Demokratikommissionen er slet ikke færdig med sit arbejde

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Dansk Ungdoms Fællesråds Demokratikommission har netop afleveret sin rapport. Et digert – og grundigt – værk på næsten 200 sider med analyser af demokratiets tilstand her i lille Danevang, og ikke mindst med forslag til hvordan Danmark kan blive endnu mere demokratisk velfungerende.

Et af de temaer, kommissionen har kigget nærmere på, er lovgivningsarbejdet. Og lad det være sagt med det samme: Det er et temmelig godt sted at begynde, hvis vi vil gøre vores demokrati både bedre og mere effektivt.

Desværre har Demokratikommissionen på dette område en blind vinkel. Og endda en temmelig uheldig én af slagsen: Jo, det er både relevant og vigtigt at få styrket de folkevalgtes muligheder for at arbejde med lovgivningen. De skal klædes endnu bedre på og have ressourcer til reelt at kunne diskutere med ministerierne.

Men – og det er betydeligt men – hvad med ministeriernes arbejde med lovgivningen? Er der slet ikke noget, vi kan gøre her? Selv om Demokratikommissionen anerkender, at der er problemer med faldende brug af lovforberedende udvalg, så adresserer man det ikke med et forslag. Selv om kommissionen understreger, at der er udfordringer med høringsprocessen, er der ikke idéer til at gøre det bedre. Og selv om den peger på stigningen i antallet af bekendtgørelser, får vi ingen dybere tanker om, hvordan denne udfordring skal håndteres.

I dag bruges tusinder og atter tusinder af højtuddannede og højtbetalte medarbejderes arbejdstimer på at forberede lovforslag, inden forslagene kan falde i de folkevalgtes kyndige hænder. For hvert lovforslag skal man i embedsapparatet både vurdere omkostninger for erhvervsliv og offentlige myndigheder, Grønland og ligestillingen (for nu bare at nævne et par ting, der skal kigges på). Derefter kan man spørge de mange interesseorganisationer om deres holdning – for bagefter at læse alle deres høringssvar igennem og overveje, om det skal føre nogle steder. Det tager tid at være så grundig.

Men processen og dens resultater er langtfra altid lige gennemsigtig. Og det skader både demokratiet som sådan og kvaliteten af de regler, som du og jeg skal leve med efterfølgende.

Derfor må man spørge sig selv – og det burde Demokratikommissionen måske også have gjort: Kan vi slet ikke tilrettelægge disse mange timers arbejde på en lidt smartere og mere gennemsigtig måde til gavn for både kvaliteten af reglerne og de folkevalgtes muligheder for at følge med?

For selvfølgelig kan vi det. Vi kunne jo begynde med at stille mere håndfaste kriterier for, hvordan høringer skal gennemføres. Eller vi kunne være mere konsekvente med krav til det materiale, som flyder fra ministerierne til de folkevalgte. Eller langt mere systematiske i arbejdet med at analysere nye reglers reelle konsekvenser for samfundet. En regel er jo en regel – de fleste danskere er nok alligevel ligeglade med, om den står i en lov eller en bekendtgørelse, men næppe så ligeglade med, om en regel giver mening i virkeligheden.

Så kære Demokratikommission: Op på hesten igen. Jeres arbejde er slet ikke færdigt endnu.