FN ser Europa som den store brobygger mellem Kina og USA for at undgå opsplitning

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I år fejrer vi 75-året for afslutningen på Anden Verdenskrig – og dermed også 75-året for FN, som blev etableret for at undgå en ny verdenskrig, skabe sociale fremskridt og sikre respekt for menneskerettigheder.

FN fik til opgave på én og samme tid at være det sted, hvor nationer – og særligt stormagterne – krydser klinger verbalt for at løse konflikter uden våben, og det sted, hvor man i fællesskab arbejder med at skabe fremskridt for menneskeheden som sådan.

Den vision er lykkedes forbløffende godt. Går man rundt i FN-bygningen i New York en almindelig mandag eftermiddag, kan man gå direkte fra sikkerhedsrådssalen, hvor de permanente medlemmer, USA, UK, Frankrig, Kina og Rusland, kaster giftigheder efter hinanden over Syrien eller Ukraine, til et forhandlingslokale i kælderen, hvor de samme lande bliver enige om, hvordan vi bedst bekæmper tortur (forhandlinger, som Danmark i øvrigt altid leder) eller sikrer håndtering af humanitære kriser.

Konflikt og samarbejde side om side.

Men jo mere uforsonlige skænderierne i Sikkerhedsrådet bliver, jo mere genlyd giver det i forhandlingslokalerne i kælderen. Man kan sige, at FN over tid svajer lidt frem og tilbage mellem sine primære formål: I perioder, hvor stormagtsrivalisering dominerer verden, er FN’s vigtigste funktion at være stødpude og gyde olie på vandene. Når verdens stormagter er i nogenlunde balance, har FN bedre muligheder for at skabe fremskridt for menneskeheden.

De sidste tre årtier har FN’s hovedfokus været på fremskridt for menneskeheden. Og der har været turbo på. FN har sikret udryddelse af livsfarlige sygdomme, nedbringelse af fattigdom, løst og lagt låg på mange krige og konflikter, taget hånd om humanitære kriser og reddet millioner af menneskeliv.

For blot fire år siden blev verden enige om 17 fælles mål for verden (verdensmålene), og om hvad der skulle til for at inddæmme klimakrisen (Paris-aftalen).

Spørgsmålet er, om FN i 2020’erne igen svajer. FN’s generalsekretær, portugiseren Antonio Guterres er i hvert fald bekymret og taler om risikoen for “The Great Fracture”; risikoen for, at verden er ved at blive delt i to rivaliserende systemer med hver deres standarder og normer. To systemer centreret om hhv. USA og Kina, mellem hvilke kompromiserne kan blive vanskeligere og vanskeligere at finde. Fordi det langsigtede interessefællesskab fortrænges af kortsigtet interessemaksimering.

Bekymringen bliver ikke mindre af, at klimakrisen mere end nogen anden udfordring kræver akut og fælles global handling. Det er ganske enkelt utrolig dårlig timing, hvis verden bliver mindre samarbejdende lige præcis nu.

Generalsekretærens frygt deles af mange små og mellemstore nationer, der stadig mere højlydt erklærer deres opbakning til det internationale system og behovet for globalt samarbejde. Men spørgsmålet er, hvem af disse nationer der reelt er i stand til at agere brobygger og forhindre “The Great Fracture”.

Mange – inkl. Guterres – ser mod Europa. EU er en vigtig økonomisk og politisk samarbejdspartner for både USA og Kina og er verdens største donor, der yder over halvdelen af al statslig udviklingsbistand i verden.

Europa kan potentielt vise vejen frem mod den fælles handling, der er brug for. Det kræver imidlertid et stærkt, enigt og handledygtigt Europa, og også derfor har mange af verdens små og mellemstore nationer i de seneste år fulgt bekymret med i EU’s indre liv.

I erkendelse af, at der ikke er nogen tid at spilde, og at 2020’erne ikke umiddelbart står i kompromisernes og den globale forbrødrings tegn, har Guterres erklæret 20’erne for ”handlingens årti”. Filosofien er, at der ikke så meget er behov for at blive enige om nye globale aftaler, som der er behov for at handle på eksisterende.

Selv om enkelte lande frasiger sig allerede indgåede aftaler, må det ikke forhindre andre i at blive på sporet. Guterres kalder ikke blot nationale regeringer til handling, men i lige så høj grad den private sektor, civilsamfundet og lokalregeringer, der kan agere uafhængigt og deltage i det internationale samarbejde, selv om deres nationale regeringer skulle lægge armene over kors.

I arbejdet med at mobilisere ”handlingens koalitioner” har generalsekretæren brug for nye allierede og stærke eksempler på viljen til at handle.

Det var bl.a. derfor, at han blot få uger efter klimatopmødet i september i New York lagde vejen forbi København til topmøde i byernes klimaorganisation C40, og fordi den nye danske klimalov, dansk erhvervslivs aktive medspil og de 13 klimapartnerskaber, der skal bidrage til at omsætte målet om en 70 pct. reduktion af drivhusgasudledningen i 2030 til virkelighed, er gode eksempler på den type ambition, handling og partnerskaber, som generalsekretæren efterlyser.

Det redder ikke verdenen i sig selv, men det er med til at inspirere handling i andre lande og skabe opbakning til de handlingens koalitioner, hvorfra løsningerne på det næste årtis udfordringer skal genereres.

Ledestjerner behøver ikke at være store, bare de er mange og lyser klart. I 2020 får vi en første indikation på, om en tilstrækkelig stor del af verden ser lyset.