Det er vores ansvar, at Ukraine bliver klar til EU-medlemskab

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hver dag dør ukrainere i en krig, der også handler om vores frihed og fremtid, og uden håb om en fremtid i EU kommer de til at tabe. Derfor må vi lægge en konkret tidsplan for, hvornår Ukraine skal blive klar til at træde ind i klubben.

Ukrainernes frihedskamp er vores frihedskamp. Sådan lyder det ofte, når den forfærdelige krig i Ukraine omtales. Og det er ikke bare noget, der slynges ud, fordi det lyder godt. Udsagnet er sandt. Det er hele Europas sikkerhed, som ukrainerne kæmper for og har gjort i nu to år. Hvis ikke Ukraine vinder, er hele Europa truet. For Rusland stopper ikke.

Siden Vladimir Putins Rusland angreb Ukraine for to år siden, har ukrainerne givet mere modstand end snart sagt nogen som helst havde regnet med. Putin havde ikke regnet med det.

Det havde vores venner i Washington D. C. heller ikke. Amerikanerne tilbød at evakuere Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, og hans familie til et sikkert sted uden for Kyiv.

Han svarede, at han ikke havde brug for et lift. Han havde brug for våben.

Zelenskyj blev i Ukraine, og befolkningen har kæmpet modigt på slagmarken siden. Over 70.000 ukrainerne og over 300.000 russere har mistet livet indtil videre. Det må kræve et så voldsomt mod at kæmpe ved fronten mod en fjende, der i tal er så meget stærkere end en selv, og hvis ideologi repræsenterer en sort, fascistisk og inhuman afgrund. Men det er, hvad ukrainerne gør.

De kan kun gøre det med støtte fra vesten, både EU og USA, der sender penge og våben. Vi kan her være stolte af den danske regering, der er gået forrest. Siden Ruslands invasion har Danmark givet 15 donationspakker på over 35 milliarder kroner i militær støtte, og givet sikkerhedstilsagn helt frem til 2034. Det er blandt andet ammunition, droner og kampvogne, som bliver sendt afsted fra Danmark.

Men ud over penge og materiel bør vi ikke undervurdere betydningen af den moralske opbakning, som vi kan give Ukraine. Ukrainerne har som alle os andre brug for at vide, at der er en fremtid for dem. Og de har brug for at vide, at de kæmper for noget. At deres lidelser ikke er meningsløse.

Kort efter krigens begyndelse talte Zelenskyj via et videolink til Europa-Parlamentet, mens bomberne hamrede ned over Kyiv. Jeg tror, talen gjorde indtryk på alle kollegaer, og tolken, der oversatte ukrainsk til engelsk, var ved at bryde sammen undervejs.

Formanden for Europa-Parlamentet, Roberta Metsola, kvitterede senere ved at erklære, at Ukraines fremtid ligger i EU, og kommissionsformand Ursula von der Leyen støttede samme synspunkt. Siden er Ukraine blevet kandidatland til EU, hvilket kan være første skridt til et medlemskab.

Jeg skal indrømme, at jeg har været skeptisk i forhold til, om det er en god idé at tale om et snart forestående medlemskab af EU til Ukraine. Problemerne er åbenlyse. Dels er landet gennemsyret af et højt korruptionsniveau.

Ifølge Transparancy International ligger Ukraine nummer 104 af 177, når det kommer til de mest korrupte lande i verden. Landet er kendt for oligarkernes store indflydelse på de politiske beslutninger og har i det hele taget ikke lange og rodfæstede demokratiske traditioner.

Økonomisk ligger landet også under gennemsnittet i EU. Det betyder dels, at gennemsnitslønningerne er lave sammenlignet med vesteuropæiske lønninger, hvilket kan medføre en risiko for løndumping og udnyttelse af billig arbejdskraft, hvis man lader Ukraine at komme ind i EU’s indre marked.

Læg dertil spørgsmålet om, hvordan EU’s budget skal skrues sammen, hvis et kæmpemæssigt land som Ukraine melder sig ind og begynder at hæve landbrugsstøtte efter de nuværende regler.

