Hvordan går det med strategien, Mette Frederiksen?
Danske kommuner er i fuld gang med at finde chefer, der skal implementere Barnets Lov.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Under valgkampen i 2022 førte Mette Frederiksen (S) en kamp mod dokumentation i det offentlige. Nu var det borgerne og patienterne på landets hospitaler, det gjaldt.
Nu vil jeg som patient på et hospital gerne have dokumentation, så jeg kan vurdere den behandling, som en læge havde tænkt sig at sætte i gang. Naturligvis har lægen en faglighed, som jeg ikke har. Men jeg vil da gerne forstå så meget, som jeg kan, i et behandlingsforløb.
Mantraet for Barnets Lov er langt hen ad vejen at sætte skoler og daginstitutioner fri. Væk med unødigt bureaukrati. Nu skal pengene ud, hvor børnene er.
Jeg er langt hen ad vejen enig i de visioner, der ligger i, at langt de fleste beslutninger bedst tages dér, hvor børnene er. Konsekvensen af det er bare, at der skal fyres medarbejdere på rådhuset og ansættes mere personale i de enkelte skoler og institutioner.
Derfor kan det undre mig, at flere af landets kommuner nu ansætter chefer, der skal implementere Barnets Lov. Hvis målet er afbureaukratisering, må konsekvensen være, at nogle færre medarbejdere i den nuværende organisation kan klare opgaven.
Nu er det også sandsynligt, at de nye chefer skal holde øje med, om de enkelte skoler og institutioner overholder en lov om begrænsning i brugen af mobiltelefoner og tablets.
Jeg er personligt ikke imod medarbejdere, der er medlem af Djøf. De fortjener også respekt for deres arbejde. Men jeg kan godt være bange for, at heksejagten fortsætter, hvis den næste statistik viser, at der er flere administrativt ansatte på børn- og ungeområdet, end før Barnets Lov blev indført. Så har vi nemlig opnået det stik modsatte af, hvad regeringen siger.
Det kræver naturligvis nogle ekstra ressourcer at implementere en ny lov. Hvis Barnets Lov skal ske i forhold til målet, skal det bare ske ude i skolerne, i børnehaverne og i vuggestuerne.