Folkeskolens problem er Claus Hjortdal

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I sidste uge diskuterede P1-programmet “Tabloid”, hvorfor sagen fra Borup Skole har fyldt så meget i medierne, når det »dybest set jo bare er en sag om dårlig ledelse«, som det blev præsenteret.

Det er nemt at svare på. Sagen fylder og bør fylde meget, fordi der bag den dårlige ledelse ligger et problem, der ikke er Borup Skoles aktuelle problem, men hele folkeskolens generelle problem.

Problemets kerne kommer smerteligt klart til udtryk hos formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, i artiklen ”At smide elever ud af skoler er ikke løsningen” på dr.dk. Han giver udtryk for præcist den tankegang, der får både elever og lærere til at udvandre fra folkeskolen, som i rummelighedens navn glemmer, at den er skabt som en skole for alle.

Claus Hjortdals ærinde er at gå i rette med de politikere, der i lyset af sagen fra Borup ønsker at gøre det nemmere at smide elever ud af en skole, hvis de opfører sig krænkende over for andre børn.

Hjortdal siger, det ikke er “en løsning”. Nå ikke? Men så er det da heldigt, at ingen heller har ment, det var en løsning!

Flere har foreslået det som en begyndelse for at standse ulykken, men ingen har påstået, det var det sidste, der skulle gøres. Men stråmændene står skulder ved skulder i Hjortdals argumentation.

Således bliver forældrenes berettigede forventning om en tryg og sikker hverdag for deres børn til, at de ønsker »retfærdighed« og »hårde straffe«.

Nej, Claus Hjortdal, 137 forældre har ikke skrevet under på, at de ønsker retfærdighed og hårde straffe, de vil bare gerne have, at deres børn kan gå på toilettet uden tissemakker.

Alting er meget enkelt i Claus Hjortdals verden. Der er to typer mennesker: de gode og de onde; og for hver sag er der nøjagtigt ét offer.

Det får bl.a. Claus Hjortdal til at sige: »Barnet, der gør sådan nogle ting, er jo ikke et ondt barn. Det er et barn, der måske ikke har lært nogle regler, som selv er misbrugt, har været i et misbrugshjem eller er ude i tovene på en eller anden måde. Det barn er jo også selv et offer.«

Virkelig, Claus Hjortdal? Så enten er man offer, eller også er man et ondt barn? Og fordi de børn, der begår seksuelle overgreb, ganske rigtigt ofte selv er ofre, kan de ikke samtidig gøre noget ondt? Det er uendeligt trist, at en mand, der må formodes at tale på de fleste skolelederes vegne, er så åbenlyst flertydigheds-resistent.

Den enkle pointe, Claus Hjortdal ikke vil se, er larmende banal: nemlig at folkeskolen er for alle. Derfor har enhver skoleleder i enhver sag ansvar til tre sider: et ansvar over for ofrene, et ansvar over for de børn, der har begået volden, og et ansvar over for hele skolen og i videre forstand hele samfundet. Hvis ikke skolelederen løfter sit ansvar over for alle tre parter, så er folkeskolen ikke længere for alle.

Journalisten forsøger at antyde det ved at åbne for den mulighed, at der kunne være flere børn at tage hensyn til, men nej: »Det forfærdelige i Borup er, at der er en lille gruppe af børn, som bliver lagt for had lige nu. Den gruppe burde man skærme meget mere,« svarer Hjortdal.

Vi må forstå, at fordi dette er forfærdeligt, er der ikke andet, der kan være forfærdeligt. Og til de bekymrede forældre, der er utrygge ved at sende børn i skole til risiko for nye overgreb, siger han: »Hvis ikke forældrene har tillid til skolen, så må de finde en anden skole.« Sådan. Nye studerende inden for victimblaming kan begynde her.

Men forældrene gør, som Hjortdal siger. De finder en anden skole og fortsætter ud i deres voksne liv med den erfaring, at folkeskolen er for alle – men lidt mere for nogen end for andre.