Fredstid kan snart være fortid

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Putin invaderede Ukraine og antændte det flammehav af død og ødelæggelse, der har indhyllet resten af verden i et tykt røgslør, som giver arbejdsro til Xi Jinping i Kina, Ali Khamenei i Iran og autokratiske kræfter verden over.

Bestialsk terror har revet Mellemøsten midt over, så regionen nu bevæger sig alarmerende tæt på grænsen til en åben storkonflikt, og herhjemme ved vi ikke længere, om vi kan regne med de alliancer, som vi i årtier har fortalt hinanden var garant for at holde verdensfreden intakt.

Jeg er nok ikke den eneste, der går rundt med en følelse af, at det hele kan eksplodere lige om lidt. At vi snart kan stå op til en forandret verden, hvor fred og fordragelighed er erstattet af krig og usikkerhed. Jeg er nok ikke den eneste, der frygter, at fredstid snart kan være fortid. Forstå mig ret: Jeg har ingen interesse i at sprede unødig frygt i Danmark. Da vi i 2022 indgik det nationale kompromis, var det et afgørende skridt i den rigtige retning. Som konservativ har jeg altid ment, at Danmark burde leve op til sine forpligtelser i Nato og holde vores forsvar ved lige. Det er entydigt positivt, at et flertal i Folketinget i dag er enigt med os.

Da Putin invaderede Ukraine, blev konservativ forsvarspolitik moderne hen over natten. Alligevel giver det mig absolut ingen glæde, at vi havde ret alle de gange, vi sagde, at vi ikke måtte tage vores frihed, sikkerhed og demokrati for givet. Tværtimod.

Jeg er født under Den Kolde Krig, og jeg fyldte 18 år, kort efter Berlinmuren faldt. Min barndom foregik i skyggen af Jerntæppet, mens det meste af mit voksenliv har været præget af den ukuelige tro på fremtiden, der har kendetegnet tiden efter Sovjetunionens endeligt. Det forholder sig lige omvendt for de generationer, der kun kender Den Kolde Krig fra historiebøgerne. De er vokset op i en globaliseret verden, hvor en næsten naiv tillid til freden har hersket. Nu er de trådt ind i en tid, hvor de for første gang skal vænne sig til en tilværelse, hvor krig er en reel mulighed.

Det er ikke nogen nem overgang. Når man kun har kendt til fred, bliver krig en mærkelig abstrakt størrelse. Jeg tror, de færreste kan forestille sig, hvordan hverdagen bliver, hvis Danmark bliver tvunget til at tage aktiv del i krig i Europa. Det bekymrer mig. For vi står ikke i en ny kold krig. Situationen i dag er anderledes og på mange måder mere sårbar end dengang.

Jeg vil ikke appellere til frygt, men til forberedelse. Mens vi længe har taget vores frihed for givet, har Putin forberedt sig. Rusland er ved at blive omdannet til en krigsøkonomi, der producerer ammunition i langt hurtigere tempo end Europa. Mens krigen raser i Ukraine, tester Putin grænserne i resten af Europa. Det bliver vi nødt til at indrette os efter. Når vores fjende har en krigsøkonomi, skal vi have et forsvarssamfund.

Jeg har ikke noget ønske om, at danske familier begynder at opbygge private forråd, så de er klar, hvis krigen kommer. Ikke endnu i hvert fald. Men det er afgørende, at vi får udbredt en forsvarstankegang i samfundet. Alle må og skal være indforstået med, hvad der er på spil. Det gælder både rent politisk, men måske i endnu højere grad i befolkningen. Når vi taler om, at Forsvaret har været udhulet, udsultet og underprioriteret i årevis, så handler det ikke kun om, at Forsvaret mangler krudt og kugler, ordentlige faciliteter, udstyr, våben og alt muligt andet. Det handler også om, at mange har glemt, hvad Forsvaret er. Når krig kun opfattes som noget, der foregår i ustabile regimer, bliver soldaten og hans våben let reduceret til en unødvendighed i et stabilt demokrati.

