Arbejdspligten er et ærligt forsøg på at få flere med i fællesskabet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

En gruppe folketingsmedlemmer fra Alternativet fremførte her i avisen en skrap kritik af det nye forslag om en 37 timers arbejdspligt, som fortjener en nuancering. I indlægget fra Alternativet bliver det fremstillet, som om vi alle sammen er på vej til at blive tvangsindlagt til et liv i kedelige nyttejob. Og hvem vil ikke gerne undgå det? Men det er på ingen måde hensigten med lovforslaget, og Alternativet har måske bevidst fejlanalyseret det?

Så lad os nu lige trække vejret og se på tingene fra en anden vinkel.

For det første må vi anerkende, at arbejdspligten er et forsøg på at løse et reelt problem: parallelsamfund og manglende integration. Og nej, det er ikke en hetz mod bestemte grupper i samfundet, men et ærligt forsøg på at få alle med i fællesskabet, hvilket den store sum penge, der er sat af til formålet, også understreger.

Vi ved alle, at arbejdsløshed og social isolation kan føre til mistrivsel og udelukkelse. Er det ikke værd at forsøge at gøre noget ved det?

Lad os heller ikke glemme, at arbejdspligten også kan være en vej til at udfordre fastlåste mønstre og kønsroller, især for kvinder i visse miljøer. Er det ikke på tide, at vi tager et opgør med de strukturer, der fører til, at kvinder ikke kommer ud i samfundet?

For det andet er arbejdspligten et forsøg på at bringe folk tættere på arbejdsmarkedet. Ja, mindstesatsen er ikke høj, og ja, det kan virke uretfærdigt, at man skal arbejde ”fuld tid” for denne ydelse, men bemærk lige, at muligheden for uddannelse og sprogkurser også indgår i planen. Hvis vi samtidig kan få folk væk fra overførselsindkomster og give dem en chance for at bidrage til samfundet og føle sig som en værdifuld del af fællesskabet, ser jeg det som et stort fremskridt.

Arbejdspligten er ikke løsning på alt, og der er uden tvivl mange nuancer, som vi skal være opmærksomme på. Men lad os ikke miste de gode intentioner af syne, netop da det er en problemstilling, der har været kendt i årevis, og som ingen har fundet andre gode løsninger på – selvom man har afprøvet mange initiativer.

Moderaterne er store fortalere for tillid, men når det viser sig, at den nuværende fremgangsmåde ikke virker, bliver man nødt til at kigge på alternativer. Jeg håber da, at vi kan blive enige om, at det er en problemstilling, der fortjener, at vi gør en indsats?