Hvorfor skal jeg have historie, når jeg vil være revisor? Fordi!

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som tidligere gymnasielærer på et handelsgymnasium mødte jeg ofte spørgsmålet: ”Hvorfor skal jeg have historie, når jeg vil være revisor?” Velsagtens et af de sjoveste og sørgeligste spørgsmål, man kan få, og et spørgsmål, der bunder i en accept af den politiske nyttetænkning: at vi mennesker er reduceret til vores beskæftigelse. Måske er det ikke så underligt, at vores ungdom mistrives.

Med sit nye udspil på skoleområdet foreslår regeringen at fjerne minimumstimetallet for historie som fag. Så historie ikke længere er obligatorisk. Så det kan gøres til et valgfag eller fjernes helt?

Måske skulle jeg have været lidt mere omhyggelig med at svare på elevens spørgsmål, når selv vores fremmeste uddannelses- og skolepolitiske frontkæmpere, Mattias Tesfaye og Christina Egelund, tilsyneladende også er forvirrede og ikke kan få historie passet ind i den politiske nyttetænkning. Og det selv om deres chef ved passende lejligheder hiver citater frem af Anker Jørgensen eller Stauning, når det er belejligt. At citaterne forinden er trukket igennem en gammeldags tøjrulle, så de mister deres form og kontekst, men passer til øjeblikket, betyder vist ikke så meget.

Så kære tidligere elever: at kende vores historie er forudsætningen for at kende os selv. Både den lille historie og den større. Historien binder os sammen i de store og små fællesskaber, vi lever i. Familien, skolen, arbejdspladsen, samfundet, kontinentet, verden. Det er gennem disse fællesskaber, vi erindrer, hvem vi er, og derved skaber kronologi og sammenhæng. Skaber mening. Det er derfor, vi tager billeder af os selv og hinanden og gemmer dem i et fotoalbum.

Den smøre vakte sjældent genklang.

I stedet svarede jeg mine elever ved at spørge, hvad der ville ske, hvis de fik slettet deres minder og erindringer. Hvad det ville betyde for samfundet, hvis vi ikke længere kunne huske, hvad der skete i går? Det fik som regel eleverne til at stille et andet frekvent, sjovt og sørgeligt spørgsmål: ”Må vi gå ud at hente vand?”

Selv vores udenrigsminister ville sikkert feje ordene til side som pjat. I hvert fald er Lars Løkke Rasmussen blevet citeret for at sige: » Historie har aldrig været mit stærkeste fag på gymnasiet. (…) Det, der interesserer mig, er det fremadrettede.«

Smart. Så behøver man i virkeligheden ikke vide noget. Konflikterne i Palæstina og Ukraine reduceres til at være nogen, der skyder på hinanden. Og diskussionen om den danske velfærdsstat bliver blot til et spørgsmål om, hvor meget vi har lyst til at betale i skat. Jeg vover det ene øje og spår, at det ikke bliver Lars Løkke Rasmussen fra Græsted, der løser konflikten i Mellemøsten. Ved nærmere eftertanke vover jeg også det andet.

Vi mangler ærlighed og redelighed vedrørende skole- og uddannelsespolitikken i Danmark. Vi kan ikke skrive i folkeskolens formålsparagraf, at folkeskolens opgave er at gøre eleverne fortrolige med dansk kultur og historie, når vi så fjerner historie som obligatorisk fag.

Vi kan ikke have politikere, der siger, at folkeskolen skal kunne rumme børn med særlige behov for ikke at skabe stigmatisering og segregering, når det i virkeligheden handler om at spare på dyre specialtilbud.

Vi kan ikke have en uddannelsesminister, der fastholder, at vi bliver bedre uddannet ved at forkorte uddannelsestiden på kandidatuddannelser og tilbyde halve undervisningsdage på læreruddannelserne.

Vi kan ikke have en undervisningsminister, der påstår, at skolebørn vil lære mere af at gå mindre i skole.

Der bliver god plads på landets fodboldbaner, når vores fodboldpiger og -drenge finder ud af, at de bliver bedre fodboldspillere, hvis de træner én gang om ugen i stedet for to. Men som jeg hørte en skoleleder sige: »Jo kortere tid børnene går i skole, jo færre konflikter oplever vi.«