Det er den forståelse, vi skal have gjort op med. Vores forsvar er selve udgangspunktet for vores suverænitet. Alle dem, der gør tjeneste for Danmark, udgør til sammen det allermest grundlæggende fundament for vores demokrati og samfund. Vores grundlov er ingenting værd, hvis vi ikke har en kampdygtig hær, der vil beskytte den. Som er villig til at dø for den.

Vi kan ikke genopbygge vores forsvar, hvis vi ikke samtidig genopretter den brede, grundlæggende forståelse og respekt for, hvor essentielt Forsvaret er for vores frihed. Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke har nogen nem løsning på den udfordring. Men det er afgørende, at vi igen begynder at se den danske soldat som vores fremmeste frihedskæmper.

Vi skal også gøre op med idéen om, at Forsvaret er noget, der kører i et separat spor. At Forsvaret blot er endnu en offentlig virksomhed i velfærdsstaten Danmark, som vi kan kaste penge i alt efter behov. Derfor skal Forsvaret integreres i hver en gren af samfundet. Der er behov for, at vi får opbygget en massiv reserve af værnepligtige, der kan mobiliseres hurtigt, når kriser og krig rykker tæt på vores grænser. Lige nu har Danmark en reserve på omkring 3.000 mand. I Finland består reserven af flere hundredetusinde.

Vi har tidligere meldt ud, at vi vil oprette en stående reservestyrke på 50.000 værnepligtige, der kan forsvare vores land, når det bliver nødvendigt. Men vi skal også have en debat om, hvordan vi tænker reserven og Forsvaret ind i resten af samfundet.

Krig har ændret karakter. Vi har ikke kun brug for soldater, der kan træde ind på slagmarken med et gevær i hånden. Vi har også brug for ingeniører og it-eksperter, der kan forsvare os digitalt. Vi har brug for, at også håndværkere, sygeplejersker, læger og alle mulige andre arbejdsgrupper står klar til at træde til. Derfor er det afgørende, at vi tænker hele samfundet ind, når vi de kommende år styrker Forsvaret markant. Vi skal integrere Forsvaret i samfundet og vice versa. Det er en kæmpe opgave, men en absolut nødvendighed, hvis vi skal være i stand til at forsvare os mod udefrakommende trusler.

Som land er vi ikke bare sårbare over for militære angreb. Vi er mål for misinformation, påvirkningskampagner, angreb på forsyninger, spionage, hackerangreb og angreb på kritisk infrastruktur lige fra tilgængelighed af fødevarer til finansielle systemer.

Vi skal bruge Forsvaret til at styrke samfundssikkerheden. Der er behov for en koordineret indsats med mere samarbejde på tværs af myndigheder, erhvervsliv og civilsamfund. Både for at forebygge angreb og for at være forberedt med ansvarsfordeling og planer for, hvordan myndigheder, virksomheder og borgere skal reagere, hvis vi bliver angrebet.

Vi skal bruge EU til at opnå selvforsyning inden for samfundskritiske sektorer. Det gælder alt lige fra energiforsyning til microchips og ammunition. Vi skal forberede os på, at vi skal kunne holde stand, selv hvis vi ender med at stå alene.

Jeg tror stadig på freden. Men jeg tror ikke på, at den kommer af sig selv. Jeg tror ikke på, at resten af verden pludselig ser lyset og forstår, at vi har fat i den lange ende, når vi taler om værdien af personlig frihed og demokrati.

Alt det, vi holder af, kommer til en pris. Vi har bildt os selv ind, at vi allerede har betalt, men virkeligheden er, at betalingen sker løbende. Det betyder ikke, at alle skal trække i uniform, men det betyder, at alle skal forstå og forberede sig på, at krig ikke længere er en utænkelighed.