Opråb fra sygeplejerskestuderende: Sundhedsvæsnet svigter sig selv ved at svigte de sygeplejerskestuderende

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det sker stort set ugentligt og ofte flere dage i træk, at vi som sygeplejerskestuderende i vores praktikophold oplever at løbe stærkere, end jeg tror, de fleste kan holde til.

Det samme gør sig gældende for de uddannede sygeplejersker. Efter nu at have gennemført min første praktik på andet semester på sygeplejerskeuddannelsen kan jeg altså bare hilse at sige, at selvom vi på papiret ikke medregnes i normeringen, ser virkeligheden ud til at være en helt, helt anden.

Mine spekulationer er gået på, hvad der gør, at det kan være svært at få tingene til at gå op i en højere enhed. Mit svar til dette må nok være, at vi til tider må se en travl hverdag i øjnene. Derfor sker det nogle gange, at vi som studerende kommer til at stå med opgaver, som ikke matcher vores kompetenceniveau. Jeg er klar over, at jeg går en travl profession i møde, men jeg er i praktik. Ikke på arbejde.

Vi er bakket op af et stærkt hold af kompetente sygeplejersker, men travlheden kan blæse indover os som en storm, og det kan derfor undertiden opleves som et rigtig svært læringsmiljø at begå sig i.

Vi sidder som studerende i en klemme mellem at få godkendt vores praktikperiode. I at være studieaktive, vise engagement og udvise en faglig forståelse for de ting, der sker for næsen af os. Og på én og samme tid skal vi forsøge at tage et større ansvar for egen læring.

Der er intet, jeg personligt hellere vil end at være en hjælp for den travle sygeplejerske, møde velforberedt op og være en pligtopfyldende studerende, men sådan er det bare ikke, og jeg nægter at lege vikar eller lappeløsning for en presset afdeling – ulønnet vel at mærke – hvis det vil betyde kompetencemangel fra min side, når jeg en dag står og skal forsvare min autorisation.

Jeg gik ind til praktikken med gåpåmod og stor vilje for faget, men jeg er hurtigt blevet klar over, at det for mange (og mig selv) kan være vanskeligt at mestre. Især hvis man går hjem med en tanke om og en følelse af, at ens energi, tillærte faglighed og kompetencer er blevet brugt forkert, eller står med en følelse af, at ens rolle som studerende rækker kort.

Jeg har oplevet flere af mine medstuderende græde i omklædningsrummet på vej hjem fra praktik. Jeg har oplevet stor negativitet og magtesløshed. Men jeg har omvendt også oplevet en stor trang og lyst til at gøre en forskel! Og det sidstnævnte er virkelig noget, som mine medstuderende og jeg skal huske hinanden på – at der faktisk er en grund til, at vi vil være sygeplejersker.

Det er bare tankevækkende, at vi har et system som er så travlt, at vi studerende i nogle tilfælde kommer til at agere billig arbejdskraft og ”rådighedsfond” for forefaldende opgaver – både fordi vi synes opgaveglidning giver mening, men en gang imellem også fordi vi ikke magter at forsvare vores egentlige rolle hver evig eneste dag, når vi møder ind på en afdeling.

Mine tanker går altså på, at vi tilsyneladende har et sundhedsvæsen, der faktisk – i grove træk – er så presset, at der ikke er overskud til at videregive nyttig viden til de nye kræfter.

Jeg ser det ikke som en fejl fra praktikstedernes side. Tværtimod. De gør ikke andet end at handle inden for en given ramme. Vi får opbakning, støtte og konstruktiv feedback på det, vi gør.

Vi har sundhedspersonale og vejledere bag os, som vil spille os gode, og som nærmest forstår vores frustrationer bedre, end vi selv gør.

Der er desværre bare tilfælde, hvor bemanding, normering og indlæggelsesantal kommer til at afgøre, hvorvidt vi som studerende får de optimale læringsvilkår, og derfor vil jeg for alt i verden slå et slag for, at sundhedssystemet kan få nogle flere ressourcer.