Vi skal afsløre fagbossen. Men ikke med de pinagtige sms'er på elskerindens telefon

Jeg ville gerne have afsløret 3F-fagbossen Per Christensen. Men Jyllands-Posten ville aldrig have skrevet historien, som BT gjorde. Det rager ikke nogen, om han tog morgenbrød med hjem efter sin utroskab. Og hvor efterlader det barren for det private i offentligheden?

Chefredaktør på Jyllands-Posten. Marchen Neel Gjertsen.

Engang sidste år sad jeg på et værtshus i København, da en bekendt fra Christiansborg stødte til vores bord og fortalte en kulørt historie. Den handlede om 3F’s formand, Per Christensen. Han havde angiveligt haft et forhold til to kvinder på én gang. Nu var det blevet afsløret.

Vildt nok. Hvordan havde han overhovedet evnet det?

Snakken gik livligt. Men jeg må tilstå, at jeg ikke overvejede et splitsekund at researche videre på sagen. Der fejlede min nyhedsnæse nok. Men historien den aften meldte bare ikke noget om magtmisbrug og embedssvig. Man har også efterhånden hørt så meget.

Vi har haft kilder, som tippede os om toppolitikere, der købte sig til sex. Vi ved, der er folketingsmedlemmer, der har bildt konen ind, at partiet kalder, mens de ligger og knalder. Politikere, der har haft et voldsomt og åbenlyst alkoholmisbrug. Ordførere, der har haft forhold til ministre. Folkevalgtes feticher og seksuelle præferencer. Det hele rygtes i ormegården.

Slotsholmssladdermaskinen har altid gungret afsted i en jargon, der ville få de fleste skurvogne til at fremstå kedelige.

Men jeg har da aldrig overvejet at skrive om det i Jyllands-Posten. For det er ikke pressens opgave at løfte dyner og svælge i det private uanset hovedpersonens position.

Prostitution er lovligt, alkoholisme er en sygdom, utroskab er en udbredt karakterbrist, tabubelagte seksuelle præferencer rager ikke nogen. Skal den type historier skrives, må man ulejlige sig med at dokumentere relevansen for vedkommendes hverv.

Der har i dansk pressetradition været konsensus om at lade det private være privat. Også de tabloide medier har værnet om det skel. Kun ganske få eksempler kan jeg komme i tanke om, hvor grænsen blev overskredet. De Konservatives Lars Barfoed måtte for år tilbage se sin personlige liste med konens og elskerindens fordele og ulemper optrykt i Ekstra Bladet. Bob bob.

Men den seneste forsidebasker i BT om 3F-fagbossen Per Christensens dobbeltliv markerede grundlæggende et skred i dansk presse. Alle bør gøre sig selv den ulejlighed at nærlæse hele BT’s historie, der desværre ikke kun markerer en afdækning af fagbossens svigt, men også en trist mærkedag i dansk mediehistorie.

Dele af historien var sådan set nogenlunde ligetil.

Per Christensen fik en lejlighed stillet til rådighed, selv om den var tiltænkt værdigt trængende chauffører. Han opfandt mystiske løgne om danske ministre, som satte hans egen og 3F’s troværdighed på spil. Han var også under anklage for at bruge forbundets advokat til at intimidere en kvinde til tavshed (hvad BT dog ikke kunne dokumentere).

Flere oplysninger i sagen var ganske relevante for offentligheden. Ekstra Bladet skrev også efterfølgende en glimrende historie om, hvordan kammeraterne i Arbejdernes Landsbank belejligt havde sat den skilsmisseramte Per Christensen foran andre ansøgere i køen til en lejlighed.

En fællestillidsmand skal ikke sætte sig selv før fællesskabet. Så svigter han. Det har fællesskabet krav på at vide, så kollektivet kan erklære sin mistillid. Frem med det. Pampervældet bør altid have pressens opmærksomhed.

Men det var bare ikke omdrejningspunktet i BT-historien. Der blev formentlig sat rekord i antal linjer i en enkelt artikel på bt.dk, da avisen ved samme lejlighed oprullede en række personlige sms’er og hele det spind af løgne, som åbenbart havde været rammen for Per Christensens privatliv i en periode.

BT gengav sms’er med mystiske historier, som Christensen sendte til den ene og anden partner. Og som kvinderne nu havde sammenholdt til afsløring af løgnene. Læserne fik også forklaret, hvordan han efter et besøg hos den ene vendte retur til den anden og havde taget morgenbrød med på vejen. Morgenbrød!

Jovist fik man ondt af de kvinder, og man labbede da hele historien i sig som en lun Cocio i pølsevognen.

Det hele var beskrevet som et patologisk ”dobbeltliv”. Et begreb, der i sig selv fik alle til at enes om, at det her må være langt værre end almindelig utroskab.