Problemer er der nok af, hvis vi kigger på et fremtidigt medlemskab for Ukraine. Men der er så sandelig også problemer forbundet med at lade Ukraine stå udenfor. De geopolitiske og sikkerhedsmæssige konsekvenser vil på sigt være langt større ved at lade det stå udenfor end de økonomiske udfordringer ved at lukke det ind.

Jeg talte for nylig med en højtstående diplomat i EU’s udenrigstjeneste, der beskæftiger sig indgående med Ukraine. Hans vurdering var, at de ukrainske soldater kæmper med ét brændstof nu, og det brændstof hedder håb. Uden vores støtte, uden udsigt til en fremtid i Europa er der intet håb. Lukker vi døren, så slukker vi lyset for ukrainerne. Det har vi ganske enkelt ikke råd til.

For der er ikke gode grunde til at tro, at Putin stopper i Ukraine. Historikeren Timothy Snyders bog ”The Road to Unfreedom”, som er udgivet i 2018 før krigen, kortlægger, hvordan Putin i sine taler i over et årti har været meget klar i sine fascistiske og imperialistiske budskaber. Det er skræmmende læsning, og det er slående, hvordan Vesten har ignoreret (eller fornægtet) de voldsomme budskaber, der blev sendt fra Moskva i en rum tid før krigen. Putin opfatter Vesten og det liberale demokrati som sin fjende, og han refererer til fascistiske tænkere, der ser Rusland som truet af og uundgåeligt i krig med Vesten.

Det er bekymrende at se, hvordan opbakningen til Ukraine vakler. Det ser vi herhjemme på højrefløjen, hvor politikere som Dansk Folkepartis Anders Vistisen argumenterer for, at »støtten til Ukraine har en udløbsdato«, og at Ukraine ikke skal være medlem af EU. Som jeg ser det, er Vistisens udtalelser ikke blot udtryk for en fejlagtig analyse. Det er faktisk også farligt. For hvis ikke Ukraine har en fremtid i EU, hvor har det så en fremtid?

I Europa-Parlamentet har Vistisen flere allierede, og i Europas hovedstæder kan vi desuden se, hvordan flere regeringsledere går Ruslands ærinde. Viktor Orbán har gennem længere tid gjort, hvad han kan for at udvande og udskyde sanktioner mod Rusland, mens han flere gange har bragt sit veto i spil i forhold til EU’s økonomiske støtte til Ukraine.

Nu har Orbán fået en ven i Slovakiet, nemlig populisten Robert Fico, der vandt valget i oktober, og som gentagne gange har sagt, at Ukraines krig ikke er vores krig. Ser vi over Atlanten, kan Donald Trump meget vel vinde valget til november, og hans meldinger i forhold til Ukraine og Rusland er dystre. Meget tyder på, at han vil trække USA’s engagement ud af krigen.

Så meget desto mere grund til at stå fast. Ukraines optagelse i EU handler om Vesten og Europas fremtid. Om kernen i den sikkerhedsstruktur, som skal gøre sig gældende for de næste generationer. Derfor skal vi ikke vakle i vores materielle støtte. Samtidig bør vi lave en konkret tidsplan for, at Ukraine kan blive medlem af EU. Det er landet ikke klar til i dag.

Men vi må lave en plan, der sætter både penge og mandskab af til, at Ukraine kan blive medlem inden for en givet tidsfrist. Det kræver økonomisk støtte for at hæve økonomien. Og det kræver investeringer i landets demokrati, eksperter og reformer, som vi skal støtte dem i. Lad os sætte vores kræfter ind på det.

Vi står i en civilisationskamp mellem autokrati og ufrihed på den ene side og demokrati og frihed på den anden. Vi skal kæmpe for det, vi tror på. Vi skal hjælpe og kæmpe for dem, som vil os. Som vil være en del af værdifællesskabet. Det vil Ukraine. Faktisk vil det det så gerne, at ukrainerne ofrer deres liv på slagmarken for det.