Arbejdspligt er seneste skud på stammen i en arbejdsstat, der opsluger alt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Arbejdsudbud er den nye valuta. Det bekendtgjorde landets statsminister, Mette Frederiksen, for nylig. Efter den seneste kontanthjælpsaftale hersker der ingen tvivl om, at Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne vil opgøre vores værd for staten i vores arbejdstid. Partierne indfører nemlig nu en 37 timers arbejdspligt for en gruppe borgere i kontanthjælpssystemet.

Arbejdspligten betyder, at borgere i kontanthjælpssystemet på den særligt lave SHO-ydelse skal i “nyttejob” for det offentlige ved f.eks. at samle skrald på stranden eller vaske tøj. Efter årtiers ødelæggelse af det sociale sikkerhedsnet og såkaldte “arbejdsudbudsreformer” – altså reformer, der har det ene formål at gøre det besværligt at modtage ydelser – ser vi med 37 timers arbejdspligt det seneste skud på stammen i arbejdsstaten.

Vi har endegyldigt bevæget os fra velfærdssamfundet til arbejdsstaten. Udviklingen har været undervejs i årtier i Danmark, men særligt de seneste år har bevægelsen været tydelig. I et velfærdssamfund modtager vi offentlige ydelser og servicer baseret på en universel ret, mens vi i arbejdsstaten skal søge om offentlige ydelser, behovvurderes og kontrolleres, før vi kan modtage dem. Det kan lyde harmløst, men det har skabt et systemmonster.

Beskæftigelseslovgivningen fylder nemlig over 30.000 sider med massevis af kriterier, retningslinjer og krav. Sagsbehandlere tynges af de deraf følgende administrative byrder. Mens de mennesker, som møder systemet, bliver mødt af mistillid, kontrol, rigid dokumentation, langsom sagsbehandling og nedværdigelse.

Arbejdspligten er i den henseende blot endnu en udbygning af arbejdsstaten.

Oveni det er arbejdspligten diskriminerende, fordi pligten er målrettet borgere med etnisk minoritetsbaggrund. Pligten gælder nemlig kun for mennesker, der ikke har haft fast bopæl i Danmark i de seneste 9 af 10 år. Det kommer til at opdele arbejdsmarkedet i et A- og B-hold afhængigt af ophav.

Det er forskelsbehandling, og det er ikke tilfældigt. Tværtimod er diskrimination i vores lovgivning, og særligt hvad angår sociale rettigheder og offentlige ydelser, blevet normaliseret de senere år.

Udover diskriminationen er det vanvittigt, at SHO-ydelsen skal fungere som betaling for et fuldtidsarbejde. SHO-ydelsen er en af de absolut laveste overførselsindkomster, man kan være på. På den laveste sats modtager man 6.350 kr. om måneden før skat, hvilket svarer til en timeløn på under 50 kr. Med arbejdspligten får vi dermed en stor gruppe underbetalte mennesker.

Selv, hvis man er enig med regeringen i, at lønarbejde er vores eneste værdi for staten, så er arbejdspligten en ineffektiv fornøjelse. Beskæftigelsesministeriet forventer nemlig kun, at arbejdspligten vil medføre 300 nye fuldtidsbeskæftigede. Vel at mærke til en forventet pris på 170 mio. kr. for samfundet. Det må siges at være dyre, nytteløse nyttejob.

Mest af alt udstiller arbejdspligten et samfund præget af mistillid. Regeringen har grundlæggende ikke tillid til borgerne.

Arbejdsstaten tror nemlig, at mennesker ønsker at snyde andre. At borgere ikke ønsker at have et job, hvis de kan undgå det. At mennesker snylter på offentlige ydelser og står dem selv nærmest. Selvom der ganske vist er nogle mennesker, der vil snyde, så gælder det langtfra flertallet.

Alligevel har vi bygget et kontrolsamfund rettet mod de få. På trods af at regeringen bryster sig af at ville »afbureaukratisere«, så indfører selvsamme partier dermed endnu mere tung lovgivning.

Vi skal tage et opgør med arbejdsstaten, og det kræver tillid. Tillid til, at langt de fleste mennesker vil fællesskabet. I sidste ende bør vi ikke spørge os selv, om vi ønsker at fjerne bureaukratiet, men snarere, om vi ønsker at fjerne den mistillid, der medfører bureaukratiet.