Lad fornuften sejre, og undlad at forlænge den såkaldte arbejdsgiverperiode for sygefravær

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der har på det seneste været en del polemik omkring den såkaldte arbejdsgiverperiode. Det er den del af en medarbejders sygefravær, som arbejdsgiveren finansierer fuldt ud. I skrivende stund er den periode 30 dage, men regeringen har i sit finanslovsforslag ønsket at øge perioden til 40 dage. Det er uklogt, for det er et usmart håndtag at hive i for at få lidt ekstra penge.

Der er blevet hevet i håndtaget flere gange siden 2007, hvor perioden var på 14 dage. Nu er den som sagt 30 dage, og det er cirka det dobbelte af, hvad de har i Sverige og Norge. Det konkrete forslag fra regeringen vil øge arbejdsgivernes udgifter til sygefravær med knap en halv milliard kroner. Begrundelsen er et »ønske om at give arbejdsgiverne et større incitament til at sikre et godt arbejdsmiljø og forebygge sygefravær«.

Det lyder naturligvis fint og flot, men investeringer i et godt arbejdsmiljø handler først og fremmest om ansvarlig ledelse og et ønske om høj produktivitet. I veldrevne virksomheder er et godt arbejdsmiljø en naturlig del af strategien til at opnå begge mål.

Perspektiverne ved ikke at satse på et godt arbejdsmiljø er således langt mere vidtgående end blot et spørgsmål om længden af arbejdsgiverperioden.

Derfor har de to ting i virkeligheden ikke meget med hinanden at gøre. Til gengæld vil en forlængelse af perioden tilbagerykke grænsen for, hvor længe en virksomhed kan forsvare at fastholde en sygemeldt medarbejder. Øgede udgifter til sygefravær vil samtidig gøre virksomheder mere påpasselige i forhold til at ansætte ansøgere med sygdomshistorik og nedsat helbred.

Blandt andet derfor er forslaget et problematisk sted at hente penge fra, hvis regeringen samtidig vil motivere virksomheder til at rekruttere flere fra kanten af arbejdsmarkedet og til at fastholde langtidssygemeldte medarbejdere.

For 25 år siden ironiserede bandet TV-2 over “offermentalitet” i pophittet “Det er samfundets skyld”. Sangen var selvfølgelig stærkt karikeret, men grænserne mellem det personlige ansvar, andres ansvar og ingens ansvar er en evig diskussion.

Tager vi for eksempel sygdom, kan man spille spørgsmålene: Hvornår skyldes sygdom hændeligt uheld, hvornår er det medarbejderens ansvar, og hvornår er det arbejdsgiverens?

Forhold på arbejdspladsen kan være medvirkende til sygefravær, men det er langtfra altid tilfældet. F.eks. når en medarbejder sygemelder sig med stress.

Selvfølgelig kan stress være udløst af dårlig ledelse, men det kan også blive udløst af et dødsfald i familien, konflikter i parforholdet, i forbindelse med en skilsmisse, eller hvis den enkelte medarbejder kører sig selv for hårdt, uden at ledelsen bliver opmærksom på problemet.

Tunge løft på arbejdspladsen kan være årsag til sygefravær. Men tunge løft hjemme i haven, på genbrugspladsen eller i sejlklubben er ingen undtagelser i den sammenhæng. Også rygning, alkohol, svær overvægt og fysisk inaktivitet har betydning for omfanget af sygefravær. Ryglidelser forekommer f.eks. i mindre grad hos medarbejdere, der både er normalvægtige og i fin form.

Der er ikke noget simpelt svar på spørgsmålet om, hvem der har ansvaret for den enkeltes sygdom. Og nu står vi altså med et forslag fra regningen om, at arbejdsgivernes andel af udgifterne til sygefravær skal stige med en begrundelse om, at det vil forebygge sygefravær, og at det vil bidrage til et bedre arbejdsmiljø. Vi tillader os at stille os tvivlende over for den påstand.

Sygefravær koster virksomhederne kassen. En af årsagerne til, at arbejdsgiverne har direkte udgifter til sygefravær for svimlende 27 mia. kr. om året, er, at de ofte går langt for at fastholde sygemeldte medarbejdere i stedet for at skride til afskedigelser. En forlængelse af arbejdsgiverperioden vil ikke styrke motivationen til at fortsætte denne praksis, men vil tværtimod virke modsat.

Skulle man endelig gå i nogen retning, burde man halvere arbejdsgiverperioden, så den kommer på niveau med forholdene i Sverige og Norge. Genbrug er glimrende, men regeringens gentagelse af tidligere regeringers forlængelser af arbejdsgiverperioden hører ikke hjemme i en finanslov, men på genbrugspladsen under “stort brandbart”. Heldigvis er forhandlingerne om finansloven i fuld gang, og det er absolut muligt, at regeringen besinder sig.

Må fornuften og hensynet til borgere på kanten af arbejdsmarkedet og de langtidssyge ansatte sejre.