Det er lettere at tæmme en vild laks end at puste liv i en død sild
Jeg må erkende, at SVM-konstellationen gør, at der træffes langt flere modige beslutninger og skabes flere gode resultater.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Gennem årene har jeg rejst stærk kritik af regeringerne og især S-regeringen, som gik mere op i personlig branding og taburetklæberi.
Når man så udsættes for en flertalsregering hen over midten, hvor mine ”egne” er med i regering, er det svært på samme måde at kaste sten mod glashuset. Man risikerer at ramme dem, man har stemt på, og min kritik er derfor nærmest usynlig efter valget. Ikke nødvendigvis fordi jeg er enig i alt, regeringen finder på, men jeg må erkende, at denne trepartiskonstellation gør, at der træffes langt flere modige beslutninger og skabes flere gode resultater, og at flere ting går i den rigtige retning med knap så langsom en beslutningsproces.
Oppositionen er nærmest koblet af og usynlig både til højre og venstre – de synes dybt frustrerede over ikke at være med ved bordet. De, der før råbte og skreg foran tv-kameraerne, er stort set væk – Pia Olsen Dyhr og Søren Pape m.fl. ser vi nu kun øffe, hvis der er en meget stor sag, men ellers ikke.
Den nye regering har faktisk afmonteret også mig som den vilde laks, der kritiserer beslutningerne på Borgen. Er det godt eller skidt?
Jeg er glad for at se, Danmark klarer sig godt, men vi har fortsat mange store udfordringer, der godt kunne tages bedre fat på: på hele sundhedsområdet, psykiatrien, kriminalitetsindsatsen, ældreplejen, hvor borgeren burde kunne mærke positive forandringer i et højere tempo, end det sker. Fordi vi har en flertalsregering, der kan stemme løsningerne og reformerne hjem selv.
Alle de penge, som finansministeren har fundet i flere omgange, burde målrettes en indsats for at skabe verdens bedste sundhedssystem igen.
Regeringen har ingen undskyldninger for ikke at kunne gøre det. De har magten, de har pengene – men har de viljen, lysten og de rette idéer?
Jeg stemmer for de vilde laks, ikke de døde sild.