Selvfølgelig skal ingen rette i vores kulturarv

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er dejligt, der har været så stor interesse for min nye sang ”Det har været et vildt og voldsomt regnvejr”. Det er til gengæld sørgeligt, når den af skribenter angribes for at være antinational eller et udtryk for censur af den gamle sang. Seneste harcelerede Katrine Winkel Holm imod sangen her i JP, og i den forbindelse bliver jeg nødt til at rydde en række eklatante misforståelser af banen. Debat er god og vigtig, men ikke hvis den hviler på usande udsagn og falske påstande.

Sangen er skrevet i stor kærlighed til Danmark, til sønderjyderne og deres historie og kamp og til de danske kerneværdier. Alle, som har fulgt mit arbejde med danmarkshistorien, kongerækken, salmer etc. ved, at jeg elsker det danske, vores kulturskat, vores fællesskab og vores historie. Også dens skyggesider. Jeg arbejder for at udbrede kendskabet til vort folk, dets historie og kultur til de yngste generationer, og det føles derfor helt grotesk at blive anklaget for at ville bortcensurere den gamle sang eller ændre i historien.

Misforståelsen startede, da TV 2 bragte en nyhed om min sang, hvor det hed sig, at jeg havde bortcensureret linjen »frø af ugræs er føget over hegnet« til en mere spiselig og politisk korrekt formulering om at rumme andre mennesker. Hvis dette havde været sandt, kan jeg godt forstå, at folk bliver sure, for selvfølgelig skal ingen rette i vores kulturarv. Johan Ottosens tekst er smuk og skarp, og hvis Danmark i dag var besat af en fremmed nation, ville jeg garanteret også skrive en lignende sang imod denne besættelsesmagt. Men det er ikke sandt. Johan Ottosens sang fra 1890 står stadig, som den altid har stået. Jeg har ikke ændret et komma i den, og jeg spiller den uændret ved alle mine koncerter og sætter den ind i sin historiske sammenhæng. Ligesom jeg synger min nye version, som er en hyldest til det nuværende grænseland, hvor tidligere tiders had og frygt er afløst af gensidig accept og fredelig sameksistens.

Oven på to verdenskrige var der naturligt nok fremmedhad og frygt i det sønderjyske, og tidligere tiders tro på et tysk verdensherredømme blev heldigvis gjort til skamme. Linjen »på trods af skel og tro« bør derfor ikke sættes ind i en nutidig indvandringsdebat, og alle påstande om, at min sang er et politisk statement, er forfejlede. Sangen handler om kulturers ret til at leve side om side i gensidig respekt for hinanden, og den handler om, at dialog altid er at foretrække frem for magtudøvelse. Det er vigtige danske kerneværdier i den moderne globaliserede verden. Hvor grænsen skal sættes, når vi taler moderne integrations- og asylpolitik vil jeg overlade til hver enkelt at tage stilling til, men det går over min forstand, hvis man ikke må opfordre børn (og voksne) til at løse konflikter ved dialog – i respekt for andre og med ønsket om, at de respekterer os. »Vi må kæmpe for ret og pligt og fred,« skriver jeg.

Når jeg spiller mine koncerter om Genforeningen, som vi gør mange gange hver uge dette forår, så omdeler vi et sanghæfte til både børn og voksne. I dette sanghæfte står både ”Det haver så nyligen regnet” og ”Det har været et vildt og voldsomt regnvejr”. Jeg fortæller hele historien om Slesvig og Holsten, lige fra deres tid som hertugdømmer, gennem de slesvigske krige, preussernes mangeårige undertrykkelse, de stakkels sønderjyske mænd, som blev sendt i tysk krigstjeneste mod deres vilje, og frem til Genforeningen i 1920.

Jeg fortæller om den demokratiske proces i forbindelse med afstemningerne, og jeg lægger ikke skjul på de trængsler, sønderjyderne måtte gennemgå fra 1864-1920, ligesom jeg heller ikke forbigår at synge ”Det haver så nyligen regnet” i den forbindelse. I den moderne tid redegør jeg for, hvordan grænselandet i dag er eksempel til efterfølgelse for politikere fra hele verden, og i denne kontekst har jeg skrevet den nye sang ”Det har været et vildt og voldsomt regnvejr” på den gamle melodi. Vi synger sangen, og p.t. har vi optrådt omkring 30 gange og kun oplevet glæde og begejstring for hele fortællingen og for begge versioner. Også blandt tusindvis af sønderjyder.

Jeg håber, at våbnene snart kan blive lagt i denne efterhånden absurde debat, hvor mit arbejde er blevet totalt misforstået af nogle få skribenter. Jeg glæder mig til resten af de 112 koncerter ude hos folk, og jeg håber på forståelse for, at man i et moderne demokrati gerne må skrive en ny tekst, som omhandler grænselandets nuværende status som værende rummeligt over for naboerne og mindretallene. Lad os lægge våbnene og fejre Genforeningen i stedet for at strides om ord. Ellers ender det jo i omvendt censur – at jeg ikke må synge min nye sang. Sådan bør det ikke være i et moderne demokrati med ytringsfrihed.