget nogen af os. Uanset beløbet synes jeg, at det er en grim misundelse fra statens side og fuldstændig ude af proportioner at flå familier midt i sorgen, når der allerede er betalt skat, moms og afgifter mindst én gang.
Så når Kaare Dybvad Bek og Mette Frederiksen konstant taler om, at arbejde er den »nye valuta« og at »alle ikke skal gå hjem fra samlebåndet kl. 16« og samtidig gerne vil have os alle til at arbejde i mange flere år, og der ydermere ønskes iværksætteri og nytænkning, hvad får man så egentlig som dansker ud af det?
Pengene burde gå til bl.a. velfærd og ikke til unødvendigt bureaukrati. Velfærden er i mange henseender hverken værdig eller kan på nogen måde svare til de beløb, som vi betaler i skat, moms og afgifter.
Jeg har intet imod, at vi i Danmark har et af verdens højeste skattetryk, hvis vores skoler til gengæld ikke var fyldt med mistrivsel og elever, som ikke lærer det fornødne i dansk og matematik. Hvis ventetiden på at blive undersøgt og behandlet ikke var måned- eller årelang, og hvis de ældre, som har brug for hjemmepleje, aldrig blev mødt af: “Du har ble på, så du må skide i bleen, for vi kommer ikke før i morgen tidlig”, mens telefonpasseren sidder mageligt med sit strikketøj og kaffe.
Hvad er idéen egentlig med at yde den ekstra indsats? Hvad er idéen med at arbejde over, at skabe arbejdspladser og hele livet betale så meget til fællesskabet, når man i sidste ende risikerer at ligge i sin egen afføring, og ens børn ikke får hele ens opsparing?
Vores velfærd har problemer, hvor man end kigger hen – problemer, som ikke kan løses med flere penge, men som skal løses med mindre bureaukrati, kloge hoveder og anderledes tankegange.
Når en mand som min morfar – mit største idol – ydede så meget og endte i så uværdige situationer, så begynder man at sætte spørgsmålstegn ved det, som Danmark er kendt for: vores velfærdsstat.