Mit livs bedste beslutning var at gå i lære som tømrer
Det eneste, jeg vidste, var, at jeg i hvert fald ikke skulle være håndværker, for det var kun de dumme, der blev det. Det var ikke en holdning, jeg selv havde skabt.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er kun de dumme, der bliver håndværkere!
Hver sommer, når jeg ser glade studenter i bybilledet, tænker jeg: ”Hold kæft, hvor VAR det en god tid, men hvor ER det godt, at jeg læste videre og blev håndværker!”
Det lå bestemt ikke i kortene, at jeg skulle være håndværker, for da jeg var færdig med at gå på efterskole, stod jeg ved en skillevej. Jeg anede ikke, hvilken retning jeg skulle vælge rent uddannelsesmæssigt. Det eneste, jeg vidste, var, at jeg i hvert fald ikke skulle være håndværker, for det var kun de dumme, der blev det. Det var ikke en holdning, jeg selv havde skabt. Det var mine omgivelser, der gav mig det indtryk, for jeg havde absolut intet, der underbyggede den tese. Min far var mekaniker, og en del af mine folkeskolekammerater gik direkte i lære som tømrere eller murere, og ingen af dem var dumme. Samfundets generelle syn på håndværkere skabte min opfattelse.
Jeg valgte at starte på gymnasiet og følge strømmen, for det var det, man gjorde, hvis ikke man var dum. Gennem min opvækst har jeg ikke mødt nogen lærere, studievejledere eller andre autoriteter, der har modbevist det samfundsbillede. Ingen af dem foreslog mig, eller talte for, at man også kunne blive håndværker.
Tre år senere stod jeg med min studenterhue og anede stadig ikke, hvad jeg skulle lave. Derfor valgte jeg at tage et sabbatår med hhv. arbejde og højskoleophold, indtil jeg et år senere stod i præcis samme situation! Ikke en skid klogere! Mine folkeskolekammerater havde nu biler og ejerboliger, mens jeg havde brugt mine surt optjente penge og min børneopsparing på et højskoleophold.
Min tankegang ændrede sig med årene. Jeg blev draget af tanken om at have råd til mit helt eget sted. At kunne sætte mit eget præg på det og skabe fantastiske ting med mine hænder. Jeg elskede at hjælpe mine kammerater med at renovere deres boliger. Dagene gik hurtigt. Jeg endte med at gå i lære som tømrer, hvilket er den bedste beslutning, jeg nogensinde har truffet. Jeg følte, at jeg måtte sluge nogle kameler, da jeg meddelte mine omgivelser, at jeg nu var blevet dum og gik i lære som tømrer. Min daværende kærestes reaktion var: ”Jamen, Anders, du er da meget bedre end det!?” Men nej, det er jeg ikke. For det ypperste, du kan opnå, er at blive håndværker!
Jeg ved godt, hvordan samfundet kigger på mig, og jeg oplever fordommene gang på gang, når jeg bevæger mig rundt i mit arbejdstøj, eller endda når jeg udfører opgaver hos folk, der selv har ringet efter hjælp. Min stemme er ikke verificeret, for jeg er ”bare” en håndværker. Jeg har tit i selskab med bygherrer og byggeledere kommet med kvalificerede forslag til, hvordan man opnår det flotteste byggemæssige resultat, men er af begge parter blevet negligeret og overset. Det har jeg det egentligt fint med, for jeg ved godt, at det er dem, der er gal på den. Jeg tænker for mig selv; ”Nåh ja, hvad ved jeg. Min gamle lejlighed endte i syv forskellige boligblade, og jeg har vundet titlen som Boligmagasinets ”årets boligstylist” i 2017. Der er ingen af jer, der nogensinde kommer til at bo så flot, som jeg gør! Og hvis I vil have, at jeg laver det grimt, så laver jeg det gerne grimt for jeres skyld. Jeg er jo bare en dum håndværker, der har fået en opgave!”
Jeg ved godt, hvordan samfundet kigger på mig, og jeg oplever fordommene gang på gang, når jeg bevæger mig rundt i mit arbejdstøj, eller endda når jeg udfører opgaver hos folk, der selv har ringet efter hjælp.
En meget specifik episode udspillede sig i en unavngiven interiørbutik i Kbh K, hvor Trine og jeg søgte inspiration til vores (på det tidspunkt) kommende bolig. Vores smag har ikke nogen pris. Vi lægger gerne det, det koster at opfylde vores behov. Eksempelvis kostede køkkenbordpladen i vores gamle gamle lejlighed 55.000 kr., mens vores spisebord var et loppefund til 750 kr. Det var de to ting, der var de fedeste hver for sig.
Vi hilser pænt, da vi træder ind i butikken. Den kvindelige ekspedient kigger op fra sin computer, giver os elevatorblikket og kigger ned i sin computer igen. Uden at hilse. Hun havde vurderet, at der ikke var noget salg i den dumme håndværker og hans tatoverede Amager-tæve, der i øvrigt blot er en dum frisør. Det var simpelthen ikke tiden værd at begynde at hilse på os! Vi havde lige solgt vores lejlighed, og der stod 2,2 mio. kr. på kontoen. En formue, jeg/vi havde skabt på fire et halvt år. (den første million lavede jeg selv på tre år, og de 1,2 millioner lavede vi i fællesskab de efterfølgende halvandet år.) Der var ikke noget i butikken, vi ikke havde råd til. Vi ville naturligvis ikke støtte en ansat, der ikke gad at tjene penge, og valgte derfor at lægge pengene andetsteds.
Hvis dit ambitionsniveau er højt nok, kan du med en erhvervsuddannelse tjene lige så mange penge, du vil. Og tilmed er det fucking fedt at være håndværker. Jeg får lov til at opleve fredede bygninger i hele København. Jeg har været med til at renovere tårnene ved Dronning Louises Bro. Jeg har fået lov til at gå i underjordiske gange, og jeg har oplevet udsigter, ingen andre får lov til. Jeg bor flottere end mange af de rige, der hyrer mig. For alle de fede ting, jeg laver hos dem, kan jeg sjovt nok også lave hos mig selv. De høje vægpaneler, stuklofterne, radiatorskjulerne, sildebensparketgulvene. Det hele kan jeg lave hos mig selv.
Selv om jeg var fem år om at beslutte mig for, hvad jeg ville efter folkeskolen, sidder jeg i dag som 33-årig i en bolig, som mange af mine jævnaldrende med et langt flottere cv aldrig vil have mulighed for at købe.
Mit bedste råd er: Tag jer nu en erhvervsuddannelse. Danmark mangler jeres hænder. Der er brug for et andet syn på håndværkere. Ikke for min skyld, for jeg hviler nok i mig selv til at være stolt af det, jeg laver. Men for de usikre unges skyld, der hellere vil følge strømmen end at følge drømmen. Jeg vil rigtig gerne være med til at udbrede den gode fortælling om at være håndværker, for hold kæft, hvor er jeg glad for det. Og jeg har været en af dem, der så ned på håndværkere. Det gør jeg aldrig igen. Vi ses på byggepladsen.
PS. Du skal være velkommen til at dele, hvis du også synes, at fordommene om en erhvervsuddannelse fortjener en mere positiv opmærksomhed
Debatindlægget er oprindeligt bragt som et Facebook-opslag og er gengivet her med Anders Nielsens tilladelse.