Kystnære vindmøller kan ikke flyttes, hvor end jeg gerne ville
Den folkelige opbakning til den grønne omstilling er afgørende, og de kystnære møller risikerer mange steder at underminere opbakningen.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Af JP’s leder ”Bette Jenses Lov” i sidste uge må man forstå, at jeg med et trylleslag uden videre kan sende de kystnære vindmølleprojekter adskillige kilometer længere ud på havet.
Det hele ser ifølge JP’s leder så nemt ud. Men lederskribenten glemmer, at det politiske flertal, der hele tiden har ønsket de kystnære havvindmøller, stadig er intakt, og at en minister ikke kan handle uden et flertal.
Jeg vil gerne understrege, at jeg deler den frustration, som opførslen af Vesterhav Syd og Vesterhav Nord har ført med sig. Og jeg er enig med bl.a. Ringkøbing-Skjern Kommune i, at møllerne ved Vesterhav Syd burde sættes op længere ude på havet. Derfor arbejdede jeg også i sin tid ihærdigt for at få de kystnære havvindmøller ved Vesterhav Syd og Vesterhav Nord længere ud på havet. Men jeg måtte i forbindelse med PSO-aftalen fra november 2016 konstatere, at der var et flertal i Folketinget for at fastholde de allerede aftalte kystnære havvindmølleudbud.
Vi har ikke bananrepublikanske tilstande herhjemme, hvor en minister bare tromler en flertalsbeslutning i Folketinget. Og gud ske tak og lov for det.
Jeg kan ikke bare omgøre politiske beslutninger efter forgodtbefindende, når der ikke er flertal for det i Folketinget. Og det er tilfældet med møllerne ved Vesterhav Syd og Vesterhav Nord. Vi har ikke bananrepublikanske tilstande herhjemme, hvor en minister bare tromler en flertalsbeslutning i Folketinget. Og gud ske tak og lov for det.
Det hører så også med til den fulde historie, at placeringerne ved Vesterhav Syd og Vesterhav Nord blev besluttet, efter at kommunalpolitikere i byrådene havde givet deres støtte til projekterne.
Staten har på det grundlag indgået en kontrakt med Vattenfall, der skal opføre de to kystnære projekter. Hvis staten på nuværende tidspunkt skulle annullere projektet eller flytte møllerne længere væk fra kysten, vil det højst sandsynligt betyde, at staten bryder med udbudsretten og risikerer erstatningssager og sagsanlæg ved domstolene fra både Vattenfall og andre tilbudsgivere i det oprindelige udbud. Det vil samtidig få betydning for Danmarks ry som et investeringssikkert land, og dermed vil det kunne afholde projektudviklere fra at deltage i fremtidige danske havvindmølleudbud. Det vil forringe konkurrencen, hæve prisen og sænke farten på den grønne omstilling i Danmark.
I takt med at havvind kan konkurrere med andre former for vedvarende energi, giver det mere og mere mening at placere kommende havvindparker længere væk fra kysten. Energiforligskredsen har netop besluttet, at den næste store havvindmøllepark Thor placeres i Nordsøområdet mindst 20 km fra kysten ud for Lemvig og Holstebro.
Den folkelige opbakning til den grønne omstilling er afgørende, og de kystnære møller risikerer mange steder at underminere opbakningen. Det kan vi ikke risikere. Regeringen har derfor fået indført en kommunal indsigelsesret, hvor kommuner kan gøre indsigelse imod projekter, der skal ligge inden for 8 km fra deres kystlinje – og med energiaftalen fra sidste sommer fik vi udvidet indsigelsesretten til 15 km fra kysten. På den måde sikres der kommunal medbestemmelse i fremtidige havvindmølleprojekter i Danmark.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.