Nordic Waste-sagen er et godt udgangspunkt for at få undersøgt, om der er brug for ny lovgivning eller ej

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Pelle Dragsted, politisk ordfører for Enhedslisten, har i JP 13/2 et indlæg om de mulige konsekvenser af Nordic Waste-sagen, der er mere reflekteret og indsigtsfuld, end det indtil nu har været tilfældet fra politisk hold.

Han undlader da heller ikke et diskret spark til regeringen, der gik »rigeligt langt i deres retoriske udskejelser«. Det er en venlig underdrivelse, i betragtning af hvad der foregik i medierne de første dagen efter jordskreddet, især de elektroniske, der synes at have en næsten hypnotisk tiltrækning på nogle politikere.

Som professor i selskabsret hilser jeg det velkomment, at den ulykkelige sag bliver genstand for en mere nøgtern vurdering, så det kan vurderes, om der er behov for ny lovgivning på området. Jeg er ikke professor i miljøret, så den del undlader jeg at komme ind på og overlader til mere kvalificerede kræfter, f.eks. min kollega på Københavns Universitet professor Peter Pagh.

Når jeg overhovedet føler behov for at kommentere Pelle Dragsteds indlæg, skyldes det, at indlægget på en og samme gang både korrekt gengiver gældende ret og samtidig lader forstå, at det er problematisk. Rigtig meget dårlig lovgivning er blevet skabt, fordi politikerne har søgt at løse problemer, der ikke var, som de troede.

Pelle Dragsted lægger ud med at angribe den misforståelse, at store selskaber ikke skulle have et moralsk ansvar over for samfundet, og peger på udbredelsen af CSR, der angiveligt går »langt ud over, hvad loven kræver«. Det er både rigtigt og forkert. Vi har alle, store som små, et moralsk ansvar, men det går ikke ud over, hvad loven kræver. Den enkelte kan lade sig styre af sin egen moral, men vil man styre andre, må man bruge lov og ikke moral.

Reglerne om CSR angår da også kun pligten til at oplyse om det, man har besluttet at gøre, men ingen pligt til at gøre noget specifikt. Det er en oplysningspligt, ikke en handlepligt. Det burde ikke komme bag på nogen i vores moderne samfund, at opfattelsen af god moral kan variere betydeligt, og ikke sjældent er ens moralske opfattelse præget af, hvad der passer en selv. Derfor skal vi ikke lade os styre af, hvad andre opfatter som god moral.

Vil vi påtvinge andre vores moral, må vi gøre os den ulejlighed at få moralen vedtaget som klare bestemmelser i lovgivningen. Det stiller nemlig krav om en bred politisk opbakning hos folkevalgte lovgivere og skaber den klarhed, som moralske forestillinger savner.

Dernæst behandler Pelle Dragsted udgangspunktet om, at aktionærer ikke hæfter for gælden i det selskab, som de har investeret i. Vigtigheden af disse regler kan ikke overdrives, for de udgør hele grundlaget for vores markedsøkonomi, der har skabt den fantastiske velstand, vi alle nyder godt af. Det er bl.a. den regel, som gør det trygt at spare op til alderdommen. For selvom pensionsselskaber er voldsomt formuende, kan de aldrig risikere at skulle bruge alle pensionskundernes penge på at dække gælden i et selskab, som de har investeret i.

Pelle Dragsted tilføjer endda, at – ham bekendt – har ingen foreslået at gøre op med denne grundsætning. Her er han næste for venlig over for regeringen, for det, der udløste alvorlig bekymring og kritik efter de to ministres improviserede pressemøde foran selveste Justitsministeriet, var ikke kun den uanstændige udhængning af en navngiven privatmand, men også udmeldingen om, at man ville undersøge, om lovgivningen kunne ændres, så man kunne snuppe hans penge.

Som Pelle Dragsted selv bemærker, var den udmelding helt overflødig, for lovgivningen giver allerede mulighed for at gøre en aktionær personligt ansvarlig for selskabets gæld, hvis – vel at mærke – vedkommende har medvirket til selskabets uforsvarlige ledelse. Som påpeget af Pelle Dragsted er det en veletableret undtagelse til reglen om aktionærers begrænsede hæftelse, at samfundet ikke tolererer misbrug og uansvarlighed.

Men det kræver altså, at aktionæren faktisk har gjort noget galt og ikke bare optrådt som investor, og indtil videre er dette uafklaret. Reglerne er altså på plads, vi ved bare ikke endnu, hvad der er foregået.

Afslutningsvis peger Pelle Dragsted på, at selv hvor der ikke er grundlag for at gøre et personligt ansvar gældende mod aktionærer, herunder moderselskaber, kan man vælge at indføre en hæftelse på anden vis, f.eks. krav om garantier eller forsikringer. Det er ganske rigtigt en måde at sikre, at regningen bliver betalt, og den bruges også på visse områder.

Juridisk er der altså ikke noget at indvende, for det angår ikke den konkrete sag, men hører nærmere til den fremtidige indretning af miljøretten.

Men man kan påpege den erfaring, at skal de private aktører bære meget store og ubekendte risici forbundet med en bestemt virksomhed, kan det medføre, at de ikke vil deltage. I så fald må staten selv stå for besværet og hænger på hele regningen. Så der er fordele og ulemper ved en sådan løsning.

Ser man bort fra, at Pelle Dragsted synes at formode, at ledelsen af Nordic Waste faktisk har opført sig ansvarspådragende, hvilket man da heller ikke kan afvise, at den, og måske også de involverede myndigheder, har – det er endnu uafklaret – er konklusionen på hans indlæg, at gældende ret faktisk fungerer fint.

Accepterer vi private aktører inden for jordrensning, må vi respektere princippet om aktionærers begrænsede hæftelse, uanset hvor rige de tilfældigvis er – medmindre de har opført sig uansvarligt, i hvilket tilfælde vi kan holde dem ansvarlige. Reglerne er således på plads og virker, hvilket ikke udelukker, at vi fremover nationaliserer branchen, men det byder på sine egne udfordringer.

Tilbage står således alene spørgsmålet om, hvorfor Enhedslisten har fremsat beslutningsforslag B 111, hvor det opfordrer regeringen til at indføre ny lovgivning, der »kan forhindre, at selskabers større ejere ved konkurs eller økonomiske manøvrer [sic] kan unddrage sig et økonomisk ansvar og erstatningsansvar ved større miljøkatastrofer (…)«.

Efter den fine gennemgang af gældende ret fra Pelle Dragsted virker det som et forsøg på at sparke åbne døre ind. Måske er det ikke bare jorden, som skrider i denne triste sag?