Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Dansk olieproduktion er mest klimavenlig

At lukke ned for Nordsøen vil betyde, at vi skal importere olie og gas fra andre lande, som har en mindre klimavenlig produktion, end vi selv har.

Martin Næsbyadm. direktør, Olie Gas Danmark

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Danmark har verdens mest klimavenlige produktion af olie. Et studie fra Stanford University sidste år viste, at ud af alle olieproducerende lande, er Danmark det land i verden, som udleder mindst CO2 i olieproduktionen.

Én af hovedårsagerne er, at Danmark er et velreguleret land, hvor der stilles høje krav i forhold til miljø og klima – og at myndigheder og industriens virksomheder lægger mange kræfter i hele tiden at energieffektivisere deres produktion.

Derfor er det bedst for klimaet, at vi producerer olien og gassen selv i den tid fremover, hvor Danmark og Europa fortsat har brug for olie og gas. At lukke ned for Nordsøen vil betyde, at vi skal importere olie og gas fra andre lande, som har en mindre klimavenlig produktion, end vi selv har. Det vil øge det samlede CO2-aftryk og er derfor ikke nogen klimagevinst.

Vedvarende energi kan ikke endnu dække vores energibehov, og derfor er det godt, at vi kan møde det resterende behov med olie og gas fra vores egen baghave, nemlig den danske del af Nordsøen.

Vi er stadig der, hvor vi i Danmark, Europa og den øvrige verden har brug for olie og gas til at forsyne os med den energi, vi har brug for. Desuden bruges hovedparten af olien i en lang række produkter, f.eks. veje, elektronik og medicin for at nævne nogle få, der på nuværende tidspunkt ikke findes erstatning for.

Derfor skal den produceres der, hvor den klimamæssige konsekvens er mindst – og hvor regulering og samarbejde sikrer, at der konstant arbejdes med nye tiltag til energieffektiviseringer for at nedbringe vores CO2-aftryk. Derudover kan indtægterne fra Nordsøen bruges til at finansiere den grønne omstilling.

Som sidste års energiaftale udtrykker det, giver investeringer i olie- og gasindvinding i Nordsøen provenu til staten og kan dermed eksempelvis finansiere aktiviteter, der understøtter den grønne omstilling.

Frem mod 2040 kan olie- og gasindustrien indbringe op til 250 mia. kr. til statskassen. Det svarer til finansieringen af mindst 10 energiaftaler magen til den aftale, som alle Folketingets partier indgik i juni 2018.

Hvis vi skal nå Paris-aftalens mål om »at arbejde for at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader«, skal vi ifølge det Internationale Energiagentur (IEA) udbygge den vedvarende energi, bruge vores eksisterende energikilder klogere og mere effektivt og substituere brændsler, hvor det er muligt og CO2-reducerende.

Udledningen af CO2 kan reduceres markant ved at erstatte kul med naturgas. Naturgas udleder 40 pct. mindre CO2 end kul, og gassen har derfor en vigtig rolle i den globale grønne omstilling.

Udover at gas er et godt overgangsbrændsel, som skaber stabilitet og forsyningssikkerhed, er naturgassen også det bedste nuværende redskab til at bekæmpe klimaudfordringerne og samtidig sikre, at verden har adgang til den mængde energi, den har behov for.

Europa har den laveste selvforsyningsgrad af gas af alle kontinenter i verden. Det betyder, at vi i Europa efterspørger markant mere gas, end vi producerer. Med en europæisk selvforsyningsgrad på bare 45 pct. gas, betyder det, at vi allerede nu er afhængige af at importere gas fra verdens store olie- og gasproducerende lande.

At lukke for Nordsøen vil derfor alt andet lige betyde, at mere energi skal produceres enten fra importeret gas – bl.a. flydende skifergas fra USA eller fra andre kilder i Europa, f.eks. kul. Dette med en stigning af CO2 som konsekvens.

Verdens energisystemer er midt i en historisk omstilling. Det gælder også i særdeleshed i Danmark, hvor en stadig større del af det danske energiforbrug er dækket af vedvarende energi – og den andel vil kun vokse i de kommende år.

Dette er positivt for klimaet, men vedvarende energi kan ikke endnu dække vores energibehov, og derfor er det godt, at vi kan møde det resterende behov med olie og gas fra vores egen baghave, nemlig den danske del af Nordsøen.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.