Har psykiatrien ikke spillet fallit, når det bedste redskab er tvang?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I Danmark har vi et psykiatrisk system, hvor det er muligt at udføre behandling med tvang. Den mulighed er, efter min mening, nødvendig. Den har reddet mit liv utallige gange, og jeg har set, hvor godt forpinte mennesker kan blive hjulpet af behandling mod deres vilje.

Tvang som koncept er jeg ikke decideret imod. Men jeg er imod de konsekvenser, den kan have, og den måde, politikerne prøver at nedbringe den.

Det er mit indtryk, at mængden af (k-)ptsd-diagnoser givet på baggrund af traumer fra tvangsbehandlinger og ditto indlæggelser er stigende i en bekymrende grad. Vi har altså et psykiatrisk system, der er sat i verden for at helbrede og lindre, men som i nogle tilfælde ender med at gøre dets patienter mere syge og mere lidende.

De mennesker, der udfører tvangen, gør deres arbejde. De redder liv med de redskaber, de har. Men jeg synes, det er at spille fallit, at man på sygehuse 5.441 gange i 2021 har fundet, at det bedste redskab, man havde til at hjælpe syge voksne, var et, der potentielt gjorde dem mere syge.

Hvis vi vil nedbringe tvangen, er der behov for nytænkning og omprioritering – og ikke i hospitalspsykiatrien, men i socialpsykiatrien og på beskæftigelsesområdet. Det vil sige den psykiatri, der ligger i kommunerne – bosteder, opsøgende kontaktpersoner, jobcentre og en bred vifte af andre tilbud. Eller. Nu skriver jeg en bred vifte, men på trods af mediernes og politikernes voksende psykiatrifokus er kommunerne godt i gang med at nedskalere deres psykiatriindsatser.

Jeg tror på, at vejen til at nedbringe tvang i hospitalspsykiatrien går gennem kommunerne. I rigtig mange tilfælde bliver tvang først nødvendig, når en borger får det så dårligt, at de enten ikke ser behovet for eller har lysten til at modtage behandling frivilligt. Hvis socialpsykiatrien havde flere ressourcer, tror jeg på, at vi ville se et fald i, hvor ofte den gruppe af psykisk syge, der er tilknyttet her, ville få det så skidt, at man må ty til den sidste udvej – tvangen. Det er sandt i mit eget og i mange af mine medbeboere og medpatienters tilfælde.

Lad mig komme med et eksempel fra det virkelige liv. I min kommune boede jeg i et fantastisk tilbud, da jeg var yngre. Det var et tilbud, der eksisterede under jobcenteret, hvor fokus var at hjælpe unge til at komme i job og uddannelse.

Disse unge kunne have diagnoser, men de kunne også ”bare” være slået ind på en uheldig vej i livet. Jeg har set mange flytte ind der, på vej i en skidt retning, og flytte ud igen med mod på livet og i gang med job eller uddannelse.

Det var sådan et tilbud, der kunne fange de unge, inden de blev psykisk syge. Der kunne bremse stigningen i psykiatriske patienter – og som fangede de fleste, inden de blev en del af tvangsstatistikken. Jeg skriver ”var”, for det tilbud eksisterer ikke længere.

De unge mennesker, der var tilknyttet, fik den 6. november sidste år besked om, at tilbuddet ville lukke den 30. november. Ikke alene lukker man et helt genialt tilbud.

Man gør det på en måde, der tydeligt viser, hvor højt man prioriterer sine sårbare borgere.

Christiansborg har mere psykiatrifokus, fordi befolkningen har krævet det. Så langt, så godt. Men fokus ligger det forkerte sted. Tvang nedbringes ikke på de psykiatriske afdelinger. Den nedbringes uden for murene. På bostederne, i lejlighederne, hvor der kommer 85’ere, i beskæftigelsestilbuddene og på uddannelsesinstitutionerne.

Indsatsen skal ligge før indlæggelsen. Kun på den måde får vi nedbragt behandling, der gør patienterne mere syge. Kun på den måde får vi nedbragt tvangen.