Pas på tunnelsynet: Det er meningsløst at diskutere klimaaftryk uden at tale om samfundsværdi

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der er en livlig debat om klimaaftryk og klimaafgifter. Der er dog nogle nuancer, som ofte udelades i diskussionerne.

Én af dem handler om værdi. Tænk på landbruget, hvor der i klimaets navn nu er opstået en uskøn konkurrence om, hvem der kan lukke flest landbrug og fjerne mest landbrugsjord. Landbrugets klimaaftryk må dog ses i sammenhæng med branchens værdi – både økonomisk, socialt, kulturelt og politisk.

Det er faktisk kun et par år siden, at fødevarebranchen under covid-19-pandemien fik status af kritisk erhverv. Man må konstatere, at det ikke har ført til nogen selvrefleksion blandt de ikke-så-kritiske erhverv. En landmand har indiskutabelt et større klimaaftryk end en kønsforsker, men hvad vil du helst have i en krisesituation – mad på bordet eller en feministisk diskursanalyse?

Et andet eksempel er den misundelsesdrevne kritik af de onde rige, som har større klimaaftryk end de forarmede masser (dvs. alle os andre). I forbifarten glemmes, at den rigeste ene procent i Danmark faktisk bidrager med over 10 pct. af de samlede skatter og afgifter.

De 10 største virksomheder i Danmark betaler over 20 pct. af de samlede selskabsskatter. Uden store virksomheder som Novo Nordisk ville Danmark faktisk være i recession. Med andre ord skaber succesfulde individer og virksomheder håndfast værdi for velfærdssamfundet. Dertil kommer værdien af de varer, der produceres, og de arbejdspladser, der skabes.

Apropos arbejdspladser er det stigende klimafokus blevet fulgt op af en tilsvarende ligegyldighed over for værdien af danske job. For et par år siden var det de ansatte på Aalborg Portland, som i klimasagens navn bare skulle finde sig et andet arbejde. Der var ikke så meget diskussion af, om vi skulle bruge cement i fremtiden. I dag er det så landmændene, man frejdigt vil smide under bussen. Det er sjovt nok altid små erhverv i provinsen, der kan skæres væk.

Der er faktisk meget, som bliver meningsløst med et enøjet fokus på klimaaftryk. Det vil f.eks. være en god idé at gøre os så fattige som muligt, da vi så ville forbruge mindre. Børn er selvfølgelig helt udelukket, og du må straks aflive dine kæledyr. Du skal i hvert fald anskaffe dig en dværghamster i stedet for en granddanois.

Føler du dig tiltrukket af denne klimapuritanistiske utopi, kan du med fordel melde dig ind i Voluntary Human Extinction Movement.

Jeg håber og tror dog, at de fleste fortsat vil vælge livet, arbejdet og familien til.

Moralen er ikke, at vi skal droppe klimaafgifter og overlade alt til markedskræfterne. Den stilfærdige pointe er såmænd, at der vil blive lavet fejl, hvis beslutninger tages alene på baggrund af ét paramenter, mens andre legitime samfundshensyn ignoreres.

I bedste fald vil det føre til uskøn greenwashing og frelst moralisme, som hverken gavner klimaet eller samfundet. Det gør næppe en stor forskel, om bilerne tankes op i Danmark eller Tyskland, eller om vi importerer fødevarer fra udlandet i stedet for at producere dem selv.

I værste fald kan tunnelsynet være en trussel for samfundet. Det var f.eks. sikkert godt for både tysk økonomi og klima at købe russisk gas. Tyskland glemte bare værdien af at være uafhængig af regimer, som ikke vil dem noget godt.

Klimadebatten må begynde med en fundamental diskussion af, hvilke aktiviteter der samlet set skaber værdi for samfundet. Så kan der investeres i konkrete forbedringer af disse aktiviteter og nye alternativer. Og lad dog være med at bruge klimaafgifter til at bestikke udvalgte vælgergrupper, som vi ser det nu med flyafgifter. Provenuet bør bruges til at sænke afgifter på klimavenlige alternativer eller investere i udvikling og innovation. Ellers bliver klimasagen blot et gedulgt alibi for generelle skatte- og afgiftsstigninger.