Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Regeringens salamitaktik over for sygehusene banede vejen for de privates succes

Hvis man påstår, at sundhedssamarbejde har været til gavn for den almindelige dansker, accepterer man et toklassesystem, som vi kender det fra udlandet.

Otto Berkerpensionist, fhv. direktør, Bjerringbro

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

JP fremstiller i lederen ”Sundhedssamarbejde” for nogle dage siden, at det er en glædelig symbiose for det offentlige sundhedsvæsen og de privathospitaler, at henvisning af 50.000 patienter fra det offentlige i 2007 til 120.000 til privathospitaler i 2018 er en succeshistorie. Til en sådan konklusion kan man kun komme, når man vil have det private frem og det offentlige reduceret.

For mig er denne stigning kun udtryk for en partipolitisk beslutning under Venstres ledelse, som ville fremme den private sektor, da den sad i regeringen. En sådan forøgelse af henvisninger kunne kun lade sig gøre ved en favorisering af de private hospitaler gennem nedskæring af det offentlige sundhedsvæsen.

Iskoldt har den afgåede regering skåret hospitalernes budgetter med 2 pct. om året og dermed lagt op til, at sundhedsvæsenet ikke kunne leve op til den fastsatte frist af 30 dage som behandlingsdatolimit. Man behøver ikke at have læst til matematik på et universitet for at regne ud, at en videreførelse af denne nedskæring ville få alvorlige konsekvenser for sygehusenes forpligtelser.

Vore nye superhospitaler bliver nok det næste punkt på dagsorden. Budgetterne svulmer op inden så længe, således at finansieringen kræver drastiske indgreb i form af skatteforhøjelser eller en privatisering eller delvis privatisering af den slags sygehuse i fremtiden.

Visse steder har vi set fortvivlede ansatte på sygehusene, fordi de ikke kunne leve op til deres etiske forpligtelse over for patienterne. Men regeringen under Løkke Rasmussen blev ved med nedskæringerne til fordel for de private hospitaler.

Indførelse af et toklassesystem kan ikke gøres på én gang. Et ramaskrig ville følge. Nej, salamitaktikken er en velkendt fremgangsmåde. Og den har Venstre ført ud i livet med succes. Tillykke med det, Løkke Rasmussen.

Gad vide, hvor mange patienter, der ikke fik den behandling i tide, fordi sparekniven tillod ganske enkelt ikke en behandling i tide. Men en sådan tanke kan man ikke forme, når man sidder ved det grønne bord på Christiansborg. Konsekvensberegningen gad man ikke at tænke på. Det ville være en undskyldning. Nej, man gjorde det bevidst til fremme af den private sektor lige efter salamitaktikken.

Påstanden fra JP’s side om, at staten ikke helt var rede til at betale, hvad et effektivt og til enhver tid fungerende offentligt hospitalsvæsen koster, er mildt sagt en fordrejning af fakta. Nej, man ville ikke.

Som det liberale blad JP ville man ikke skrive, at regeringen skar ned på hospitalsudgifter med 2 pct. om året og dermed skabte forudsætningen i forbindelse med 30-dagsreglen for opblomstringen af de private hospitaler.

Dertil kommer ændringen af firmabetalte sundhedsforsikringer i 2002 gennem en Venstre-ledet regering, idet alle former for behandlinger nu kunne gennemføres. Med påstanden om at inddrage firmaer i det sociale ansvar indførte man et toklassesystem gennem bagdøren.

De, der kunne betale, kunne oprette en privat sygeforsikring. Resten kunne benytte sig videre af det offentlige, bare med en reduceret service. Kynisme kalder jeg det, når man leger med menneskeliv.

Hvis nogen vil påstå, som JP gør, at sundhedssamarbejde har været til gavn for den almindelige dansker, accepterer man et toklassesystem, som vi kender det fra udlandet. Det, vi endnu ikke kender her i landet, men kendes i udlandet alt for godt, er de sociale følger og et ramponeret offentligt sundhedsvæsen.

Storbritannien skulle stå for vores øjne som et levende eksempel, men også andre lande viser, hvordan det offentlige sundhedsvæsen lider under en bevidst fremdreven privat sundhedssektor. I et land som Tyskland har de privatdrevne hospitaler nået et punkt, hvor visse afdelinger, f. eks. børneafdelinger, ikke længere afkaster det overskud, man forventer, og bliver ganske enkelt lukket. Hvor børnene skal behandles i området, er ikke det private hospitals hovedpine.

Vore nye superhospitaler bliver nok det næste punkt på dagsorden. Budgetterne svulmer op inden så længe, således at finansieringen kræver drastiske indgreb i form af skatteforhøjelser eller en privatisering eller delvis privatisering af den slags sygehuse i fremtiden.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.