Politikerne bør tilsyneladende indføre regler mod sådan nogen som mig – et klimamiljøsvin

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For nylig kunne man i JP læse en velskrevet kronik af Henriette Curtz Jansen (herefter kronikøren), der gav udtryk for, at der er brug for omfattende politiske handlinger og omstruktureringer for at sætte begrænsninger på vores forbrug af bl.a. dimser, glimmer, kød og rejser.

På det tidspunkt havde jeg netop (med fly) forladt en fjern feriedestination med koralrev og var på vej til den kunstigt overvandede ørkenby Dubai, så det var for sent at være blevet hjemme og tænke over verdens sande tilstand.

Kronikørens synspunkter deles sikkert af mange, der ligesom hende har indset forbrugersamfundets tomhed og i stedet er begyndt at spise mere eller mindre vegetarisk, at købe ind i genbrugsforretninger og nyde fædrelandets seværdigheder på cykel. En anden del af befolkningen bekymrer sig overhovedet ikke om klodens udpinte ressourcer og fortsætter uændret med at købe ind og smide ud.

Jeg tilhører en tredje gruppe mellem de to yderpunkter (det er jo meget dansk), nemlig en gruppe der også er bekymret for klimaet og gerne vil gøre en indsats for at genbruge mest muligt, nedsætte forbruget af fossile brændstoffer og satse på grøn energi, nedsætte forbruget af f.eks. kød og plastic, og som gerne lægger lokale råvarer i indkøbsvognen, men som ikke vil opgive den eller de årlige ferierejser med fly.

Jeg har hørt om folk i denne gruppe, der for at dulme den dårlige samvittighed, når de ikke har kunnet modstå fristelsen til at tage på flyrejse, køber sig aflad og CO₂-kompenserer for flyveturen ved at give penge til projekter, der arbejder på at reducere udledning af drivhusgasser.

Kompensationen afhænger af flyveturens længde. Se f.eks. carbonfund.org og atmosfair.de. I JP forleden kan man læse, at DAT er begyndt at klimakompensere for de rejsende i Danmark.

Omkring 1980 opstod ordet ”miljøsvin”, der anvendes om personer, der forurener miljøet med plasticflasker og andet skrald i naturen. I dag må sådan en som jeg, der godt kan lide at rejse med fly og godt kan lide kød, nok betegnes som noget meget værre, nemlig et klimamiljøsvin, og man kan forstå på kronikøren, at politikerne bør indføre regler for at bekæmpe den slags svineri.

Diskussionen om klimaet og klimaforandringerne har stået på i mange år. Jeg husker Bjørn Lomborgs kronik i 1998 ”Verdens sande tilstand”, hvori han skrev, at det globale miljø havde det langt bedre, end alarmerende rapporter antydede. Dokumentarfilmen ”En ubekvem sandhed” fra 2006 med Al Gore gav også anledning til store diskussioner, og man så fotografier af hans store hus, som ikke så klimavenligt ud.

Sommeren 2018 var ikke et wakeupcall for mig, der som sædvanlig tilbragte juli måned i Danmark og kunne huske somrene 2015-2017, hvor jeg småfrøs. I et læserbrev i JP den anden dag er bogen ”Det ustyrlige klima” af Ole Humlum omtalt, og han giver udtryk for, at jordens klima altid har ændret sig.

Klimaet vil nok få det lidt bedre, hvis alle ændrer levevis, men vil jordens befolkning få det bedre? Hvad vil der ske, hvis alle holder op med at rejse med fly, og alle spiser lokale råvarer og nedsætter kødforbruget og undgår at spise importerede varer som avocado og ananas?

Jeg er måske naiv, når jeg bilder mig ind, at turismen hjælper befolkningen i Thailand, Sri Lanka og andre lavindkomstlande. Hvis turisterne forsvinder, tvivler jeg på, at indbyggerne, der lever af turister, kan finde andre måder at tjene penge på. Jeg bryder mig selvfølgelig ikke om at se de mange migrantarbejdere fra især Pakistan og Bangladesh i Emiraterne og høre taxichaufførerne fortælle, at de arbejder 10 måneder om året, og så er de hjemme i to måneder.

Hvis turisterne forsvinder, må de rejse hjem. Når de arbejder langt fra deres familie, må det være fordi, at alternativet er værre.

SAS har et godt slogan: We are travellers. Jeg er årgang 1952, så i min barndom var der ikke noget, der hed flyrejser. Der blev holdt ferie i lejede sommerhuse rundt om i Danmark eller på vandrerhjem. Mange i min generation tager nu revanche og benytter sig af de billige flybilletter til at være ”travellers”, for vi vil gerne se denne verden før den næste.

En stor del af nutidens yngre og unge mennesker er vokset op med flyrejseferier og er meget globalt indstillet. Unge mennesker rejser jorden rundt som det mest selvfølgelige i verden, og de vil nok ikke bryde sig om at få at vide, at nu må de blive hjemme i Europa og tage på interrail, hvis de ikke kan nøjes med Himmelbjerget og Møns Klint.

Min generation lærte i forbindelse med energikrisen i 1973 at spare på varmen i radiatorerne og ikke fråse med det varme vand, heller ikke når vandet er ”gratis” som i f.eks. en sportshal. Vi prøver også at spare på de dyre benzindråber, og mange ældre smider ikke noget ud. Vi nyder at være i Danmark, men skal vi nu tvinges til altid at være i Danmark og miste adgangen til om vinteren at flygte fra mørket og kulden?

Det løber mig koldt ned ad ryggen, når kronikøren skriver, at der er brug for regler for at komme klimamiljøsvineriet til livs. Jeg kommer til at tænke på Østtyskland og Sovjetunionen, der holdt befolkningen inden for landets grænser. Man kan selvfølgelig godt lægge (flere) afgifter på flybilletter og indføre en særlig kødafgift, men afgifter har det med at vende den tunge ende nedad.

Fik jeg så noget ud af min ferie på en tropeø og mit besøg i Dubai, eller kunne jeg lige så godt være blevet hjemme? Dubai er som Las Vegas, bortset fra kasinoer, en by præget af hæmningsløst forbrug, og man kan med fordel slå hjernen fra og så bare se på alt det, der er at se i landet, hvor alt er muligt, fordi mangel på penge ikke sætter begrænsninger.

Det er byen med verdens højeste bygning, Burj Khalifa, verdens største indkøbscenter, Dubai Mall, verdens største springvand og verdens eneste hotel med syv stjerner, Burj Al-Arab. I Dubai Mall er der en indendørs skøjtebane, og i et andet indkøbscenter kan man stå på ski. Dubai Mall har også et flot akvarium med store tigerhajer. Der er utallige skyskrabere, og flere er på vej. Man forstår ikke al den byggeaktivitet.

Trafikken på de sekssporede motorveje er intens, der er jævnligt kødannelser, og trafiksituationen vil kun blive værre. Ja, jeg fik noget ud af min vinterferie, for jeg oplevede meget og fik en masse indtryk med hjem. Det er en stor glæde og værdifuldt for alle mennesker i hele verden at rejse og møde andre kulturer. Takket være de lave priser på flybilletter er det muligt for mange at rejse ud og opleve verden, og den glæde skal ikke tages fra os.

På væggen i en slikforretning i Dubai Mall står der oversat til dansk: ”Pas på Jorden, for det er den eneste planet med chokolade”. Selvfølgelig skal vi passe på Jorden, og en af måderne er den fredelige sameksistens mellem jordens beboere, som turismen er med til at fremme.