Det er også mit landshold

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg tilhører en stor gruppe, der sætter pris på at se en god fodboldlandskamp. Jeg er ikke fanatiker, følger ikke noget klubhold og har ikke fodboldhalstørklæder hængende i bilen. Det er vi mange, der ikke har, og vi udholder heller ikke at høre på timers snak fra såkaldte fodboldeksperter før kampen – en snak, der ofte antager form af ugebladssladder: Hvem er uvenner med hvem, eller på hvilket klubhold har vedkommende haft en smule snue op til kampen, nyskilt, gift ...

Endnu værre er det, hvis ikke man får slukket til efterbehandlingen, hvor vi gennemgår de episoder, vi alle sammen har set med egne øjne. Groteske scener udspillede sig efter seneste landskamp, da eksperter under ledelse af en dybt chokeret Camilla Martin gennemgik de danske scoringer, men forbigik de tre fremragende mål fra Kasakhstan. I første halvleg kunne Morten Bruun overlegent fortælle os, at Kasakhstan reelt kun havde to spillere, der kunne spille fodbold, og derfor – når de skød på mål – udtrykte, at det var desperate handlinger. Vi må altså konkludere, at enten er Morten Bruun ikke den ekspert, han udgiver sig for, eller også har vi et meget dårligt landshold.

I alle tilfælde gjorde vi en ynkelig figur til VM. Vores landstræner tog venligt hele ansvaret på sig, mens vi stadig venter på en form for selverkendelse i forhold til kampen mod Kasakhstan. Selvfølgelig er der nogle spillere, som kan og måske bør udskiftes, men vi kan jo ikke udskifte hele holdet. Kære Hjulmand. Det er flot, du tager ansvaret; nu mangler du bare at tage konsekvensen.