Danmarks dilemma i klimakampen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I forbindelse med Paris-aftalen har Danmark sammen med de øvrige EU-lande tilkendegivet at ville reducere CO₂-udledningen med 40 pct. i 2030 i forhold til 1990-niveauet. Aktuelt har vi reduceret med over 30 pct. (JP 20/6). Hvis denne udvikling fortsætter, vil vi nå 44 pct. i 2030 og dermed overopfylde målet.

Alligevel arbejdes der i regeringsforhandlingerne med et væsentligt højere mål, måske 70 pct. Det er for så vidt fair nok, da det svarer til løfterne i valgkampen, men det bliver dyrt.

De hidtidige resultater er især opnået ved en udbygning af den vedvarende energi og ved outsourcing af den tunge industri. Siden 1990 er der forsvundet over 150.000 industriarbejdspladser i Danmark svarende til 35 pct.

Det betyder ikke, at vores forbrug af industriprodukter er faldet, tværtimod, det er blot flyttet fra egenproduktion til import fra især Sydøstasien. Derfor indgår det på mystisk vis ikke længere i Danmarks klimaaftryk.

Hvordan en ny regering vil realisere de store klimaambitioner, er uklart, men det ser desværre ud til, at man vil vælge askesevejen med store restriktioner, især i biltrafikken, men også i flytrafik og kødforbrug m.v. Desuden vil man fortsætte med at outsource den klimabelastende produktion.

Denne gang er det især landbruget, der må holde for, men reduceret landbrugsproduktion hos os skal nødvendigvis følges op af øget produktion et andet sted, ellers kommer endnu flere mennesker til at sulte (i andre lande). Det er der forhåbentligt ikke nogen, der kan gå ind for. Altså de rene hænders politik, hvor andre må stå for det beskidte arbejde.

Askesevejen er imidlertid ikke den eneste mulige. Vi kan i stedet satse benhårdt på forskning og innovation. Ved en intensiv indsats kan de kendte teknologier som vindkraft, solceller og varmepumper fortsat forbedres, og helt nye kan udvikles, f.eks. omdannelse af CO₂ til kulbrinter og dermed ny energi (omtalt i JP 11/6).

Mulighederne er uendelige. Blot to eksempler fra bakspejlet:

• På få år har LED-lamperne revolutioneret belysningsområdet og har sparet 80-90 pct. i forhold til glødelamperne.

• Den danske vindmølleindustri har sat møller op overalt i verden, som sparer langt mere CO₂-udledning på globalt plan, end Danmark nogensinde har udledt.

Innovation fremmes ikke af forbud og restriktioner, men skyldes erhvervslivets og forskningsmiljøernes indsats hjulpet af gode rammevilkår.

Med den yderste askese kan vi teoretisk reducere vores CO2-udledning med 100 pct. Det svarer til en promille af de globale udledninger. Heraf vil en væsentlig del alene blive flyttet til andre lande, så nettoeffekten er langt mindre. Det batter næppe noget i forhold til den globale opvarmning, men vil betyde væsentligt ringere velfærd og livskvalitet hos os.

Hvis Danmark derimod fortsat går foran med at udvikle nye grønne teknologier, er der potentiale til at reducere den globale CO₂-udledning med mange procent og samtidig skaffe vækst og velfærd til landet. Det batter.

Dilemmaet er bare, at det ikke i samme grad pynter på Danmarks klimaregnskab: At udvikle og producere grønne teknologier, f.eks. bedre vindmøller, belaster vores klimaregnskab, mens brugen af dem overalt i verden gavner det globale klimaregnskab langt mere. Derfor kan det være fristende at suboptimere og gå askesevejen, når man gerne vil være i ”den grønne førertrøje”.

De to veje er ikke forenelige, f.eks. er der ingen, der vil forske eller investere i en luftfartsindustri, som askesepolitikerne er i gang med at afvikle. Derfor må der vælges.

Hvad er vigtigst: at opnå en bestemt forbedring af Danmarks klimaaftryk på et bestemt tidspunkt uden mærkbar effekt på den globale CO₂-udledning eller at medvirke til en markant reduktion af det globale klimaaftryk?

Kære politikere, valget er jeres. Jeg håber, I vælger med fornuft.