Ifølge Christensen selv var han forelsket i to kvinder samtidig. Men uanset hvad, så findes der mig bekendt ingen lov eller anden form for regulering af antallet af elskerinder, ej heller engagementet i elskerindernes familieliv eller antallet af løgne på hjemmefronten. Flerkoneri er forbudt i Danmark, men han havde ikke giftet sig med to. Vi har heller ikke et regelsæt for, om man bør tage morgenbrød med hjem efter sine unoder eller ej.

Per Christensen har påført kvinderne en familietragedie. Men den er privat, og BT forsømte at dokumentere relevansen for mandens professionelle virke. Kvinderne gik også til 3F med deres anklager, før BT bragte dem frem. Det kunne man snildt have skrevet. At der var landet nogle voldsomme beskyldninger om formandens privatliv. Men skal medierne svælge i hans sms’er og gengive hans ægteskabelige bedrageri i detaljer?

Man kunne nøjes med at bringe det relevante og holde sig for gode til at bringe resten. Så havde historien bare været en anden og ikke så saftig.

Historien fraviger grundprincippet om at skelne skarpt mellem det offentlige og det private. Og det er problematisk for os alle. For skellet er garanten for vores troværdighed som medier. Et dige, der værner vores offentlige samtale imod sladderpresse og paparazzikultur. Det er de etiske regler, der hæver pressens oplysninger over bodegaens.

I vejledningen for god presseskik - den formelle samfundskontrakt for de frie medier i Danmark - er hensynet til det private derfor også regel nr. 1: »Meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse.«

Også magtfulde mennesker er omfattet af den rettighed, medmindre vi kan løfte dokumentationen for, at det private har relevans for det professionelle.

Da Per Christensens dobbeltliv blev afsløret, gik både Berlingske og nichemediet Altinget straks ind i sagen. Begge steder følte chefredaktørerne sig dog kaldet til at skrive en længere klamamse om, hvorfor de bragte historien, selv om medierne normalt respekterer privatlivets fred.

Sigende er det, at dokumentationen ikke talte for sig selv, men krævede en forhåndsundskyldning fra hjørnekontoret. Og undskyldningerne var dårlige.

For ja, vi skal skrive om pamperier, omgåelse af regler og fagbossers gradbøjning af privilegier til egen fordel. Det kan ingen være uenige i. Det undskylder bare ikke at bringe det private.

Medmindre barren er et nyt sted nu? Så vi drager et fuldstændigt lighedstegn mellem personlig moral og professionelt virke?

Det kan blive meget travlt så. For hvor er der mange i eliten, som ikke ville bestå en offentlig tillidstest, hvis vi vidste alt om deres privatliv og kunne læse deres sms’er. Jeg ville i hvert fald ikke, og det kender jeg mange andre, der heller ikke ville.

Stiller vi højere krav til vores lederes personlige integritet i dag end tidligere? Ja. Og sagen om Per Christensen har også affødt tvivl og debat blandt mange – også på Jyllands-Posten, hvor vi ikke alle er enige. Moral er individuelt. Og når vi nu ved disse ting om manden, er der jo ingen, som ønsker at forsvare ham som person.

I BT’s historie var de eneste kritiske kilder svigtede ekskærester og deres venner. Parter i sagen. Da først den var offentliggjort, var hans fald en selvopfyldende profeti. Selvfølgelig kan 3F’erne ikke have en formand, hvis skyggesider vi nu alle kender, for de skygger kastes uundgåeligt over hele forbundet. Jeg ville da heller ikke repræsenteres af en leder, om hvem vi nu ved alt dette.

BT kastede den første sten, og klichéen leder tankerne hen på passagen i Johannesevangeliet. Udtrykket – at kaste den første sten – bruges normalt til at påpege hykleriet ved at dømme andre for noget, hvis man ikke er et hak bedre selv. Men historien handler egentlig om Jesus. Det var for at teste Jesus selv, at hans skeptikere førte en utro kvinde til ham og ville vide, om de skulle stene hende, som loven foreskrev. Jesus svarede, at den af dem, som var uden synd selv, skulle kaste den første sten. Det var ingen af dem, og derfor gik de.

Men synet på skøgen var først og fremmest en prøvelse af Jesus.

Mediernes egen troværdighed testes hver eneste dag. Der er kun os selv til påtage os ansvaret for ordentlighed og grænsedragning. Vores beslutninger skal følge publicismens værdier, ikke folkestemningens. Derfor skulle jeg have spidset mere ører dengang på bodegaen. For Jyllands-Posten ville gerne afsløre Per Christensen. Men vi ville aldrig have bragt historien i den form, som BT gjorde.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.