Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Kirkegården længe leve!

Kirkegårdens skrumpen er et symptom på det rastløse samfund, hvor alt står til forhandling, og intet er givet på forhånd.

Artiklens øverste billede
Illustration: Rina Kjeldgaard

Hvis man ikke gør døden stor, gør man heller ikke livet stort. 

Længe har vi forsøgt at fortrænge døden. Enten ved at snakke den ihjel eller ved at tie den ihjel. 

56.000 mennesker dør hvert år i Danmark. Men det sker bag skærme. Diskret listes ligene ud fra plejehjem og hospitaler. Dødsannoncerne fortæller os ikke, at folk er døde. Ordet død tager vi nødigt i munden. Vi skriver, at hr. Jensen har fået fred eller er gået bort eller er stille sovet ind eller er taget fra os. 

Vi bilder os ind, at vores hektiske tempo i samfundet skyldes, at vi er effektive, og skal sørge for at opretholde vores velfærdssamfund. Men måske skyldes vores febrilske tempo dødsangst. Vi tør ikke gå i stå. Vi tør ikke lade butikkerne lukke. Vi tør ikke overholde det tredje bud om at holde søndagen hellig. 

Det at stoppe op er for mange det samme som at blive konfronteret med den død, som på alle mulige måder skal gemmes væk. Hvis vi kommer til Netto og ser butikken lukket, er det som at opdage vores egen dødsattest hængende på døren.

Læg mærke til de ure, vi bruger. Engang kunne de gå i stå. Det mindede os om, at vi selv en dag skulle gå i stå. I dag har vi lavet ure, der kører uafbrudt og dermed fortæller, at sådan er livet også. 

Vores travlhed kommer ikke udefra. Den kommer indefra. Vi har travlt for ikke at tænke på døden. Urene med deres tik tak mindede os engang om, at livet går. Evigheden forestår. I dag er urene lydløse. De skal ikke prædike for os og fortælle, at snart har døden indhentet os. 

Men hvordan redder vi vores kirkegårde, der er ved at dø? Det gør vi kun, hvis vi kan få mere ro på vores liv før døden.

Kirkegårdene stod engang, trods al vores dødsfornægtelse, som et vidnesbyrd om, at døden eksisterer. De fleste kirker er placeret midt i kirkegården. På vej ind i kirken konfronteres vi med døden for inde i kirken at høre, at døden har en exit. Jesus Kristus.

Men nu er den sidste påmindelse af dødens eksistens ved at forsvinde. Kirkegårdene skrumper som en hårdt angrebet skrumpelever. Folk vil ikke have deres aske i en urne, der sættes ned på kirkegården. De vil flyde i Gudenåen, i Øresund, i Kattegat, i gadekæret. Eller de vil spredes i en skov mellem blomstrende anemoner. 

Eller måske vil de gerne have presset deres aske sammen til en lille sten, der kan sættes på en ring, som deres ægtefælle kan gå rundt med. Eller også vil de, som man har gjort i USA, have sammenpresset asken i små kapsler, der sendes op i rummet og sættes i evigt kredsløb omkring Jorden.

Det løser mange teologiske problemer for forældrene, når deres børn spørger, hvor deres afdøde farfar er. Uden at blinke med øjnene kan forældrene svare: »I himlen, min skat, og i aften passerer han syd-sydvest for månen kl. ca. 21.«

Men hvorfor vil man ikke begraves på kirkegården? Når vi i livet ikke har nogen rodfæstethed, ønsker vi heller ikke i døden at have rod. Tiden har påvirket os til at være i bevægelse. Forandring er det rigtige. Vi skal udvikle, ikke afvikle. Vi skal ikke slå rødder. Vi skal kunne flytte os fra den ene mening til den anden, fra den ene overbevisning til den anden, fra den ene arbejdsplads til den anden.

Vi skal med et grimt moderne ord være forandringsparate. Rodløse, som vi er, og påvirket til altid at være aktive og på, synes tanken om at ligge stille på en bestemt lokalitet, indtil Gud kalder os ud af graven, at være en forfærdelig tanke.

Vores måde at være død på bliver som vores måde at være levende på. Selv i døden er vi rastløse og vil være i bevægelse. Flyde på bølger, blæses af vinden gennem en skov, blive båret rundt på en ringfinger af sin elskede, kredse om Jorden i en rumkapsel. 

Der er også noget helt andet, som får vores kirkegårde til at skrumpe ind. Fra flere og flere ældre hører jeg, at de vil begraves i fællesgraven eller have asken i havet, fordi de ikke efter deres død vil være til besvær for deres pårørende. Men hvorfor siger de det? Skyldes det, at de føler sig til besvær før deres død? Er der flere og flere i vores samfund, der har følt sig til så meget besvær, at de simpelt hen ikke efter døden ønsker at være til besvær? 

Folkekirken kunne sådan set være ligeglad med den udvikling, jeg skitserer. Kirken ville spare milliarder på ikke at skulle holde en masse kirkegårde så smukke og velplejede, som vi har tradition for. Men folkekirken kan ikke være ligeglad, fordi det er vigtigt for kirken, at vi gør døden stor for at gøre livet stort. 

Hvis befolkningen ikke længere har kirkegårde, hvor den kan se, at mennesker kan dø, vil dødsfornægtelsen i Danmark være 100 pct. Det sidste synlige spor af døden vil være fjernet. Men dermed vil også vores taknemmelighed for at leve og have vores kære levende omkring være forsvundet. 

Og folkekirken kan heller ikke være ligeglad med, at vi ikke har kirkegårde for de levende. For kirkegårdene er ikke for de døde. Men de levende. Sorgen er voldsom, grænseoverskridende, smertende. Vi har brug for at komme til et sted, hvor der er kosmos i al det kaos, vi oplever. De nydelige, smukke kirkegårde nærmest puster afkølende på den gloende sorg. 

Og vi har også brug for at foretage os en masse irrationelt i sorgen. Lægge duftende blomster på en grav, tænde lys, stå med børnebørn og fortælle dem om deres afdødes bedstefars liv. Det er alt sammen en måde at lære at leve med sorgen på.

Men hvordan redder vi vores kirkegårde, der er ved at dø? Det gør vi kun, hvis vi kan få mere ro på vores liv før døden. Får vi det, vil vi ikke have noget imod at slå os til ro på en kirkegård efter døden. 

Kirkegårdens skrumpen er et symptom på det rastløse samfund, hvor alt står til forhandling, og intet er givet på forhånd. Kirkegården længe leve!

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.