Jeg udviklede fanatiske regler omkring alt – bl.a. hvordan jeg skulle dyppe skeen i yoghurten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som prof.bach. i ernæring og sundhed og tidligere ortorektiker bekymrer det mig, at en ny undersøgelse viser, at 87.000 danskere lider af ortoreksi. En spiseforstyrrelse, hvor jagten på sundhed bliver sygelig, og som kan have store konsekvenser for den fysiske, mentale og sociale sundhed.

Spiseforstyrrelsen er mest udbredt blandt unge, hvor 4 pct. af de 15-34-årige lider af ortoreksi. Det svarer til en elev i hver gymnasieklasse.

På den baggrund ønsker jeg at dele min historie som tidligere ortorektiker for at øge kendskabet til spiseforstyrrelsen og for skabe en opmærksomhed omkring, hvor alvorlig ortoreksi er. Jeg er af den klare overbevisning, at ortoreksi bør opfattes som en selvstændig spiseforstyrrelse, og at der bør arbejdes på, at gøre ortoreksi til en anerkendt diagnose.

Der kan være mange årsager til at udvikle ortoreksi, men for mit vedkommende bundede det i lavt selvværd og et stort behov for at opnå ros og anerkendelse. Jeg var enorm påvirkelig over for alle krops- og skønhedsidealerne. For mig blev det sunde og slanke ydre meget attraktivt og noget, jeg stræbte efter, for at opnå andres accept.

Det startede med, at jeg udelukkede fede og sukkerholdige fødevarer fra min kost. Ret hurtigt oplevede jeg, hvor imponeret min omgangskreds blev, når jeg f.eks. havde viljestyrken til at springe kagen over.

Min interesse for sundhed voksede, og jeg sugede alle kost- og sundhedsanbefalinger til mig. Jeg begyndte at spise endnu mere frugt og grønt, flere fiberrige og magre produkter. Jeg blev fokuseret på at spise nok fisk og mejeriprodukter samt en mere varieret kost. Folk roste mig for min sunde og aktive livsstil. De mange komplimenter gav mig blod på tanden til at leve endnu sundere.

På et tidspunkt begyndte jeg nærmest at overfortolke sundhedsanbefalingerne. Jeg begyndte at have mange strikse regler omkring min kost. Jeg havde f.eks. en lang liste over forbudte fødevarer og udviklede fanatiske regler omkring alt, lige fra spisetempo og måltidintervaller, til helt små detaljer, såsom hvordan jeg skulle dyppe skeen ned i yoghurten.

Jeg opfattede ikke mig selv som værende syg på dette tidspunkt. Det var helt tydeligt for mig, at jeg hverken led af anoreksi eller bulimi, hvorfor jeg ved hjælp af udelukkelsesmetoden konkluderede, at jeg var sund og rask. Faktisk havde jeg opfattelsen af, at jeg gjorde alt, hvad der var godt og beundringsværdigt.

Jeg tænkte konstant på mad og planlagde alle mine måltider inde i hovedet. Alt drejede sig om at sikre, at jeg ikke risikerede at bryde nogle af mine kostprincipper. Hvis jeg kom til at bryde en regel, blev jeg fyldt af skyld, skam og dårlig samvittighed. Det betød så meget for mig at overholde reglerne, at det begyndte at gå ud over mit sociale liv.

Jeg forsøgte altid at undgå at spise ude, for det betød, at jeg ville miste kontrollen over måltiderne. Jeg løj engang om, at jeg skulle arbejde for at undgå at spise pizza til en klassefest. Jeg kom først, da jeg var sikker på, at de andre havde spist. Mens mine klassekammerater drak øl og sprut, havde jeg taget light saftevand med, som jeg påstod var blandet op med vodka.

Jeg ville stadig gerne være en del af fællesskabet, men hensynet til, at jeg ikke måtte spise fastfood, drikke alkohol og indtage ekstra kalorier, vægtede meget højere end at have en sjov aften på lige fod med mine venner.

Alle mine kostprincipper og fysisk aktive hverdag medførte, at jeg gennem en længere periode var i kalorieunderskud. I slutningen af 9. klasse vejede jeg 37 kg. På dette tidspunkt vidste jeg godt, at jeg er kommet ud på et ”skråplan”. Jeg havde ikke haft min menstruation længe, hvilket i sig selv var et tegn på, at min krop var under pres.

Det var min families store bekymring, der fik mig til at forstå alvoren. Min mor advarede på et tidspunkt min moster fra Jylland om, at de ikke skulle blive bange, når de så mig. Dér indså jeg, at jeg for længst havde passeret skråplanet, og at situationen var meget mere alvorlig.

Jeg havde et oprigtigt ønske om at tage på, for det havde aldrig været min hensigt at veje 37 kg. Mine forældre gave mig frie tøjler til selv at styre, hvordan jeg ville tage på. Derfor opfandt jeg nogle nye regler, der skulle øge kalorietætheden i min kost. Jeg skulle f.eks. spise 20 mandler om dagen og 100 g mørk chokolade i løbet af en uge.

Jeg gjorde meget ud af at fortælle min omgangskreds, at jeg ikke spiste chokoladen, fordi jeg var svag og ikke længere kunne modstå fristelsen, men fordi det var en del af min nye kostplan. Jeg var enormt bange for at ødelægge folks billede af, hvor sund jeg var.

Jeg indvilligede på et tidspunkt i at tage til lægen. Hun sagde ting, såsom at jeg skulle spise smør på brødet og drikke letmælk. Det var tydeligt, at hun overhovedet ikke forstod, hvad det handlede om.

J eg var meget ambivalent omkring at skulle tage på. På den ene side vidste jeg, at det var det rigtige at gøre, men på den anden side var det blevet en del af min identitet at leve ekstremt ”sundt”.

Det lykkedes mig at tage 10 kg på i løbet af 2½ år, men ortoreksien styrede stadig mit liv. Heldigvis fik jeg en kæreste, som har en stor del af æren for, at jeg er rask i dag. Han hjalp mig med at bekæmpe ortoreksien ved bevidst at bryde reglerne med en enorm dårlig samvittighed til følge.

Jeg husker, at min mor engang sagde til mig: »Jeg ville have givet dig en softice, men sådan noget spiser du jo ikke.« Hvis jeg havde haft den mindste smule mod på at spise en is netop den dag, var al lysten da taget fra mig, selvom det var kærligt ment. Det var kommentarer som denne, der gjorde det ekstra svært for mig at begynde at spise de ”forbudte” fødevarer.

For at blive rask skulle jeg bryde reglerne og erfare, at jeg ikke blev et dårligere menneske af at spise en softice, to æbler på samme dag eller spise aftensmad efter kl. 18.00.

Min kæreste både udfordrede og støttede mig, han gav mig den bekræftelse, jeg havde brug for. Det var enormt svært, men trods det formåede vi at bekæmpe ortoreksien sammen. Det var formentlig ikke sket, hvis ikke det var, fordi mit selvværd voksede markant af, at jeg fandt sammen med min kæreste.

I dag har jeg været rask i mindst seks år, men sundhed fylder stadig meget i mit liv, idet jeg arbejder jeg som kostvejleder i Odense Kommune. Mit job er at hjælpe andre med at finde den sunde balance – en balance, jeg selv havde så forbandet svært ved at finde.