Skal alle vi unge bøje os i flyskam? Må min generation ikke opleve verden?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vores klode er i krise. Og vi er nødt til at handle drastisk for at løse klimakrisen. Det er mange – heldigvis – blevet enige om, og derfor er det blandt andet blevet skamfuldt at tage en flyrejse.

Flyskammen er godt for vores klodes helbred – men hvad betyder det for unge som mig, der gerne vil drage ud i verden? Skal min generation udelukkende tage deres dannelsesrejse på bus- eller togture inden for Europas grænser?

Jeg har selv trodset tabuet om at rejse med fly. Jeg har fløjet 7.299 miljøsvinende kilometer ned til Tanzania, hvor jeg har bosat mig fire måneder på Zanzibar Højskolen sammen med 63 andre unge individer.

De fleste af os er for nylig gået ud af gymnasiet. Det er nu i vores frirum efter 13 år på skolebænken, at vi har chancen for at tage ud og danne os og få indblik i andre kulturer, andre religioner og anderledes levevilkår.

Men når jeg hører om klimadebatten i Danmark, kan jeg forstå, at vi alle burde skamme os. Vores flyrejse til Zanzibar har gjort os alle til CO₂-kriminelle. Jeg burde i stedet have taget ansvar for kloden og være forblevet inden for bus- eller togforbindelsesafstand til København.

Så hvorfor er jeg så alligevel fløjet til Afrika? Hvorfor tage på en rejse, hvor vi er fuldt bevidste om påvirkningen på miljøet, som fly forårsager?

Jeg husker tydeligt, at min far spurgte mig: »Hvorfor ikke tage på Roskilde Højskole i stedet?«

Jeg blev nærmest forarget over spørgsmålet. Jeg forklarede ham, at jeg vil ud og opleve verden – præcis ligesom han gjorde, da han var ung. Jeg vil ud og smage på alt det ukendte. Jeg vil ud og få indblik i, hvordan andre mennesker lever. Jeg vil ud og danne mig – danne mig et sted langt fra den danske levevis, langt fra København, langt fra Roskilde.

Fordi jeg tror på, at det gør mig til en bedre samfundsborger og et bedre menneske.

Får det mig til at lyde som et forkælet curlingbarn? Ja. Ville det være en dannelsesrejse at tage på togrejse inden for Europa? Selvfølgelig. Ville jeg forme min identitet og få andre indblik på livet, hvis jeg var taget på Roskilde Højskole i stedet? Det er der ingen tvivl om.

Men jeg synes, det er trist for udsynet, alsidigheden og perspektivet i min generation, hvis vi alle sammen tilbringer vores sabbatår på højskole i Danmark eller på togrejse i Europa. Hvis vi alle sammen lader os true så meget af flyskammen, at ingen får rystet deres verdenssyn i Indien, Afrika, Sydamerika eller Tonga.

Det er i mine øjne lidt for nemt for generationerne før mig – og for journalister - at kræve, at vi nu får sat en stopper for flyrejser og tager ansvar for kloden.

I har oplevet jeres, I har udforsket verdens vidundere, da I var unge og sprudlende, I har taget chancen og spredt vingerne ud mod horisonten – ikke blot forblevet inden for de kendte europæiske rammer som Rom, Kreta og Mallorca.

Desuden tror jeg på, at min hverdag her i Afrika er med til at gøre mig til en mere miljøbevidst borger – både nu og i fremtiden.

I Danmark er jeg vokset op i et samfund, hvor det tages som en selvfølge, at der er strøm, internet og varmt vand til rådighed hvert sekund af døgnet. Vi ser fredagsfilm, vi streamer på daglig basis, sluger Youtube-videoer, som hvis det var næringsstof – et dagligt drug – vi er til rådighed på sociale medier og andre enheder uafbrudt i de 24 timer på døgnet.

I Afrika er min hverdag fuldstændig anderledes – og langt mindre CO₂-kriminel. Jeg bor på værelse med fire andre piger. Strømmen går ofte, og internet er en sjælden luksus. Vi bruger ingen energi på at opvarme vores hus, vi har heller ikke aircondition eller varmt vand.

Vores tøj bliver vasket i hånden. Strømslugende streamingtjenester har jeg ikke brugt i to måneder. Derudover har jeg valgt at blive vegetar hernede.

Hvis regnskabet gøres op, kan min miljøvenlige livsstil på Zanzibar måske ikke fritage mig fra CO₂-skammen fra min flyrejse hertil. Men i det lange løb tror jeg alligevel, at mit sabbatår på den sydlige halvkugle betaler sig – for både mig og miljøet.

Fordi jeg danner mig. Danner mig for hver dag, der går. Suger til mig og lærer. Jeg bliver bevidst om mit vilde forbrug i Danmark. Jeg får indsigt i andres levevilkår, og jeg lærer at respektere dem og leve efter dem.

På disse fire måneder på Zanzibar kommer jeg til at forme mig til et mere miljøbevidst indvid, som kommer til at tage sine refleksioner og nye indsigter med hjem til Danmark.

Jeg vil hver dag tænke over den konstante rådighed til strøm – og jeg vil spare – jeg vil formindske mit sindssyge forbrug, som jeg før denne rejse anså som helt normalt. Jeg vil komme klimaet til gavn fremover.

Så er en flyrejse til Afrika virkelig sådan et svineri, hvis det åbner øjnene op for nye perspektiver på livet – og på miljøet? You tell me.