Ny teknologi er den eneste vej frem, hvis vi vil standse klimaforandringerne
Politikerne må påtage sig et økonomisk og politisk ansvar for, at bæredygtige teknologier udvikles og kommercialiseres.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Har du købt klimaaflad? Fjernet oksekødet fra madplanerne, droppet at flyve på ferie i Thailand og skiftet den gamle benzinsluger ud med en elbil? Alt sammen for at bidrage til at reducere det CO2-udslip, der truer vores klima?
Det har jeg. De seneste seks år har jeg kun spist kød undtagelsesvist, og jeg drikker ikke længere vand af plasticflasker. Jeg kører på arbejde i en Nissan Leaf-elbil, og de sidste mange års sommerferier er gået til Tyskland, Italien og Frankrig med toget. Jeg komposterer mit affald og sorterer så meget som muligt.
Det har krævet en vis beslutsomhed at gennemføre disse ændringer af min livsstil. Men jeg har gjort det, fordi det er min mulighed for som enkeltperson at gøre en indsats for klimaet. Og det giver god samvittighed at vide, at jeg har reduceret mit CO2-aftryk på verden.
Det bedste, vi som enkeltpersoner – og vælgere – kan gøre for klimaet, er at kræve af politikerne, at de bidrager politisk og økonomisk til at udvikle de nødvendige nye bæredygtige teknologier.
Men som videnskabsmand ved jeg også, at det ikke er løsningen på klimaudfordringerne. Vi redder ikke kloden ved at droppe flyrejserne og afsværge plastic – uanset hvor god samvittighed det giver os. Det eneste, der giver os en reel chance for at standse klimaforandringerne, er: Ny teknologi.
Jeg medgiver, at det ikke er uden grund, at flybranchen i disse år bliver udråbt som den helt store klimasynder. Billigere billetter betyder, at flere og flere kan flyve længere og længere væk, og flytrafikken står for mellem 2 og 5 pct. af verdens samlede CO2-udledning.
Det er bare ikke realistisk at afskaffe flytrafikken – eller for den sags skyld reducere den i en sådan grad, at det virkelig har effekt. Det er heller ikke nødvendigvis ønskeligt. Mange lande – f.eks. Thailand, Mexico og Maldiverne – og deres indbyggere er afhængige af turisme og den valuta, de flyrejsende bringer med sig.
Løsningen er i stedet at udvikle ny teknologi, der kan gøre flyrejserne CO2-neutrale. En af mine kolleger på Aalborg Universitet er tæt på at gøre netop det. Han har udviklet en bio-råolie, som fremstilles af spildevandsslam, gylle og plasticaffald, og som kan raffineres og anvendes på samme måde som fossil olie, bl.a. til flybrændstof. Med den forskel, selvfølgelig, at bio-råolien er CO2-neutral.
I den anden ende af klimasynderregisteret bliver elbiler ofte udpeget som den endegyldige grønne løsning på privatbilismen. Men vi glemmer, at elbilerne kun er miljørigtige, når de kører på strøm fra vedvarende energikilder. Og dem har vi en udfordring med.
F.eks. er alle egnede kystnære områder i Danmark allerede bebygget med vindmølleparker, men vi har langtfra vindmøllestrøm nok til at forsyne den elbilpark, politikerne ønsker sig.
Så hvad gør vi? Bygger vindmøller endnu længere ude på havet? Med den nuværende teknologi er det både dyrt og besværligt og ofte skadeligt for havmiljøet.
Derfor satser vi på ny teknologi. En anden af mine kolleger på Aalborg Universitet har udviklet et såkaldt sugebøttefundament, der gør det mindre omkostningstungt at bygge og endog flytte havvindmøller uden store skader på havbund og dyreliv.
Disse og andre lignende teknologier er det, der kan og skal redde klimaet og kloden. Hvis vi virkelig vil standse klimaforandringerne, må vi se fremad – omfavne de teknologiske fremskridt ved at udvikle os ud af problemerne – i stedet for at forsøge at skrue verden 50 år tilbage ved at fordømme flyrejser og plastic.
I den sammenhæng er det vigtigt at huske, at nye teknologier ikke bliver til etablerede og anvendte teknologier af sig selv. For ingen investorer melder sig til at kommercialisere en ny teknologi, før den er gennemprøvet og forfinet i langt større skala end forskernes testanlæg. Det kan være en bekostelig, langvarig affære, som den enkelte forsker og hans universitet sjældent kan gennemføre alene.
At omsætte de nye klimavenlige teknologier til virkelighed kræver derfor, at politikerne påtager sig et ansvar. Et økonomisk og lovgivningsmæssigt ansvar for at bringe teknologierne så langt frem, at private investorer kan tage over.
Det nytter ikke bare at love flere vindmølleparker, tale om nye afgifter eller skrue op for ambitionerne for antallet af elbiler i Danmark – sådan som flere af landets førende politikere for nylig har gjort og givetvis vil fortsætte med at gøre under den igangværende valgkamp.
Det, der virkelig kan gøre en forskel, er, at politikerne forpligter sig til at agere fødselshjælper for nye teknologier. Til at støtte forskningen i stedet for at skære ned på den. Til at hjælpe økonomisk og politisk med at gøre de nye grønne teknologier klar til kommercialisering.
Min pointe er ikke, at vi hver især bare skal opgive at leve bæredygtigt. Det skal vi også.
Men det bedste, vi som enkeltpersoner – og vælgere – kan gøre for klimaet, er at kræve af politikerne, at de bidrager politisk og økonomisk til at udvikle de nødvendige nye bæredygtige teknologier. Og vi kan sætte vores kryds ved dem, som vil gøre netop det.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.