Vi kan godt diskutere det nære sundhedsvæsen, Monika Rubin. Men helst ikke bare baseret på fornemmelser
Jeg byder Monika Rubins debat om Danske Regioners udspil for almen praksis velkommen, men jeg opfordrer til, at vi diskuterer fremtidens sundhedsvæsen på et oplyst grundlag.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det danske sundhedssystems udformning er til debat, imens vi venter på Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger. Og det er en god lejlighed for meningsdannere og fagfolk til at bidrage med erfaringer og holdninger til de udfordringer, vi står over for.
Men debatten skal foregå på et faktuelt og oplyst grundlag.
Når jeg læser folketingsmedlem og sundhedsordfører for Moderaterne Monika Rubins indlæg, må jeg være ærlig og sige, at det virker lidt selvmodsigende og med meget lidt baggrund i fakta. Hun skriver f.eks., at det er regionernes ansvar at sikre, at »familielæge«-området fungerer, men realiteten er, at regionernes råderum til at lave ændringer på egen hånd er ganske lille.
Og det er ikke kun almen praksis, vi samarbejder med. Mange andre faggrupper spiller også en stor rolle i de nære sundhedstilbud. Vi samarbejder også med kommunerne om lokale sundhedshuse, som både har kommunale og regionale sundhedstilbud, og vi har f.eks. også et tæt samarbejde med kommuner og praktiserende læger om børns og unges mentale sundhed.
At regionerne skulle ignorere det nære sundhedsvæsen til fordel for sygehusene, som Rubin påstår, er derfor for mig at se helt forkert. Tværtimod.
Trods samarbejdet og investeringerne må vi dog konstatere, at vi ikke er nået i mål med det, vi gerne vil i forhold til at øge tilgængeligheden til almen lægehjælp. For faktum er, at alt for mange danskere har svært ved at komme i kontakt med deres egen læge i løbet af åbningstiden og i stedet kontakter lægevagten. Det mærker vi også i Region Syddanmark. Og det er ikke meningen. Lægevagten er til akutte problemer, som ikke kan vente, indtil egen læge åbner igen.
For at afhjælpe denne problemstilling foreslår Danske Regioner at oprette en national telefonlinje, som kan supplere kontakten til de alment praktiserende læger. Et supplement til lægernes egne telefoner, som skal støtte, men ikke erstatte, de praktiserende læger. Telefonlinjen er ikke, som Rubin antyder, en straf til almen praksis, men derimod en hjælp til borgerne.
Vi skal også sørge for, at alle danskerne har en praktiserende læge i deres lokalområde. Selvom vi i Syddanmark nok er bedre lægedækket end mange andre områder her i landet, har vi byer, som det er rigtigt svært at rekruttere læger til. Derfor handler det ikke om at indskrænke det frie lægevalg, men i første omgang om at sikre, at der er en praktiserende læge i alle områder – før der arbejdes på muligheden for at kunne vælge mellem flere forskellige læger.
Og så ved jeg ikke, hvorfor Rubin blander kvinders sundhed ind i denne snak. Hendes udsagn om, at kvinder skal have flere lægekontakter, før de bliver taget seriøst, er et billede, jeg ikke kan genkende, og jeg ved ikke, hvilken undersøgelse det stammer fra. Det er en grov generalisering. Der er undersøgelser, der peger på, at kvinder går mere til læge end mænd, fordi mænd ofte venter lidt for længe, inden de opsøger en læge. Hvis det derimod handler om en specifik kvindesygdom, så lad os tale om det i stedet for at generalisere og gøre det til et kønsproblem.
Den lokale praktiserende læge er for rigtig mange danskere indgangen til det danske sundhedsvæsen. Derfor skal vi også diskutere, hvordan vi bedst udvikler området til gavn for både patienter og de praktiserende læger. Men det er nødt til at være på et sagligt grundlag, hvor fakta er på plads. Ellers får debatten ingen betydning.